Foam
At the monastery we’d all do our bit collecting the dishes and cutlery, glasses and serving plates after each meal and do the washing up together. We who could stand on our own, it is. A lot of the resident monks and nuns were very old and feeble and often got entangled in their beards and the younger monks and nuns who were the only ones allowed to touch them would patiently perform “the rite of untangling” which could take hours as it demands 111 lit candles, half a pound of frankincense and the reading of the entire psalter.
in the room of The Fall
we’re rubber shadows
bouncing off each other
Yes, the nuns had a beard too. “Something to do with the nearby nuclear power plant”, a very old sister told me and made the sound of the cross; a sort of creaking sound much like that of old floor boards. She pointed to a dark foreboding silhouette in the distance which looked sorta like burnt out coal. “Yes, it’s shut down now, but once the Evil One has been given a finger …”. We said 100 Jesus Prayers hoping …
with the word asparagus
a doll’s house gets
more complicated
I digress. It was the washing of dishes, I came from. A couple of the younger monks – around 95 years old, I’d guess – would partake as well after each meal and apparently they thought it was the most funny thing they could do and they would use litre after litre of washing up fluid and the kitchen would fill up with foam which eventually would go out the windows and doors and they laughed and they laughed and had a great time. “Don’t worry. It’s bio-degradable and blessed by the Patriarch of Constantinople”, and we’d all use the cover of the foam to tickle whoever we touched and …
ten thousand years later
will ‘danger’ still
mean danger?
:
Skum
I klosteret ville vi alle tage del i at samle tallerkener og bestik, glas og serveringsfade efter hvert måltid og tage opvasken sammen. Vi, der kunne stå oprejst, altså. En stor del af de fastboende munke og nonner var meget gamle og skrøbelige og blev ofte viklet ind i sine skæg og de yngre munke og nonner, som var de eneste, der havde tilladelse til at røre dem, ville tålmodigt udføre “ritualet for udredning”, hvilket kunne tage timer, idet det kræver 111 tændte lys, et halv kilo frankisk røgelse og læsningen af hele psalteret.
i Faldets værelse
er vi gummiskygger
der hopper mod hinanden
Jo, nonnerne havde et også skæg. “Det har nok noget at gøre med det nærliggende atomkraftværk”, fortalte en meget gammel søster mig og gjorde korsets lyd; en slag knirken som dén gamle gulvbrædder laver. Hun pegede på en mørk og dyster silhuet i det fjerne. Den lignede nærmest udbrændt kul. “Ja, det er lukket ned nu, men når man først har rakt Den Onde én finger …”. Vi fremsagde 100 Jesusbønner og håbede …
med ordet asparges
bli’r et dukkehus
mere kompliceret
Jeg kommer bort fra det egentlige. Det var opvasken, jeg kom fra. Et par af de yngre munke – omkring de 95, vil jeg tro – ville altid være med efter hvert måltid. Øjensynlig fandt de det uhyre morsomt, og de brugte liter efter liter af opvaskesæbe og køkkenet blev fuldt af skum, som før eller siden også ville komme ud gennem vinduer og døre og de lo og lo og havde det herligt. “Slap af, det er biologisk nedbrydeligt sæbe og det er velsignet af Patriarken af Konstantinopel”, og i ly af skummet ville vi kilde enhver vi stødte på inde i skummet og …
ti tusinde år senere
vil ’fare’ stadig
betyde fare?
file date: 26.06 2017
