blue barrels / blå tønder – haibun

we’re not totally excluded. we can have big tvs and sugar added to our food. we can enjoy the coolness of the shadows cast by the mountains of garbage kindly donated to us by the wealthy and the not that wealthy but wealthy enough to buy things they can throw away again. even if they’re not broken. the things, not the not as wealthy as the wealthy. we have a door we can close to our cardboard houses and the cockroaches are free. we can get ill and die unseen and unnoticed. who’d want the fuss anyway? for some we don’t have a voice. when you don’t have money you have nothing and that includes attention. if something can be included in nothing.by another sea blue barrels hold our names

we can keep and name a rat if we want to. we can’t keep money and name them.

:

vi er ikke helt ekskluderede. vi kan have store fjernsyn og sukker tilsat vores mad. vi kan nyde køligheden i skyggerne af bjergene af affald venligt doneret af de rige og de knap så rige men rige nok til at købe ting og smide dem ud igen. selvom de ikke er gået i stykker. tingene, ikke de knap så rige. vi har en dør vi kan lukke i vore paphuse og kakerlakkerne er gratis. vi kan blive syge og dø ubemærket. hvem har også brug for balladen? når man ingen penge har, har man ingenting og det indebærer også opmærksomhed. hvis noget kan inkluderes i ingenting.

ved et andet hav opbevares vore navne i blå tønder

vi kan have rotter og give dem navn, hvis vi vil. vi kan ikke have penge og navngive dem.

:

it’s funny how people see things dance. things that cannot dance. things that don’t have a conception of dance. like leaves. or trees. they’re just thrown about by the wind, by an external force. when that happens to people they don’t say they dance. then it’s a tragedy – if it’s someone you can identify with; or it’s justice if it happens to someone you disagree with. an earthquake tosses people about but we don’t say they dance.

blue barrels by the sea and we say nothing

but they’ll ask you: how do you know they cannot dance, that they don’t have a conception of dance and tirelessly I tell them about my experiments with playing bossa tunes for them but then they reply: maybe they just don’t like bossa?

the sea in the blue barrels and our eyes seek their homelands

:

underligt som folk ser ting danse. ting der ikke kan danse. ting der ikke har begreb om dans. som blade. eller træer. de bliver blot kastet rundt af vinden, af en udefrakommende kraft. når det sker for mennesker siger de ikke, at de danser. så er det en tragedie – hvis det er nogle man kan identificere sig med; eller retfærdighed hvis det sker for nogle, man er uenig med. et jordskælv smider rundt med folk, men vi siger ikke, at de danser.

blå tønder ved havet og vi siger intet

men så spør de dig: hvordan kan du vide, at de kan danse, at de ikke véd, hvad dans er og utrættelig fortæller jeg dem om mine forsøg med at spille bossamelodier for dem, men så svarer de: måske kan de bare ikke lide bossa?
havet i de blå tønder og vore øjne søger deres hjemlande

:

my rooms are adequate for me, enough and sufficient. I know where things are and what size they have. all the things. not a photographic memory but the gravity of habit. and I have been alone in them, the rooms, for quite some time. being alone in these rooms influences my sense of how big they are. or small. the size of the rooms doesn’t really matter when I am alone in them. it’s all about relativity or just how the mind on its own is constantly scanning my surroundings and tries to make sense of it. establish the present sense of order however short lived. an apple (of average size) appears to (within limits) that much smaller than the reclining chair (which I rarely use; it makes my back hurt). the coffee cup is that big (or small) compared to the computer and so on. but if I take up a thing (an orange lighter, for instance) and put it down again in another place things change.

you could hide a song in them the blue barrels by the sea

as said, my room are adequate, enough and sufficient and I am used to them so I don’t really question whether they in themselves are big enough or small enough. that’s why I call them: adequate, enough and sufficient. they fit me because that’s where I am. it doesn’t matter if a flock of flesh eating floolas rush through them. it matters when another person enters the rooms, sits down in one of them (mostly it’s the one that has a table and the few chairs I own) and begin to act all humanly. then the rooms take on another size. not smaller, not bigger, just different. and for a few moments I don’t know what to feel. how to react. it’s easier with the floolas or the fire spewing klaarmankens. they know me and won’t do anything to me. human presence just alters things. alters me. and I just don’t know …

let’s take your picture by the blue barrels and you’ll say sea

and if the human begins to talk the rooms get nervy. nervy rooms are a pest. takes forever to calm them down.

