prose poems / prosadigte – Januar(y) 2020

It couldn’t be otherwise: a door painted onto a stone lead to a stony world with stony people. He’d stay in his chair counting the maladies of sound, painting with clear water on water and practise his crow caws. Just in case. Just in case.

Det kunne ikke være anderledes: en dør malet på en sten ledte til en stenet verden med stenede mennesker. Han blev siddende i sin stol og optalte lyds sygdomme, mens han malede med klart vand på klart vand og øvede sine kragelyde. Bare for en sikkerheds skyld. Bare for en sikkerheds skyld.

:

“When you fall out of time and start wondering about the nature of floorboards you become weightless”, she said. He wished to get into eggs, the egginess of eggs, the entelechy of egg, hens’ eggs, and began writing: “egg, egg, egg, eggeggegg etc.”. As spring arrived they were afloat in a sea of chickens.

”Når man falder ud af tiden og begynder at spekulere over gulvbrædders natur, bliver man vægtløs”, sagde hun. Han ønskede, at fokusere på æg, ægs æghed, ægs enteleki, hønseæg, og begyndte at skrive: ”æg, æg, æg, ægægæg etc.”. Da foråret kom, flød de på et hav af kyllinger.

:

“There’s a war going on in my big toe”, he said. “Which one?”, she asked. “The right one”. “That’ll be the battle of Jericho”, she said. He said nothing. He knew better. It was the Gallic Wars. He just knew it. He couldn’t hear trumpets.

”Der finder en krig sted i min storetå”, sagde han, ”Hvilken én?”, spurgte hun. ”Den højre”: ”Så er det slaget om Jeriko”, sagde hun. Han sagde ingenting. Han vidste bedre. Det var de galliske krige. Det var bare noget, han vidste. Han kunne ikke høre trompeter.

:

After finishing his daily “one hour of identifying with Tom Waits” exercise he moved the toaster back into his void ego and stared at a faintly yellow white wall. He imagined TW would do the same. He didn’t quite know how to stop that identifying exercise. He thought TW didn’t know that either.

Efter sin daglige ”en time hvor du identificerer dig med Tom Waits” øvelse, flyttede han brødristeren tilbage ind sit tomme ego og stirrede på en svagt gullig hvid væg. Han forestillede sig, at TW ville gøre det samme. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle afslutte identificeringsøvelsen. Det mente han, at heller ikke TW gjorde.

prose poems / prosadigte – Januar(y) 2017

It’s a skeleton of black ice close to a furnace. He places his hat in history after a bloody battle and peels an orange. Could be a Tuesday, but it’s Monday.

Det’ et skelet af sort is tæt på en ovn. Han lægger sin hat i historien efter et blodigt slag og skræller en appelsin. Ku’ være en tirsdag, men det er mandag.

:

Through the practical though awkward concept of time a tooth finds its way into the porridge. Surely a man is as much as what he is as what he isn’t. (Examples of plant sleep).

Gennem den praktiske men pinlige ide om tid finder en tand vej ned i grøden. Visseligen er en mand lige så meget det, han er som det, han ikke er. (Eksempler på plantesøvn).

:

Suddenly I find myself relating to questions that only concerns people on tv; and I don’t even know if they’re real: the questions, the people. Mindlessly I thread one raindrop after the other onto a piano string.

Pludselig opdager jeg, at jeg forholder mig til spørgsmål, der kun angår mennesker på tv; og jeg ved ikke engang, om de er virkelige: spørgsmålene, menneskene. Åndsfraværende tråder jeg den ene regndråbe efter den anden på en klaverstreng.

:

They come in and kick with their legs. Yes, with their legs. You didn’t need to say that; it’s obvious. Meanwhile there’s no sky, no birds, just rumours.

De kommer ind og sparker med deres ben. Ja, med deres ben. Du behøvede ikke sige det; det er indlysende. Imens er der ingen himmel, ingen fugle, kun rygter.

:

notes / noter 05.12 2017

from an apple to a supernova a thread of dogs’ barks

fra et æble til en supernova en tråd af hundegøen

:

beneath the world beyond a bone is missing all your steps stick to the sole of your shoes

under den hinsides verden mangler en knogle alle dine skridt klæber til dine såler

:

you have a voice it’s copper and finger nails attracting time-moths

du har en stemme den er kobber og negle der tilstrækker tidsmøl

:

not a sensible word from the pine but you turn over The Hanged Man and whistle what you can of So What

ikke et fornuftigt ord fra fyrretræet men du vender Den hængte mand og fløjter hvad du kan af So What

:

there’s a ship built of dust and a legend where frogs are reincarnated as frogs and you yawn

der er et skib bygget af støv og en myte hvor frøer genfødes som frøer og du gaber

:

the water in the glass isn’t half in or out the world it just doesn’t care but you drink it

vandet i glasset er ikke halvt inde eller ude af verden det er bare ligeglad men du drikker det

:

for a moment you think about what a gull looks like to a mandolin and then you can’t get Vivaldi out of your head

et øjeblik tænker du på hvordan en måge ser ud for en mandolin og dernæst kan du ikke få Vivaldi ud af hovedet

apple talk / æblesnak

perhaps today is the day I will talk to an apple. on tv actors pretend to kill another actor. they call her Agnes. don’t you wonder if some people in their own private space, their home, dresses up in dog costume and try to pee like dogs do? no? must be me then.

perhaps today is the day I will talk to an apple. I should go wash some clothes but it’s cold and I have decided that I cannot do anything the day after I have returned from the city. I should call the dentist too but I only managed to get out of bed after the 12 and that’s when the dentist’s phone is taken over by an answering machine. the answering machine doesn’t sound like an Agnes.

perhaps today is the day I will talk to an apple. I could warm up with a pear but they’re almost off and don’t taste as good as when I bought them. there’s a pear tree some 50 meters from my house but I buy them at the supermarket. the pears on the tree are too high up. I guess that’s why they become clouds instead of being eaten. perhaps the sky eats them. the sky as such only exists in our eyes.

perhaps today is the day I will talk to an apple.

