Tag: prosa

prose poems/prosadigte

admin/ / digt, poem, prosadigt, prose, prose poem

Conversing with a well of moonlight The God of Lesser Winds mentioned his mother and how she fell asleep inside a beetle, a warm one, she said, one of those that roll stars across childrens eye balls. After that she wore only leaves and whispers.

.

I en samtale med en brønd af månelys nævnte Guden af Mindre Vinde sin mor, og hvordan hun faldt i søvn inde i en bille, en varm én, sagde hun, en af dem der ruller stjerner henover børns øjeæbler. Efter det klædte hun sig kun blade og hviskerier.

*

We put a door in the dog to look at the gleaming but narrow paths winding their way towards the ever-white gardens where snow is born. We were blinded but saw, we were deafened but heard, we were numbed but felt the ants carry us away.

.

Vi sætter en dør i hunden for at betragte de skinnende men svære stier, der snor sig afsted mod de altid-hvide haver, hvor sne fødes. Vi blev blindede, men så, vi døvedes, men hørte, vi blev følelsesløse, men kunne mærke myrerne bære os væk.

*

For as little as a shadow I bought an afternoon’s rain. Back home I put it inside an apple thinking it’d be alright, but no, it would only stare silently into the blank pages of an imaginary Atlas, roadless, sealess, desertless.

.

For så lidt som en skygge købte jeg en eftermiddags regn. Hjemme igen puttede jeg den ind i et æble, idet jeg troede, at den ville have det godt. Men nej, den stirrede stille på de blanke sider i et imaginært atlas, vejløst, havløst, ørkenløst.

*

For reasons unknown she would see herself as a bird. Some said it was the acorn in her head that did it, others pointed to her feathery father, most agreed it was because her mother had given her half a sparrow’s egg as a cradle.

.

Af ukendte årsager så hun sig selv som en fugl. Nogle sagde, det var agernet i hendes hoved, andre pegede på hendes fjeragtige far, de fleste var enige om, at det var fordi, hendes mor havde givet hende et halvt spurveæg som vugge.

*

You have a place, but most days it’s gone. That’s why you sit watching semi-transparent objects come in and out of sight while you knead clouds into walking sticks and tables. On the wall the clock has run out of time.

.

Du har et sted, men de fleste dage er det væk. Det er derfor, du sidder og ser halvt gennemsigtige objekter komme til syne og forsvinde igen, mens du ælter skyer til stokke og borde. På væggen er uret løbet tør for tid.

*

When he wasn’t a door stopper he mutilated imaginary fluffy animals verbally to keep himself from drowning in the swamp of the bourgeoisie where he was planted as a human (neglected) seedling. A typical couch rebel, they said. Others said: Who?

.

Når han ikke var en dørstopper, mishandlede han verbalt imaginære pelsede dyr for ikke at drukne i den sump af småborgerligheden, han var plantet i som en menneskelig (overset) frøplante. En typisk sofarebel, sagde nogen. Andre spurgte: Hvem?

apple talk / æblesnak

admin/ / prose, prose poem

perhaps today is the day I will talk to an apple. on tv actors pretend to kill another actor. they call her Agnes. don’t you wonder if some people in their own private space, their home, dresses up in dog costume and try to pee like dogs do? no? must be me then.

perhaps today is the day I will talk to an apple. I should go wash some clothes but it’s cold and I have decided that I cannot do anything the day after I have returned from the city. I should call the dentist too but I only managed to get out of bed after the 12 and that’s when the dentist’s phone is taken over by an answering machine. the answering machine doesn’t sound like an Agnes.

perhaps today is the day I will talk to an apple. I could warm up with a pear but they’re almost off and don’t taste as good as when I bought them. there’s a pear tree some 50 meters from my house but I buy them at the supermarket. the pears on the tree are too high up. I guess that’s why they become clouds instead of being eaten. perhaps the sky eats them. the sky as such only exists in our eyes.

perhaps today is the day I will talk to an apple.

..