.

mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige. jeg véd, hvor ting er og hvilken størrelse de har. alle tingene. visuelt. ikke en fotografisk hukommelse men vanens tyngde. og jeg har været alene i dem, værelserne, et pænt stykke tid. (hvordan man så ellers udstykker tid, tid der er gået). befindende mig alene i disse værelser har indflydelse på opfattelse af deres størrelse. eller lidenhed. værelsernes størrelse har ikke den store betydning når jeg er alene i dem. det handler om relativitet eller hvordan sindet af sig selv konstant scanner mine omgivelser og forsøger at få dem til at give mening. konstatere den herskende orden hvor kortlivet den end må være. et æble (af gennemsnitlig størrelse) synes (med visse begrænsninger) at være meget mindre end lænestolen (som jeg sjældent bruger; jeg får ondt i ryggen af den). kaffekoppen er så og så stor (eller lille) i forhold til computeren og så videre. men hvis jeg tager en ting op (en orange lighter, f.eks.) og lægger den ned et andet sted, forandrer tingene sig.

man ku’ gemme en sang i dem blå tønder ved havet

som sagt, mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige og jeg er vant til dem, så jeg spørger egentlig ikke mig selv, om de er store nok eller små nok. det er derfor jeg siger, at de er tilstrækkelige, passende, nok. de passer til mig fordi det er dér jeg er. det gør ingen forskel, at en flok kødædende floolaer jager gennem dem. det gør en forskel når en anden person kommer ind i værelserne, sætter sig ned i eet af dem (mestendels i det, hvor der er et bord og nogle få stole) og begynder på at te sig menneskeligt. så antager værelserne en anden størrelse. ikke større, ikke mindre, bare anderledes. og i et øjeblik eller to ved jeg ikke, hvad jeg skal føle. hvordan jeg skal reagere. det er nemmere med floolaerne eller de ildspyende klaarmankere. de kender mig og gøre mig ingenting. en menneskelig tilstedeværelse forandrer bare tingene. forandrer mig. og jeg véd bare ikke …

vi ta’r dit billede ved de blå tønder når du siger hav

og hvis mennesket begynder at tale bliver værelserne nervøse. nervøse værelser er en pestilens. tager en evighed at berolige dem.

:

there’s a hole in the apple where I bit it. what, then, defines a hole. “the missing”, what is not there, you’d say and that explains why a hole can only be explained apophatically or neti neti-cally. but the apple is good. it’s from Italy.

by the sea our sense of self lies dormant in the blue barrels

.

der er et hul i æblet hvor jeg bed i det. hvad, i så fald, definerer et hul. det ”der mangler”, det der ikke er der, vil man nok sige og det forklarer hvorfor et hul kun kan forklares apofatisk eller neti neti-sk.

ved havet ligger vor selvfornemmelse sovende i blå tønder

:

let’s face it: doors can have any colour

behind
the blue
barrels

we
see

the
sea

.

lad os se det i øjnene: døre kan have alle farver

bag
de blå
tønder

har
vi

havet

:

I pick up an orange lighter and put it down in the same place. nothing. the lighter is disposable. most things are. more or less. it can be refilled with gas though. many things can’t. I like the colour orange and I use lighters several times a day. guess I’m happy.

if the sea is unknown you can imagine it in the blue barrels

I post a note on Facebook saying that I have picked up and put down the orange lighter. I’m alive. the cold draft from the open window tells me that winter is alive too. I wear two pairs of socks. perhaps Tycho Brahe did the same when he was cold.

we spend years on that knowing and unknowing seas

.

jeg samler en orange lighter op og lægger den igen på det samme sted. ingenting. lighteren er lavet til at blive smid væk. det er de fleste ting. før eller siden. den kan genfyldes med gas. det er der mange ting der ikke kan. jeg kan lide farven orange og jeg bruger lightere flere gange om dagen. jeg er lykkelig.

hvis havet er ukendt kan du forestille dig at det er i de blå tønder

jeg laver et opslag på Facebook, der siger, at jeg har samlet den orange lighter op og lagt den på plads igen. jeg er levende. den kolde træk fra det åbne vindue fortæller mig, at vinteren også er levende. jeg har to par sokker på. måske gjorde Tycho Brahe det samme når han frøs.