..

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. på tv er der skuespillere der lader som om de dræber en anden skuespiller. de kalder hende Agnes. spekulerer du ikke nogle gange på om hvorvidt der er mennesker, der i deres private sfære, deres hjem, klæder sig ud i et hundekostyme og forsøger at tisse som en hund? nej? så må det bare være mig.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. jeg skulle egentlig gå på vaskeriet, men det er kold og jeg har besluttet, at jeg ikke kan foretage mig noget dagen efter jeg er kommet hjem fra byen. jeg skulle også have ringet til tandlægen, men jeg kom først ud af sengen efter 12 og det er dér, tandlægens telefon bliver overtaget af en telefonsvarer. telefonsvareren lyder ikke som en Agnes.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. jeg ku’ varme op med at tale til en pære, men de er næsten dårlige, melede, og smager ikke så godt som da jeg købte dem. der er et pæretræ ca. 50 meter fra mit hus, men jeg køber dem i supermarkedet. pærerne på træet hænger for højt oppe. det er måske derfor, de bliver til skyer i stedet for at blive spist. måske spiser himlen dem. himlen som sådan findes kun i vore øjne.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble.

wearing a yellow hat makes no difference / at bære en gul hat gør ingen forskel

on this train there’s a coffee vending machine with a sign saying it doesn’t work and that it soon will be taken down. it has been saying that for years. no one has asked it to shut up or actually do something.

the milk foam on the coffee on the photo on the vending machine looks like a tornado seen from above. a white tornado on a brown ocean. the wind in the rest of the train is very still. I like the idea of a coffee ocean with milk-foam clouds. I don’t need tornadoes.

my oldest granddaughter bought trousers with holes in them. designer holes. perhaps you can say she bought 66% trousers for the price of a pair of 100% trousers. she’s fast becoming a good consumer which is almost the same as a good citizen.

when a human body stops working we say it has died. we say that about batteries, phones, computers and cars too. it’s a bit more difficult with rocks and stones. they can lie still in the same place for centuries and perform the function that rocks and stones have and no one checks if they’re alive or not. or maybe someone tries but the lives of stone and rocks are much slower in expressions (heartbeat, respiration, growth) than any human bound to human time and a human timespan can measure. perhaps they live in a parallel world that crashed into our world. I decide to wrap one in string one day. a stone, not a human. we’ll see.

I sat myself down on a seat in the train without thinking it was something special. I have done it hundreds of times and will probably do it again and again. some things you just can’t stop doing without some sort of repercussion like: getting nowhere or withdrawal sickness. I wore my yellow hat but the train didn’t go faster because of that, not even my godblue shoes had any effect. the night was all around the train: in front of it, in the back of it, on both sides, above it and below it and it was to stay that way till sunrise. nothing to be done about it.

:

på dette tog er der en kaffeautomat med et skilt, der siger, at den ikke virker, og at det snart bliver taget ned. det har det sagt i årevis. ingen har bedt det holde kæft eller faktisk gøre noget.

mælkeskummet på kaffen på billedet på automaten ligner en tornado set ovenfra. en hvid tornado på et brunt hav. vinden i resten af ​​toget er meget stille. jeg kan godt lide ideen om et kaffehav med mælkeskumskyer. jeg har ikke brug for tornadoer.

min ældste barnebarn har købt købte bukser med huller. designerhuller. måske kan man sige, at hun har købt 66% bukser til prisen på et par 100% bukser. hun bliver hurtigt en god forbruger, det er næsten er det samme som en god borger.

når en menneskekrop holder op med at fungere, siger vi, at den er død. det siger vi også om batterier, telefoner, computere og biler. det er lidt vanskeligere med sten. de kan ligge stille på samme sted i århundreder og udføre den funktion, som sten har, og ingen kontrollerer, om de er i live eller ej. eller måske er det nogen, der prøver, men stens liv er meget langsommere i udtryk (hjerteslag, åndedræt, vækst) end et menneskes, der er bundet til menneskets tid og et menneskeligt livsmål, kan måle. måske lever de i en parallel verden, der ramte ind i vores verden. j beslutter at pakke en snor en dag. en sten, ikke et menneske. vi får at se.

jeg sad mig ned på et sæde i toget uden at tro, det var noget særligt. jeg har gjort det hundredvis af gange og vil nok gøre det igen og igen. nogle ting, kan du bare ikke holde op med at gøre uden en eller anden form for gengældelse som: at komme ingen steder hen eller abstinenser. jeg havde min gule hat på, men toget kørte ikke hurtigere af den grund, ikke engang mine gudblå sko havde nogen effekt. natten var rundt omkring toget: foran det, på bagsiden af ​​det, til begge sider, over det og under det, og det ville den at forblive være til solopgang. ikke noget at gøre ved det.