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. på tv er der skuespillere der lader som om de dræber en anden skuespiller. de kalder hende Agnes. spekulerer du ikke nogle gange på om hvorvidt der er mennesker, der i deres private sfære, deres hjem, klæder sig ud i et hundekostyme og forsøger at tisse som en hund? nej? så må det bare være mig.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. jeg skulle egentlig gå på vaskeriet, men det er kold og jeg har besluttet, at jeg ikke kan foretage mig noget dagen efter jeg er kommet hjem fra byen. jeg skulle også have ringet til tandlægen, men jeg kom først ud af sengen efter 12 og det er dér, tandlægens telefon bliver overtaget af en telefonsvarer. telefonsvareren lyder ikke som en Agnes.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. jeg ku’ varme op med at tale til en pære, men de er næsten dårlige, melede, og smager ikke så godt som da jeg købte dem. der er et pæretræ ca. 50 meter fra mit hus, men jeg køber dem i supermarkedet. pærerne på træet hænger for højt oppe. det er måske derfor, de bliver til skyer i stedet for at blive spist. måske spiser himlen dem. himlen som sådan findes kun i vore øjne.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble.

wearing a yellow hat makes no difference / at bære en gul hat gør ingen forskel

admin/ / prose

on this train there’s a coffee vending machine with a sign saying it doesn’t work and that it soon will be taken down. it has been saying that for years. no one has asked it to shut up or actually do something.

the milk foam on the coffee on the photo on the vending machine looks like a tornado seen from above. a white tornado on a brown ocean. the wind in the rest of the train is very still. I like the idea of a coffee ocean with milk-foam clouds. I don’t need tornadoes.

my oldest granddaughter bought trousers with holes in them. designer holes. perhaps you can say she bought 66% trousers for the price of a pair of 100% trousers. she’s fast becoming a good consumer which is almost the same as a good citizen.

when a human body stops working we say it has died. we say that about batteries, phones, computers and cars too. it’s a bit more difficult with rocks and stones. they can lie still in the same place for centuries and perform the function that rocks and stones have and no one checks if they’re alive or not. or maybe someone tries but the lives of stone and rocks are much slower in expressions (heartbeat, respiration, growth) than any human bound to human time and a human timespan can measure. perhaps they live in a parallel world that crashed into our world. I decide to wrap one in string one day. a stone, not a human. we’ll see.

I sat myself down on a seat in the train without thinking it was something special. I have done it hundreds of times and will probably do it again and again. some things you just can’t stop doing without some sort of repercussion like: getting nowhere or withdrawal sickness. I wore my yellow hat but the train didn’t go faster because of that, not even my godblue shoes had any effect. the night was all around the train: in front of it, in the back of it, on both sides, above it and below it and it was to stay that way till sunrise. nothing to be done about it.

:

på dette tog er der en kaffeautomat med et skilt, der siger, at den ikke virker, og at det snart bliver taget ned. det har det sagt i årevis. ingen har bedt det holde kæft eller faktisk gøre noget.

mælkeskummet på kaffen på billedet på automaten ligner en tornado set ovenfra. en hvid tornado på et brunt hav. vinden i resten af ​​toget er meget stille. jeg kan godt lide ideen om et kaffehav med mælkeskumskyer. jeg har ikke brug for tornadoer.

min ældste barnebarn har købt købte bukser med huller. designerhuller. måske kan man sige, at hun har købt 66% bukser til prisen på et par 100% bukser. hun bliver hurtigt en god forbruger, det er næsten er det samme som en god borger.

når en menneskekrop holder op med at fungere, siger vi, at den er død. det siger vi også om batterier, telefoner, computere og biler. det er lidt vanskeligere med sten. de kan ligge stille på samme sted i århundreder og udføre den funktion, som sten har, og ingen kontrollerer, om de er i live eller ej. eller måske er det nogen, der prøver, men stens liv er meget langsommere i udtryk (hjerteslag, åndedræt, vækst) end et menneskes, der er bundet til menneskets tid og et menneskeligt livsmål, kan måle. måske lever de i en parallel verden, der ramte ind i vores verden. j beslutter at pakke en snor en dag. en sten, ikke et menneske. vi får at se.

jeg sad mig ned på et sæde i toget uden at tro, det var noget særligt. jeg har gjort det hundredvis af gange og vil nok gøre det igen og igen. nogle ting, kan du bare ikke holde op med at gøre uden en eller anden form for gengældelse som: at komme ingen steder hen eller abstinenser. jeg havde min gule hat på, men toget kørte ikke hurtigere af den grund, ikke engang mine gudblå sko havde nogen effekt. natten var rundt omkring toget: foran det, på bagsiden af ​​det, til begge sider, over det og under det, og det ville den at forblive være til solopgang. ikke noget at gøre ved det.