vi bruger år på det at kende og glemme oceaner
:

when they’re all
together the drops
make up an ocean
(blue)

.

nå de alle
er sammen danner
dråberne et ocean
(blåt)

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

haibun 15.11 2017

what can you say. people adopt cats and dogs and call themselves their mother and father. depending. it’s not a sign that we have reached the last of days but … . outside November is as wet as ever. that says a lot.

by an unknown sea the water we collected

.

hvad kan man sige. folk adopterer katte og hunde og kalder sig selv deres mor og far. alt afhængigt af. det er ikke et tegn på at vi har nået de sidste tider, men … . udenfor er november så våd som den aldrig har været. det siger en hel del.

ved et ukendt hav det vand vi samlede

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

2 tiny haibun / 2 små haibun

“All that time together; it’s like we were married”
“But you weren’t”
“We weren’t”
(Silence)

still colder
yea
the weather too

:

“Al den tid vi tilbragte sammen; det var som som, vi var gift”
“Men det var I ikke”
“Det var vi ikke”
(Stilhed)

stadigt koldere
jaeh
også vejret

:::

“I wouldn’t vote for her. She has a weird laughter and likes Dolly Parton”

idiols

yea
that
could
be
a word

:

“JEG ville ikke stemme på hende. Hun har en underlig latter og kan li’ Dolly Parton”

idioler

jaeh
det
kunne
være
et ord

file date 11.11 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

apple talk / æblesnak

perhaps today is the day I will talk to an apple. on tv actors pretend to kill another actor. they call her Agnes. don’t you wonder if some people in their own private space, their home, dresses up in dog costume and try to pee like dogs do? no? must be me then.

perhaps today is the day I will talk to an apple. I should go wash some clothes but it’s cold and I have decided that I cannot do anything the day after I have returned from the city. I should call the dentist too but I only managed to get out of bed after the 12 and that’s when the dentist’s phone is taken over by an answering machine. the answering machine doesn’t sound like an Agnes.

perhaps today is the day I will talk to an apple. I could warm up with a pear but they’re almost off and don’t taste as good as when I bought them. there’s a pear tree some 50 meters from my house but I buy them at the supermarket. the pears on the tree are too high up. I guess that’s why they become clouds instead of being eaten. perhaps the sky eats them. the sky as such only exists in our eyes.

perhaps today is the day I will talk to an apple.

..

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. på tv er der skuespillere der lader som om de dræber en anden skuespiller. de kalder hende Agnes. spekulerer du ikke nogle gange på om hvorvidt der er mennesker, der i deres private sfære, deres hjem, klæder sig ud i et hundekostyme og forsøger at tisse som en hund? nej? så må det bare være mig.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. jeg skulle egentlig gå på vaskeriet, men det er kold og jeg har besluttet, at jeg ikke kan foretage mig noget dagen efter jeg er kommet hjem fra byen. jeg skulle også have ringet til tandlægen, men jeg kom først ud af sengen efter 12 og det er dér, tandlægens telefon bliver overtaget af en telefonsvarer. telefonsvareren lyder ikke som en Agnes.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble. jeg ku’ varme op med at tale til en pære, men de er næsten dårlige, melede, og smager ikke så godt som da jeg købte dem. der er et pæretræ ca. 50 meter fra mit hus, men jeg køber dem i supermarkedet. pærerne på træet hænger for højt oppe. det er måske derfor, de bliver til skyer i stedet for at blive spist. måske spiser himlen dem. himlen som sådan findes kun i vore øjne.

måske er dette dagen hvor jeg vil tale til et æble.

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

wearing a yellow hat makes no difference / at bære en gul hat gør ingen forskel

on this train there’s a coffee vending machine with a sign saying it doesn’t work and that it soon will be taken down. it has been saying that for years. no one has asked it to shut up or actually do something.

the milk foam on the coffee on the photo on the vending machine looks like a tornado seen from above. a white tornado on a brown ocean. the wind in the rest of the train is very still. I like the idea of a coffee ocean with milk-foam clouds. I don’t need tornadoes.

my oldest granddaughter bought trousers with holes in them. designer holes. perhaps you can say she bought 66% trousers for the price of a pair of 100% trousers. she’s fast becoming a good consumer which is almost the same as a good citizen.

when a human body stops working we say it has died. we say that about batteries, phones, computers and cars too. it’s a bit more difficult with rocks and stones. they can lie still in the same place for centuries and perform the function that rocks and stones have and no one checks if they’re alive or not. or maybe someone tries but the lives of stone and rocks are much slower in expressions (heartbeat, respiration, growth) than any human bound to human time and a human timespan can measure. perhaps they live in a parallel world that crashed into our world. I decide to wrap one in string one day. a stone, not a human. we’ll see.

