The Majestic Medicus, Master of the Elementary Elements, Alchemist Superior Dr. Alfred Schuster was disappointed that for all his insights into the workings of God’s nature (not the nature of God which remains ad infinitum beyond the reach of man’s mind and eyes – another disappointment) he couldn’t get over his head cold which frankly just as well could be called a chest cold, a finger cold, a lower back cold as all these – and more – areas of his corpus also seemed full of mucus and aches and brewed a pot of chamomile tea just as the simple folks in the chamomile fields would do it. No shiny mercury, no powder of unicorns’ horn, no distilled light from the North Star … just a handful of dried flowers and boiling water. How common.
“But”, he said to himself, “this just shows that I am an ordinary human being not better or worse than anybody else – except maybe for that wretched Morgenstein” (who claimed to have put life into a stone, which turned out to be a bug-infested potato and thus had – if only for a few weeks – challenged Schuster’s position as Magicus Grande) “and perhaps Pferdfeld”, he thought and spat out the window to spread his germs seeing the wind was right to carry them into Pferdfeld’s chambers, though he couldn’t quite remember what Pferdfeld had done to him; he just didn’t like the way his nose seemed to constantly point to his (Pferdfeld’s) manhood as if to suggest “Mine is bigger than yours”. “Now, I will let this illness be a lesson in humility”, he said to himself and wrote an edict which gave all week days new names except Wednesday – Wednesdays were bongo days and he didn’t want to do without that weekly day of drumming; “As long as you play the bongos you cannot make wars”, he said when he instigated that World Peace Day Law aeons ago … and he felt that he had accomplished a wee bit that day.
All in all it was a slow day in Dr. Schuster’s life and head. For a moment he thought about making it a law that everyone should walk like under water so he could keep up, but saw it would include his servants too and at some point he would run out of chamomile flowers and someone had to bring him new ones. He coughed and dreamed of snot free days.
with a little engineering a Kleenex tree
.
En majestætisk forkølelse
Den Majestætiske Medicus, Mesteren af de Elementære Elementer, Den Højeste Alkymist Dr. Alfred Schuster var skuffet over, at han for al sin indsigt i hvordan Guds natur (ikke naturen af Gud, som ad infinitum ligger hinsides menneskets hjerne og øjne – endnu en skuffelse) ikke kunne komme over sin forkølelse, som sad i hovedet, i brystet, i fingrene, det nedre af ryggen og mange andre steder i hans corpus og fyldte dem med slim og smerter og brygge (endnu) en pot kamillete på samme måde som de almindelige mennesker, der boede i kamillemarkerne, ville gøre det. Intet skinnende kviksølv, intet pulver af enhjørningens horn, intet destilleret lys fra Nordstjernen … kun en håndfuld tørrede blomster og kogende vand. Hvor almindeligt.
“Men”, sagde han til sig selv, “dette viser blot, at jeg er et almindelig menneske, ikke værre eller bedre end alle andre – måske bortset fra den nederdrægtige Morgenstein” (som havde hævdet at tiløre en sten liv, en sten der viste sig at være en kartoffel inficeret med insekter og således – dog kun for et par uger – havde udfordret Schusters position som Magicus Grande) “og måske Pferdfeld”, tænkte han og spyttede ud af vinduet for at sprede sine baciller idet vinden stod rigtigt til at bære dem ind i Pferdfelds værelser, selvom han ikke kunne huske, hvad Pferdfeld havde gjort ham; han brød sig blot ikke om, hvordan hans næse uophørligt pegede ned mod hans (Pferdfelds) manddom som for at sige “Min er større end din”. “Nuvel. Jeg vil lade denne sygdom være en lektie i ydmyghed”, sagde han til sig selv og nedskrev et edikt om, at nu skulle alle ugedagene hedde noget andet; på nær onsdag – onsdagene var bongo-dage og han ville ikke være foruden en dag med bongotrommetrommeri; “Så længe I spiller på trommer, kan I ikke lave krige”, som han havde sagt, dengang han startede “Verdensfredens Dag” for længe længe siden … og han syntes, at han dog havde udrettet en lille bitte smule den dag.
Alt i alt var det en langsom dag i Dr. Schusters liv og hoved. Et øjeblik overvejede han at lave en lov, der sagde, at alle mennesker skulle bevæge sig som under vand, så han kunne følge med, men indså at det også ville gælde hans tjenere, og at han på et tidspunkt ville løbe tør for kamilleblomster og nogen skulle jo bringe ham nye, når han havde brugt dem han havde. Han hostede og drømte om snotfrie dage.
“Well, if you can’t dig a hole with it or unscrew the lid to your coffin it’s not useful”, said K. looking over my shoulder as I was writing a haiku of sorts (one that seemed uncomfortable being constrained within that narrow concept and was dying (a manner of speaking) to stretch its limbs and run amok and became this text).
“Perhaps it can do other things”, I tried. “Perhaps it can make time go by a little more unnoticed?”
“Like watching TV you mean?”
“Something like that”
entering fall I fall
“See, that’s the problem with you the “living” (he made the “ ” in the air with his fingers – or finger bones, to be correct). “You want time to go in a way that you don’t feel it and when your death comes you want more of it. Like: you don’t really know what you want till it’s gone. Why would it come to you when you really didn’t pay any attention to it while it was there? Time is not always a dog clinging to you no matter how badly you treat it”
“Ooh, I did pay attention to it and I still do”
“When exactly?”
“That time with the colonoscopy for instance; and when I’m at the dentist …”
“Nah, the colon thing doesn’t count. You were out of it. They drugged you”
“What about those times when I went through withdrawals and was being harassed by little blue men?”
“HA! As if that was scary. I bet they just went about their acrobatic metamorphosing like they normally do. They’re always like that. Did they turn into a whale, a ship, horrible birds etc. etc.?”
“Yes, how do you know that?”
“It’s their nature. They’re like clouds. They’re always there in between ‘worlds’, so to speak; between states of consciousness, but they’re really dumb as f*ck, pardon my Danish (this conversation took place in Danish, but I have translated it to get a little distance); they have a 4 neuron brain or something like that. They’re sort of the glue between spheres coming alive just for the fun of it. Just because it can. They’re just there doing what they do and having fun and ‘plop’ they go back again to be glue. You just got scared because you actually saw them”
“Are they Time?”
“Sorta”
“I’m not really sure I like Time …”
“No?”
“Definitely not Blue Time”
ignorant of Doomsday threats geese head for the other side of the lake
.
Blå tid eller Hvad nytte er poesi til?
“Altså. hvis du ikke kan grave et hul med det eller skrue låget af din kiste, er det ikke til nogen nytte”, sagde K. Han kiggede mig over skulderen, mens jeg skrev et slags haiku (ét der ikke syntes tilpas ved at være begrænset til det snævre koncept, og var ved at dø (det er bare sådan noget man siger) af utålmodighed efter at strække sine lemmer og gå amok og blev til denne tekst).
“Måske kan det gøre andre ting, forsøgte jeg. Måske kan det få tiden til at gå lidt mere ubemærket”
“Lissom at se fjernsyn mener Du?”
“Noget i den retning”
med en slåfejl har efteråret pludselig løvefald
“Ser du, det er problemet med jer ”levende” (igen lavede han de dér ” ” i luften med sine fingre – eller rettere: fingerknogler). I vil ha’, at tiden går på en måde, så I ikke mærker den, og når jeres død kommer vil I ha’ mere af den. Det er som: I véd ikke, hvad I har, indtil I ikke har det mere. Hvorfor sku’ den komme til jer, når I ikke rigtig lagde mærke til den, mens den var der? Tiden er ikke altid en hund, der klæber til dig uanset hvor dårligt, du behandler den”
“Uh, jeg har altid lagt mærke til tiden og gør det stadig”
“Hvornår præcist?”
“Den gang med koloskopien, for eksempel; og når jeg er hos tandlægen …”
“Næh du, kolo-tingen gælder ikke. Da var du helt væk, fordi de havde bedøvet dig”
“Hvad så med de gange jeg var til afgiftning og blev generet af små blå mænd?”
“HA! Som om det var noget, at være bange for. Jeg tør vædde på, at de blot undergik deres akrobatiske metamorfoser, som de altid gør. Forvandlede de sig til et skib, en hval, forfærdelige fugle o.s.v. o.s.v.?”
“Ja. Hvordan kan du vide dét?”
“Det er deres natur. De er som skyer. De gør bare det de gør og har det sjovt med det. De er altid dér mellem verdener, så at sige, mellem bevidsthedsstadier, men i virkeligheden er de fandens dumme. De har en hjerne med 4 neuroner eller noget i den retning. Det er ligesom om, at limen mellem sfærerne kommer til live bare for sjov. De gør blot, hvad de gør og har det sjovt med det og så ’plop’ går de tilbage til at være lim igen. Du blev kun bange, fordi du så dem”
“Er de Tiden?”
“På en måde
“Jeg tror ikke, at jeg kan lide Tiden”
Ikke?”
“I hvert fald ikke Blå Tid”
uvidende om dommedagstrusler flyver gæs mod søens anden bred
with all its thousands of fingers the rain knocks on every window but I won’t let it in I did once feeling sorry for it being out in the rain out in itself (which perhaps more correctly is in in itself; a rain going out of itself stretches the mind too much to imagine and I have a head cold and have no desire to stretch anything) and it stopped being itself and made a sorry mess of everything not having learned to hold a cup not being brought up in the art of conversation not listening just talking talking talking about itself and falling and how hard masonry is to fall on concrete even harder everything was wet so I’ll keep my cool keep the windows closed arrogant and heartless it may seem but as I said I have a head cold and have no mind to worsen that
still shorter days go go go
I left a bowl outside thinking it could get a hold of itself there a kind of bed for it or a chair but moss has settled there and it is no mind to move any time soon
yap yap yapping a puppy constantly feels ignored
.
Bankende regn
med alle sine tusinder af finger banker regnen på hvert eneste vindue men jeg vil ikke lukke den ind jeg gjorde det engang da jeg syntes det var synd for den at være ude i regnen ude i sig selv (hvilket måske mere korrekt er inde i sig selv; en regn der går ud af sig selv strækker forestillingsevnen for meget at forestille sig og jeg forkølet og har ikke til sinds at strække noget som helst) og da var den ikke længere sig selv og rodede alting til den havde ikke lært at holde på en kop den var ikke oplært i samtalens kunst den lyttede ikke talte talte talte kun om sig selv og det at falde og hvor hårde mursten er at falde på beton endnu hårdere og alt var vådt så jeg gør mig kold og holder vinduerne lukkede uanset hvor arrogant og hjerteløst det måtte synes men som sagt er jeg forkølet og har ikke til sinds at gøre det værre
stadig kortere går går går dagene
jeg har sat en skål ud og tænkte at den ku’ få hold på sig selv dér en slags seng til den eller en stol men mos har bosat sig i den og har tænkt sig at flytte lige med det samme
bjæf bjæf bjæffende en hvalp føler sig vedvarende overset
//
