Category: prosadigt

prose poems/prosadigte

admin/ / digt, poem, prosadigt, prose, prose poem

She stopped being a surrealist when she found out she had to pose in weird gardens in a man’s absinth and opium induced nightmares getting cold feet and a runny nose. She’d preferred just putting rodents heads on selected vegetables.

.

Hun holdt op med at være surrealist, da hun fandt ud af, at hun skulle posere i mærkelige haver i en mands absint- og opiumsfremkaldte mareridt med kolde fødder og en løbende næse. Hun foretrak blot, at sætte gnaveres hoveder på udvalgte grøntsager.

:

On a one-cloud day he decided to do things differently and not being a slave to repetition. He turned the blank sheet of paper upside down before putting it in the typewriter. After the usual 47 Y’s and P’s he milked the coffee cow.

.

På en dag med kun én sky bestemte han sig for, at gøre tingene anderledes og ikke være slave af gentagelsen. Han vendte det blanke papir op og ned, før han satte det i skrivemaskinen. Efter de sædvanlige Y’er og P’er malkede han kaffekoen.

:

When all the leaves are gone we’ll get a gun and a map and a pint of milk for no specific reason(s) and watch the sky being reassembled from the countless empty malls that suck our dreams dry. But for now we’re just nails in someone’s head.

.

Når alle bladene er væk, vil vi anskaffe os et våben og et kort og en halv liter mælk uden særlig(e) grund(e) og se på, at himlen samles igen af de talløse tomme indkøbscentre, der suger vore drømme tomme. Men indtil videre er vi kun søm i en eller andens hoved.

:

Time and time again time covers the wrist watch with a layer of stone eyes blind and yet staring through you, mocking you for trusting time to heal anything. But because you’re ‘clever’ you catch pears under cheap drinking glasses and suck your thumb.

.

Gang på gang dækker tiden armbåndsuret med et lag af stenøjne, blinde og dog stirrende gennem dig, som om de driller dig for at have tillid til, at tiden læger hvad som helst. Men fordi du er ’klog’, fanger du pærer under billige drikkeglas og sutter på din tommelfinger.

:

They were making moons from clay, dust and birds’ eggs when their mother said dinner was ready. ‘But first’, she said, ‘play me a sonata on the cardboard piano. We’ll have an earthquake as starters’. ‘We’d prefer sailors’ eyes’, they said.

.

De var ved at lave måner af ler, støv og fugleæg, da deres mor sagde, at aftensmaden var klar. ’Men først’, sagde hun, skal I spille mig en sonate på papklaveret. Vi skal ha’ et jordskælv til forret’. ’Vi vil hellere have sømandsøjne’, sagde de.

:

Things distract us but we need them to put other things on.

.

Ting distraherer os men vi har brug for dem til at stille andre ting på.

prose poems/prosadigte

admin/ / digt, poem, prosadigt, prose, prose poem

Conversing with a well of moonlight The God of Lesser Winds mentioned his mother and how she fell asleep inside a beetle, a warm one, she said, one of those that roll stars across childrens eye balls. After that she wore only leaves and whispers.

.

I en samtale med en brønd af månelys nævnte Guden af Mindre Vinde sin mor, og hvordan hun faldt i søvn inde i en bille, en varm én, sagde hun, en af dem der ruller stjerner henover børns øjeæbler. Efter det klædte hun sig kun blade og hviskerier.

*

We put a door in the dog to look at the gleaming but narrow paths winding their way towards the ever-white gardens where snow is born. We were blinded but saw, we were deafened but heard, we were numbed but felt the ants carry us away.

.

Vi sætter en dør i hunden for at betragte de skinnende men svære stier, der snor sig afsted mod de altid-hvide haver, hvor sne fødes. Vi blev blindede, men så, vi døvedes, men hørte, vi blev følelsesløse, men kunne mærke myrerne bære os væk.

*

For as little as a shadow I bought an afternoon’s rain. Back home I put it inside an apple thinking it’d be alright, but no, it would only stare silently into the blank pages of an imaginary Atlas, roadless, sealess, desertless.

.

For så lidt som en skygge købte jeg en eftermiddags regn. Hjemme igen puttede jeg den ind i et æble, idet jeg troede, at den ville have det godt. Men nej, den stirrede stille på de blanke sider i et imaginært atlas, vejløst, havløst, ørkenløst.

*

For reasons unknown she would see herself as a bird. Some said it was the acorn in her head that did it, others pointed to her feathery father, most agreed it was because her mother had given her half a sparrow’s egg as a cradle.

.

Af ukendte årsager så hun sig selv som en fugl. Nogle sagde, det var agernet i hendes hoved, andre pegede på hendes fjeragtige far, de fleste var enige om, at det var fordi, hendes mor havde givet hende et halvt spurveæg som vugge.

*

You have a place, but most days it’s gone. That’s why you sit watching semi-transparent objects come in and out of sight while you knead clouds into walking sticks and tables. On the wall the clock has run out of time.

.

Du har et sted, men de fleste dage er det væk. Det er derfor, du sidder og ser halvt gennemsigtige objekter komme til syne og forsvinde igen, mens du ælter skyer til stokke og borde. På væggen er uret løbet tør for tid.

*

When he wasn’t a door stopper he mutilated imaginary fluffy animals verbally to keep himself from drowning in the swamp of the bourgeoisie where he was planted as a human (neglected) seedling. A typical couch rebel, they said. Others said: Who?

.

Når han ikke var en dørstopper, mishandlede han verbalt imaginære pelsede dyr for ikke at drukne i den sump af småborgerligheden, han var plantet i som en menneskelig (overset) frøplante. En typisk sofarebel, sagde nogen. Andre spurgte: Hvem?

prose poem/prosadigt

admin/ / prosadigt, prose poem

Holes

She’s bored so she drills holes in the wall. A white wall with a core of red bricks. She drills them in groups of 3 x 3 holes in a square. They’re family portraits, she says. She wish she could drill square holes. Then the one in the middle would be square. Every time. Just like a family, she says to herself. Just like a family with a strong and loving father keeping it all together. Or mother, she adds. No, not a mother. Mothers can’t be squares. Especially not a mother like her own. When occasionally she drills a mother hole because her mind is somewhere else, it becomes too big and uneven and oozes red dust. The 3 x 3 pattern becomes uneasy to look at and brings discomfort. Families shouldn’t do that. How she wishes she could drill square holes.

…

Huller

Hun keder sig, så hun borer huller i væggen. En hvid væg med en kerne af røde mursten. Hun borer dem i grupper af 3 x 3 huller i et kvadrat. De er familieportrætter, siger hun. Hun ville gerne kunne bore kvadratiske huller. Så ville det midterste være kvadratisk. Lige som en familie med en stærk og kærlig far, der holder sammen på alting. Eller en mor, tilføjer hun. Nej, ikke en mor. Mødre kan ikke være kvadrater. Især ikke en mor som hendes. Når hun lejlighedsvis borer et morhul, fordi hendes opmærksomhed er andetsteds, bliver det for stort og ujævnt og bløder rødt støv. 3 x 3 mønsteret bliver uroligt at se på og får hende til at føle sig utilpas. Sådan skal familier ikke føles. Hvor hun dog ønsker, at hun kunne bore kvadratiske huller.

…

6 stories/6 historier

admin/ / digt, en-linje historier, one-line story, poem, prosadigt, prose, prose poem

the darkness she saw in her daughter didn’t register as a raven

.

“I don’t think you should read this”, she said handing him bunch of papers with children’s drawings of faces on them

.

he saw her as a wounded deer and offered her a watchtower

.

a week after being smoked the cigar stump went into the stove to Händel’s Music for the Fireworks

.

so little of it is true and even less when you look at it through a jar of raspberry jam

.

“sometimes”, she said “the essence of the palaver is a hat”

…

mørket hun så i sin datter opfattede hun ikke som en ravn

.

”jeg synes ikke, Du skulle læse dette her”, sagde hun og rakte ham et bundt papirer med børnetegninger af ansigter

.

han så hende som et såret dyr og tilbød hende et vagttårn

.

en uge efter at være blevet røget ryger cigarstumpen i brændeovnen til Händels Music for the Fireworks

.

så lidt af det er sandt og endnu mindre hvis man betragter det gennem et glas hindbærmarmelade

.

”nogle gange”, sagde hun ”er kernen i palaveren en hat”

prose poems / prosadigte – Januar(y) 2020

admin/ / digt, poem, prosadigt, prose, prose poem

It couldn’t be otherwise: a door painted onto a stone lead to a stony world with stony people. He’d stay in his chair counting the maladies of sound, painting with clear water on water and practise his crow caws. Just in case. Just in case.

Det kunne ikke være anderledes: en dør malet på en sten ledte til en stenet verden med stenede mennesker. Han blev siddende i sin stol og optalte lyds sygdomme, mens han malede med klart vand på klart vand og øvede sine kragelyde. Bare for en sikkerheds skyld. Bare for en sikkerheds skyld.

:

“When you fall out of time and start wondering about the nature of floorboards you become weightless”, she said. He wished to get into eggs, the egginess of eggs, the entelechy of egg, hens’ eggs, and began writing: “egg, egg, egg, eggeggegg etc.”. As spring arrived they were afloat in a sea of chickens.

”Når man falder ud af tiden og begynder at spekulere over gulvbrædders natur, bliver man vægtløs”, sagde hun. Han ønskede, at fokusere på æg, ægs æghed, ægs enteleki, hønseæg, og begyndte at skrive: ”æg, æg, æg, ægægæg etc.”. Da foråret kom, flød de på et hav af kyllinger.

:

“There’s a war going on in my big toe”, he said. “Which one?”, she asked. “The right one”. “That’ll be the battle of Jericho”, she said. He said nothing. He knew better. It was the Gallic Wars. He just knew it. He couldn’t hear trumpets.

”Der finder en krig sted i min storetå”, sagde han, ”Hvilken én?”, spurgte hun. ”Den højre”: ”Så er det slaget om Jeriko”, sagde hun. Han sagde ingenting. Han vidste bedre. Det var de galliske krige. Det var bare noget, han vidste. Han kunne ikke høre trompeter.

:

After finishing his daily “one hour of identifying with Tom Waits” exercise he moved the toaster back into his void ego and stared at a faintly yellow white wall. He imagined TW would do the same. He didn’t quite know how to stop that identifying exercise. He thought TW didn’t know that either.

Efter sin daglige ”en time hvor du identificerer dig med Tom Waits” øvelse, flyttede han brødristeren tilbage ind sit tomme ego og stirrede på en svagt gullig hvid væg. Han forestillede sig, at TW ville gøre det samme. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle afslutte identificeringsøvelsen. Det mente han, at heller ikke TW gjorde.