I sat myself down on a seat in the train without thinking it was something special. I have done it hundreds of times and will probably do it again and again. some things you just can’t stop doing without some sort of repercussion like: getting nowhere or withdrawal sickness. I wore my yellow hat but the train didn’t go faster because of that, not even my godblue shoes had any effect. the night was all around the train: in front of it, in the back of it, on both sides, above it and below it and it was to stay that way till sunrise. nothing to be done about it.

:

på dette tog er der en kaffeautomat med et skilt, der siger, at den ikke virker, og at det snart bliver taget ned. det har det sagt i årevis. ingen har bedt det holde kæft eller faktisk gøre noget.

mælkeskummet på kaffen på billedet på automaten ligner en tornado set ovenfra. en hvid tornado på et brunt hav. vinden i resten af ​​toget er meget stille. jeg kan godt lide ideen om et kaffehav med mælkeskumskyer. jeg har ikke brug for tornadoer.

min ældste barnebarn har købt købte bukser med huller. designerhuller. måske kan man sige, at hun har købt 66% bukser til prisen på et par 100% bukser. hun bliver hurtigt en god forbruger, det er næsten er det samme som en god borger.

når en menneskekrop holder op med at fungere, siger vi, at den er død. det siger vi også om batterier, telefoner, computere og biler. det er lidt vanskeligere med sten. de kan ligge stille på samme sted i århundreder og udføre den funktion, som sten har, og ingen kontrollerer, om de er i live eller ej. eller måske er det nogen, der prøver, men stens liv er meget langsommere i udtryk (hjerteslag, åndedræt, vækst) end et menneskes, der er bundet til menneskets tid og et menneskeligt livsmål, kan måle. måske lever de i en parallel verden, der ramte ind i vores verden. j beslutter at pakke en snor en dag. en sten, ikke et menneske. vi får at se.

jeg sad mig ned på et sæde i toget uden at tro, det var noget særligt. jeg har gjort det hundredvis af gange og vil nok gøre det igen og igen. nogle ting, kan du bare ikke holde op med at gøre uden en eller anden form for gengældelse som: at komme ingen steder hen eller abstinenser. jeg havde min gule hat på, men toget kørte ikke hurtigere af den grund, ikke engang mine gudblå sko havde nogen effekt. natten var rundt omkring toget: foran det, på bagsiden af ​​det, til begge sider, over det og under det, og det ville den at forblive være til solopgang. ikke noget at gøre ved det.

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

ku 03.11 2017

on the telly a car falls into a lake and Vivaldi stops

på tv falder en bil i vandet og Vivaldi stopper

:

mute he faces a razor then a tie then a Scottish moor

stum står han ansigt til ansigt med en barberkniv så et slips så en skotsk hede

:

on the phone dad says the moon is full or there about just like here

i telefonen siger far at månen er fuld eller næsten ligesom her

:

staring at the moon I stare at the moon

stirrende på månen stirrer jeg på månen

:

I couldn’t say it’s really dark at least not by the sound of the city

jeg skal ikke ku’ sige at det er rigtig mørk ikke ud fra byens lyd

:

if it was that fantastic there’d be a word for it

hvis det var så fantastisk ville der være et ord for det

:

what I would have said came out as The Red Sea

hvad jeg ville ha’ sagt kom ud som Det Rød Hav

:

quantum field-ish you’re a box of crayons

kvantefeltsagtigt er du en æske farveblyanter

:

fauxmotions

fauxlelser

:

for inspiration I say and line up the pills after size

til inspiration siger jeg og lægger piller på rad og række efter størrelse

:

while I live with them my bones should be flutes

mens jeg lever med dem skal mine knogler være fløjter

:

my voice at it becomes an ocean too large to bear

min stemme når den bliver et hav for stort til at bære

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone