“You know anything about dreams?”
“I know what it’s like to dream, but …”
“But do you know anything about what they mean?”
“Not really. I just dream and if it’s a boring dream I jump into another one. Why do you ask? You’ve had any special ones lately?”
“Kind of. I have a recurring one where I find what I can only describe as ‘my’ house. It’s always in a neighbourhood that seems like it was bombed or forgotten by time and left to fall apart on its own. When I enter ‘my’ house it keeps growing as I walk through it. In a way it’s endless. Up till now – or rather last night – it was always in tip-top order on the inside, but now it’s full of garbage and the walls are falling down, the painting is coming off the walls and a bunch of aggressive low-life idiots lives there …”
head toe, head toe and the mess in between from stars
“Lemme call Sigmund,” says K. and takes out a stuffed and worn squirrel with an antenna on its head. He sees my asking face. “It’s a ghost phone, dummy. That’s how we keep in touch. Hi Siggi, K. here. My friend here has a question for you … yea, a fleshy one, alive – he thinks,” says K. and I hear them both laugh. Loud and long. He hands me the squirrel-phone and I retell the dream to ghost-Freud. The phone is put on speaker. Sigmund says “ah” and “um” and “ja” from time to time then “It’s a classic, mein Freund. When we, or should I say you – the dreams of the living are very different from the dreams of us not so alive, but never mind – when we dream about houses or living spaces we are actually dreaming about our selves and that includes the subconscious which of course takes up most of what you call you you AND we never, nevernevernever, dream about any other person but ourselves. No matter how much you think you dream about your loved ones, Harry Belafonte, Balzac or whoever we ALWAYZ (strong Austrian accent) dream about ourselves or aspects of our personality. Think about that for a while and see if your dream changes its significance for you – Ich weiß nicht, wie ich es ausdrücken soll … if you perhaps change in the way you look at it and yourself. Verstehst Du? Ja? Nun, gibt mir K. bitte”. In the background I hear French singing and what I assume is can-can music and someone shouting “More absinthe!” followed by a “You’ve ‘ad enough, Toulouse”.
K. and Sigmund talk a bit while I pretend to think.
sitting on my left hand I know what it’s doing
“Now, did that help?”, asks K. putting the ghost phone away.
“Perhaps, perhaps not. Tell me, was Freud at a party?”
“Sort of. He was at the Moulin Rouge. The immaterial one. It’s still a hot place for the dead of the late 19th and early 20th century”.
“Ooh, I’d like to go there. I could meet Rimbaud and those guys”.
“Come on then”, says K. and takes out a giant scimitar. “I usually killa (Italian accent) people for money but as you are my friend I killa you nothing”, he grins.
“Stop it. There’s the Eurovision Song Contest on the telly”.
“When?”
“It starts now”.
“Go get the coffee and cookies! Presto! And the cigars!”
Kyndelmisse*
frost giants yawn
and scratch their noses
..
Kyndelmisse: old Danish for Candlemass, the middle of winter
*
“Ved Du noget om drømme?”
“Jeg ved, hvordan det er at drømme, men …”
“Men ved Du noget om, hvad de betyder?”
“Ikke rigtig. Jeg drømmer bare, og hvis det er en kedelig drøm, hopper jeg bare ind i anden. Hvorfor spørger Du? Har Du haft nogle særlige på det det sidste?”
“På en måde. Jeg har én, der gentager sig, hvor jeg finder, hvad jeg kun kan beskrive som ’mit’ hjem. Det befinder sig altid i et kvarter, der ser ud som om, det var sønderbombet eller glemt af tiden og overladt til at forfalde helt af sig selv. Når jeg træder ind i ’mit’ hus, bliver det ved med at vokse efterhånden som jeg går gennem det. På en måde er det endeløst. Indtil nu – eller i hvert fald til sidste nat – har det altid været i tip-top orden indeni, men nu er det fuldt af affald og væggene smuldrer, malingen skaller af væggene og nu bor der nogle aggressive sumpere …”
hoved tå, hoved tå og rodet indimellem fra stjerner
“Jeg ringer lige til Sigmund, siger K. og tager et udstoppet og slidt egern med en antenne på hovedet frem. Han ser mit spørgende ansigt. “Det’ en spøgelsestelefon, dummernik. Det’ sådan vi holder kontakten. Hej Siggi, K. her. Min ven har lige et spørgsmål … ja, en kødfuld én … levende – tror han”, siger K. og jeg kan høre dem begge skoggerle. Højt og længe. Han rækker mig egernfonen, og jeg fortæller historien til spøgelses-Freud. Telefonen er sat på medhør. Sigmund siger “ah” og “um” og “ja” fra tid til anden og dernæst “Det er en klassiker, mein Freund. Når vi, eller skulle jeg sige I – de levendes drømme er anderledes end dem vi knap så levende har, men det ser vi lige bort fra – når vi drømmer om huse og steder, hvor vi bor drømmer vi faktisk om vores selv, og det inklusive vores underbevidsthed, som selvfølgelig fylder det meste af hvad, vi kalder os, det meste af det, Du kalder dig selv, OG vi drømmer aldrig, aldrigaldrigaldrig, om andre personer end os selv. Uanset hvor meget du tror, du drømmer om dine kære, Harry Belafonte, Balzac eller hvem pokker det kan være drømmer vi ALTZID (stærk østrigsk accent) om os selv eller aspekter af vores personlighed. Tænk over det en tid og læg mærke til, om Din drøm ændrer sig eller om den ændrer betydning for Dig – Ich weiß nicht, wie ich es ausdrücken soll … om Du måske får et andet syn på Dig selv og Din drøm. Verstehst Du? Ja? Nun, gibt mir K. bitte”. I baggrunden er der lyden af sang på fransk og hvad jeg formoder er can-can musik og nogen, der råber ”Mere absint!” efterfulgt af et ”Dy ’har allereje fåed nok, Toulouse.”
K. og Sigmund taler videre for en stund, mens jeg lader som om, jeg tænker.
siddende på min venstre hånd véd jeg hvad den gør
“Nå, ku’ Du bruge det til noget? spørger K. og lægger telefonen lommen igen.”
“Måske, måske ikke. Sig mig, var Freud til et selskab?”
På en måde. Han var på Moulin Rouge. Den immaterielle. Det er stadig et in-sted for de der døde sent i det 19nde århundrede og begyndelsen af det 20nde.”
“Uh, det ku’ jeg godt tænke mig at besøge. Jeg ku’ møde Rimbaud og de dér fyre.”
”Ok så,” siger K. og trækket en gigantisk krumsabel frem. ”Jaj dræber nomalt (stærk italiensk accent) folk for penge, men dar Du er min amico, gør jaj det gratis,” griner han.
“Stop det. Der er Melodigrandprix på fjerneren.”
“Hvornår?”
“Det begynder nu.”
“Hent kaffen og småkagerne! Presto! Og cigarerne.”
Kyndelmisse
frostjætter gaber
og klør sig på næsen
