Month: June 2017

Zoot

I – or perhaps we (you never can tell in these situations) – for unknown reason came to be on a raft on an ocean. The raft were made from the usual cartoon-ish debris: boards, barrels, rope, a treasure chest that looked to be from the 16^th hundreds and so on, and a sofa. A really comfy sofa of cream coloured silk with golden embroideries. Perhaps we had crashed with the Versailles castle or … as I said: you never know whence you came in situations like these.

new trainers
Issa catches
his first fly

Fortunately only my feet were wet and I vanquished the fear of catching a cold. Anyway, the colds you catch in dreams are rarely strong enough to be able to hold on when you wake up (and the discussion whether or not dreams can be taken as ‘real life’ (‘real life” in itself being a vague concept) I won’t begin here though a lot can be said about this age old topic). Unless, of course, you dream that you’re catching a cold because you are catching one the real life. But that aside: I was sitting comfortably watching the slow roll of the ocean as the giants below walked about doing what underwater giants do: shopping, getting their kids from school, taking them to football training and what have you when a detective from a television series I happen to like very much appeared (likewise) from out of nowhere sorta hovering a meter or so above the raft. He looked quite in a state; quite troubled.

zoot allures!
Basho and Zappa wear
yellow shark skin shoes

“Hey, whatta the troubeling you?”, I said with best the Italian-English dialect I could do (Italian because the actor and the role he plays are Italian, English because I’m writing this so readers that aren’t Danish might have a chance too).

“I’m a bit confuso”, he said. “I don’te know who io sono”, he continued and explained that his real persona and the persona of the imaginary character he plays had merged and now he couldn’t find out what his real self was.

“Relaxa,” me said. “Have a cappuccino and cigar. It’ll stop when I wake up”

“Phew. Nice-a to know”

“Might take a while though. I’m enjoying this, the ocean’s quietude and that”, I said and pointed to the underwater giants making great jumps out of the water in some sort of ballet style.

“it’s like walking on combs!”
Buson sees the doctor
for his gout

so much for the warriors’ dreams
Ozaki’s joint
ignites the grass

::

Zoot

Jeg – eller måske vi (i disse situationer véd man aldrig) – befandt mig (eller befandt os, som man nu ta’r det) af uvisse grunde på en tømmerflåde på havet. Flåden var lavet af de sædvanlige tegneserieagtige ting: brædder, tønder, reb og en skattekiste, der så ud til at være fra sekstenhundredetallet o.s.v., og en sofa. En virkelig behagelig sofa af creme-farvet silke med guldbroderier. Måske var vi forulykket med Versaille-slottet eller … som jeg sagde: man véd aldrig hvordan man kan have havnet i disse situationer.

nye gummisko
Issa fanger
sin første flue

Heldig var kun mine fødder blevet våde og jeg lod frygten for at rage en forkølelse til mig fordufte. Trods alt er forkølelser, man pådrager sig i drømme sjældent stærke nok til at klare overgangen til det virkelige liv (og diskussionen om hvorvidt drømme kan tages for ’virkeligt liv’ (’virkeligt liv’ i sig selv værende et vagt koncept) vil jeg ikke påbegynde her, selvom en masse kan siges om dette oldgamle emne). Medmindre, selvfølgelig, man drømmer, at man er ved at få en forkølelse, fordi man er ved at få en forkølelse i det virkelige liv. Men bortset fra det: jeg sad mageligt og betragtede bølgernes langsomme rullen afstedkommet af jætterne under vandet, der gik omkring i deres daglige gøremål: indkøb, hentende deres børn fra skole, få dem til fodboldtræning og hvad véd jeg, da en detektiv fra en tv-serie, som jeg tilfældigvis holder af at se (ligeledes) dukkede op ud af ingenting og svævede en meters penge over tømmerflåden. Han så forvirret og temmelig plaget ud.

zoot allures!
Basho og Zappa har
gule hajskindsko på

”Hej, voffero så preoccupato?”, jeg på sådan halvt dansk og lidt mindre italiensk med den bedste dansk-italienske accent jeg kunne mønstre. (Skuespilleren og den figur han spiller er begge italienske, men det var jo en dansk drøm …)

“Jaj er en smule confuso”, svarede ham. “Jaj vet ikke hvem io sono”, fortsatte han og sagde, at hans virkelige persona og den imaginære persona han spillede var begyndt at smelte sammen, og nu kunne han ikke finde ud af, hvad hans virkelige jeg var.

“Relaxa”, sagde jeg. “Tag en cappuccino og en cigar. Det forsvinder når jeg vågner”

“Puha. Det gotta vide”

“Det vil nok tage lidt tid. Jeg nyder det her. Havets stilhed og det dér”, sagde jeg og pegede mod undervandsjætterne, der lave store balletagtige spring op af vandet i en slag dans.

“det’s som at træde på kamme!”
Buson konsulter lægen
for sin podagra

så meget for krigernes drømme
Ozakis joint
antænder græsset

Foam

At the monastery we’d all do our bit collecting the dishes and cutlery, glasses and serving plates after each meal and do the washing up together. We who could stand on our own, it is. A lot of the resident monks and nuns were very old and feeble and often got entangled in their beards and the younger monks and nuns who were the only ones allowed to touch them would patiently perform “the rite of untangling” which could take hours as it demands 111 lit candles, half a pound of frankincense and the reading of the entire psalter.

in the room of The Fall
we’re rubber shadows
bouncing off each other

Yes, the nuns had a beard too. “Something to do with the nearby nuclear power plant”, a very old sister told me and made the sound of the cross; a sort of creaking sound much like that of old floor boards. She pointed to a dark foreboding silhouette in the distance which looked sorta like burnt out coal. “Yes, it’s shut down now, but once the Evil One has been given a finger …”. We said 100 Jesus Prayers hoping …

with the word asparagus
a doll’s house gets
more complicated

I digress. It was the washing of dishes, I came from. A couple of the younger monks – around 95 years old, I’d guess – would partake as well after each meal and apparently they thought it was the most funny thing they could do and they would use litre after litre of washing up fluid and the kitchen would fill up with foam which eventually would go out the windows and doors and they laughed and they laughed and had a great time. “Don’t worry. It’s bio-degradable and blessed by the Patriarch of Constantinople”, and we’d all use the cover of the foam to tickle whoever we touched and …

ten thousand years later
will ‘danger’ still
mean danger?

:

Skum

I klosteret ville vi alle tage del i at samle tallerkener og bestik, glas og serveringsfade efter hvert måltid og tage opvasken sammen. Vi, der kunne stå oprejst, altså. En stor del af de fastboende munke og nonner var meget gamle og skrøbelige og blev ofte viklet ind i sine skæg og de yngre munke og nonner, som var de eneste, der havde tilladelse til at røre dem, ville tålmodigt udføre “ritualet for udredning”, hvilket kunne tage timer, idet det kræver 111 tændte lys, et halv kilo frankisk røgelse og læsningen af hele psalteret.

i Faldets værelse
er vi gummiskygger
der hopper mod hinanden

Jo, nonnerne havde et også skæg. “Det har nok noget at gøre med det nærliggende atomkraftværk”, fortalte en meget gammel søster mig og gjorde korsets lyd; en slag knirken som dén gamle gulvbrædder laver. Hun pegede på en mørk og dyster silhuet i det fjerne. Den lignede nærmest udbrændt kul. “Ja, det er lukket ned nu, men når man først har rakt Den Onde én finger …”. Vi fremsagde 100 Jesusbønner og håbede …

med ordet asparges
bli’r et dukkehus
mere kompliceret

Jeg kommer bort fra det egentlige. Det var opvasken, jeg kom fra. Et par af de yngre munke – omkring de 95, vil jeg tro – ville altid være med efter hvert måltid. Øjensynlig fandt de det uhyre morsomt, og de brugte liter efter liter af opvaskesæbe og køkkenet blev fuldt af skum, som før eller siden også ville komme ud gennem vinduer og døre og de lo og lo og havde det herligt. “Slap af, det er biologisk nedbrydeligt sæbe og det er velsignet af Patriarken af Konstantinopel”, og i ly af skummet ville vi kilde enhver vi stødte på inde i skummet og …

ti tusinde år senere
vil ’fare’ stadig
betyde fare?