blue barrels / blå tønder – haibun

we’re not totally excluded. we can have big tvs and sugar added to our food. we can enjoy the coolness of the shadows cast by the mountains of garbage kindly donated to us by the wealthy and the not that wealthy but wealthy enough to buy things they can throw away again. even if they’re not broken. the things, not the not as wealthy as the wealthy. we have a door we can close to our cardboard houses and the cockroaches are free. we can get ill and die unseen and unnoticed. who’d want the fuss anyway? for some we don’t have a voice. when you don’t have money you have nothing and that includes attention. if something can be included in nothing.by another sea blue barrels hold our names

we can keep and name a rat if we want to. we can’t keep money and name them.

:

vi er ikke helt ekskluderede. vi kan have store fjernsyn og sukker tilsat vores mad. vi kan nyde køligheden i skyggerne af bjergene af affald venligt doneret af de rige og de knap så rige men rige nok til at købe ting og smide dem ud igen. selvom de ikke er gået i stykker. tingene, ikke de knap så rige. vi har en dør vi kan lukke i vore paphuse og kakerlakkerne er gratis. vi kan blive syge og dø ubemærket. hvem har også brug for balladen? når man ingen penge har, har man ingenting og det indebærer også opmærksomhed. hvis noget kan inkluderes i ingenting.

ved et andet hav opbevares vore navne i blå tønder

vi kan have rotter og give dem navn, hvis vi vil. vi kan ikke have penge og navngive dem.

:

it’s funny how people see things dance. things that cannot dance. things that don’t have a conception of dance. like leaves. or trees. they’re just thrown about by the wind, by an external force. when that happens to people they don’t say they dance. then it’s a tragedy – if it’s someone you can identify with; or it’s justice if it happens to someone you disagree with. an earthquake tosses people about but we don’t say they dance.

blue barrels by the sea and we say nothing

but they’ll ask you: how do you know they cannot dance, that they don’t have a conception of dance and tirelessly I tell them about my experiments with playing bossa tunes for them but then they reply: maybe they just don’t like bossa?

the sea in the blue barrels and our eyes seek their homelands

:

underligt som folk ser ting danse. ting der ikke kan danse. ting der ikke har begreb om dans. som blade. eller træer. de bliver blot kastet rundt af vinden, af en udefrakommende kraft. når det sker for mennesker siger de ikke, at de danser. så er det en tragedie – hvis det er nogle man kan identificere sig med; eller retfærdighed hvis det sker for nogle, man er uenig med. et jordskælv smider rundt med folk, men vi siger ikke, at de danser.

blå tønder ved havet og vi siger intet

men så spør de dig: hvordan kan du vide, at de kan danse, at de ikke véd, hvad dans er og utrættelig fortæller jeg dem om mine forsøg med at spille bossamelodier for dem, men så svarer de: måske kan de bare ikke lide bossa?
havet i de blå tønder og vore øjne søger deres hjemlande

:

my rooms are adequate for me, enough and sufficient. I know where things are and what size they have. all the things. not a photographic memory but the gravity of habit. and I have been alone in them, the rooms, for quite some time. being alone in these rooms influences my sense of how big they are. or small. the size of the rooms doesn’t really matter when I am alone in them. it’s all about relativity or just how the mind on its own is constantly scanning my surroundings and tries to make sense of it. establish the present sense of order however short lived. an apple (of average size) appears to (within limits) that much smaller than the reclining chair (which I rarely use; it makes my back hurt). the coffee cup is that big (or small) compared to the computer and so on. but if I take up a thing (an orange lighter, for instance) and put it down again in another place things change.

you could hide a song in them the blue barrels by the sea

as said, my room are adequate, enough and sufficient and I am used to them so I don’t really question whether they in themselves are big enough or small enough. that’s why I call them: adequate, enough and sufficient. they fit me because that’s where I am. it doesn’t matter if a flock of flesh eating floolas rush through them. it matters when another person enters the rooms, sits down in one of them (mostly it’s the one that has a table and the few chairs I own) and begin to act all humanly. then the rooms take on another size. not smaller, not bigger, just different. and for a few moments I don’t know what to feel. how to react. it’s easier with the floolas or the fire spewing klaarmankens. they know me and won’t do anything to me. human presence just alters things. alters me. and I just don’t know …

let’s take your picture by the blue barrels and you’ll say sea

and if the human begins to talk the rooms get nervy. nervy rooms are a pest. takes forever to calm them down.

.

mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige. jeg véd, hvor ting er og hvilken størrelse de har. alle tingene. visuelt. ikke en fotografisk hukommelse men vanens tyngde. og jeg har været alene i dem, værelserne, et pænt stykke tid. (hvordan man så ellers udstykker tid, tid der er gået). befindende mig alene i disse værelser har indflydelse på opfattelse af deres størrelse. eller lidenhed. værelsernes størrelse har ikke den store betydning når jeg er alene i dem. det handler om relativitet eller hvordan sindet af sig selv konstant scanner mine omgivelser og forsøger at få dem til at give mening. konstatere den herskende orden hvor kortlivet den end må være. et æble (af gennemsnitlig størrelse) synes (med visse begrænsninger) at være meget mindre end lænestolen (som jeg sjældent bruger; jeg får ondt i ryggen af den). kaffekoppen er så og så stor (eller lille) i forhold til computeren og så videre. men hvis jeg tager en ting op (en orange lighter, f.eks.) og lægger den ned et andet sted, forandrer tingene sig.

man ku’ gemme en sang i dem blå tønder ved havet

som sagt, mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige og jeg er vant til dem, så jeg spørger egentlig ikke mig selv, om de er store nok eller små nok. det er derfor jeg siger, at de er tilstrækkelige, passende, nok. de passer til mig fordi det er dér jeg er. det gør ingen forskel, at en flok kødædende floolaer jager gennem dem. det gør en forskel når en anden person kommer ind i værelserne, sætter sig ned i eet af dem (mestendels i det, hvor der er et bord og nogle få stole) og begynder på at te sig menneskeligt. så antager værelserne en anden størrelse. ikke større, ikke mindre, bare anderledes. og i et øjeblik eller to ved jeg ikke, hvad jeg skal føle. hvordan jeg skal reagere. det er nemmere med floolaerne eller de ildspyende klaarmankere. de kender mig og gøre mig ingenting. en menneskelig tilstedeværelse forandrer bare tingene. forandrer mig. og jeg véd bare ikke …

vi ta’r dit billede ved de blå tønder når du siger hav

og hvis mennesket begynder at tale bliver værelserne nervøse. nervøse værelser er en pestilens. tager en evighed at berolige dem.

:

there’s a hole in the apple where I bit it. what, then, defines a hole. “the missing”, what is not there, you’d say and that explains why a hole can only be explained apophatically or neti neti-cally. but the apple is good. it’s from Italy.

by the sea our sense of self lies dormant in the blue barrels

.

der er et hul i æblet hvor jeg bed i det. hvad, i så fald, definerer et hul. det ”der mangler”, det der ikke er der, vil man nok sige og det forklarer hvorfor et hul kun kan forklares apofatisk eller neti neti-sk.

ved havet ligger vor selvfornemmelse sovende i blå tønder

:

let’s face it: doors can have any colour

behind
the blue
barrels

we
see

the
sea

.

lad os se det i øjnene: døre kan have alle farver

bag
de blå
tønder

har
vi

havet

:

I pick up an orange lighter and put it down in the same place. nothing. the lighter is disposable. most things are. more or less. it can be refilled with gas though. many things can’t. I like the colour orange and I use lighters several times a day. guess I’m happy.

if the sea is unknown you can imagine it in the blue barrels

I post a note on Facebook saying that I have picked up and put down the orange lighter. I’m alive. the cold draft from the open window tells me that winter is alive too. I wear two pairs of socks. perhaps Tycho Brahe did the same when he was cold.

we spend years on that knowing and unknowing seas

.

jeg samler en orange lighter op og lægger den igen på det samme sted. ingenting. lighteren er lavet til at blive smid væk. det er de fleste ting. før eller siden. den kan genfyldes med gas. det er der mange ting der ikke kan. jeg kan lide farven orange og jeg bruger lightere flere gange om dagen. jeg er lykkelig.

hvis havet er ukendt kan du forestille dig at det er i de blå tønder

jeg laver et opslag på Facebook, der siger, at jeg har samlet den orange lighter op og lagt den på plads igen. jeg er levende. den kolde træk fra det åbne vindue fortæller mig, at vinteren også er levende. jeg har to par sokker på. måske gjorde Tycho Brahe det samme når han frøs.

vi bruger år på det at kende og glemme oceaner
:

when they’re all
together the drops
make up an ocean
(blue)

.

nå de alle
er sammen danner
dråberne et ocean
(blåt)

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

haibun 15.11 2017

what can you say. people adopt cats and dogs and call themselves their mother and father. depending. it’s not a sign that we have reached the last of days but … . outside November is as wet as ever. that says a lot.

by an unknown sea the water we collected

.

hvad kan man sige. folk adopterer katte og hunde og kalder sig selv deres mor og far. alt afhængigt af. det er ikke et tegn på at vi har nået de sidste tider, men … . udenfor er november så våd som den aldrig har været. det siger en hel del.

ved et ukendt hav det vand vi samlede

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

2 tiny haibun / 2 små haibun

“All that time together; it’s like we were married”
“But you weren’t”
“We weren’t”
(Silence)

still colder
yea
the weather too

:

“Al den tid vi tilbragte sammen; det var som som, vi var gift”
“Men det var I ikke”
“Det var vi ikke”
(Stilhed)

stadigt koldere
jaeh
også vejret

:::

“I wouldn’t vote for her. She has a weird laughter and likes Dolly Parton”

idiols

yea
that
could
be
a word

:

“JEG ville ikke stemme på hende. Hun har en underlig latter og kan li’ Dolly Parton”

idioler

jaeh
det
kunne
være
et ord

file date 11.11 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

The Call / Opringningen

The Call

The phone rings – unknown number.
“Floom”, I say. Floom is my unknown number name.
“Isn’t it Carsten?”
“If I was Carsten I would probably have said Carsten”
“Sure? Carsten often presents himself as another when I phone him”
“Perhaps he’s just being careful. There’s so many phone scams these days”
“Yes. How can I be sure this call isn’t one?”
“You were the one who called”
“Did I?”
“Yes, dude!”
(Static noise, faint breathing and rustling of paper)
“Oh yes, I see that in my papers. Is Carsten around?”
“There’s no Carsten here”
“No? Where is he then? Can you call him?”
“I don’t know any Carsten and no one named Carsten lives here!”
“Ah … that’s not what’s in my papers”
“Then your papers are wrong”
“Sorry about that. I’m just gonna run this past my boss and then I’ll get back to you”.
Call over.

after iconoclasm
we worship
a nail in the wall

Phone rings – unknown number.
“Harp”, I say. Harp is my returning unknown number name.
“Isn’t it Floom?”
“If I was Floom …” continues.

after iconoclasm
we can only paint
darkness

.

Opringningen

Telefonen ringer – ukendt nummer.
“Flom”, siger jeg. Flom er mit ukendt nummer navn.
“Er det ikke Carsten?”
“Hvis jeg var Carsten, ville jeg sikker ha’ sagt Carsten”
“Sikker? Carsten præsenterer sig ofte som en anden, når jeg ringer”
“Måske er han bare forsigtig. Der er så meget telefonsnyd nu om dage”
“Ja. Hvordan kan jeg vide, at det her ikke er telefonsnyd?”
“Det var dig, der ringede op”
“Var det?”
“Jep, kammerat”
(Statisk støj, fjerne åndedrag og raslen af papir)
“Åh ja, det står i mine papirer. Er Carsten der?”
“Der er ingen Carsten her”
“Ikke? Hvor er han? Kan du kalde på ham?”
“Jeg kender ingen Carsten, og der bor ingen med navnet Carsten her”
“Aha … det er ikke det, der står i mine papirer”
“Så tager dine papirer fejl”
“Det må Du undskylde. Jeg taler lige med min chef om det, og så ringer tilbage”
Opkaldet afbrudt.

efter ikonoklasmen
tilbeder vi
et søm i væggen

Telefonen ringer – ukendt nummer.
“Harp”, siger jeg. Harp er mit ukendt nummer ringer igen navn.
“Er det ikke Flom?”
“Hvis jeg var Flom … ” forsættes

efter ikonoklasmen
kan vi kun male
mørket

file date 31.10 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

ku and haibun

even as we. Well after the ocean was named

selv mens vi. Længe efter havet fik navn

:

wasting time getting a spider to sing. You crack your knuckles and

spilder tid med at få en edderkop til at synge. Du knækker dine fingerled og

:

what sun sets there? In the blue pill a correction

hvilken sol går ned dér? I den blå pille en rettelse

:

I have seen the vine clinging to the maple tree. So even if it’s hidden by night I know it’s there.

black dog
a kind
of company

.

Jeg har set vinen, der klynger sig til ahorntræet. Så selv om den der gemt af natten, ved jeg, at den er derude.

sort hund
en slags
selskab

:

the smell of it earthy :: you open a door and close it :: in the distance in the distance

lugten af den jordagtig :: du åbner en dør og lukker den :: i det fjern i det fjerne

file date 20-22 Oct. 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

A Majestic Cold / En majestætisk forkølelse

A Majestic Cold

The Majestic Medicus, Master of the Elementary Elements, Alchemist Superior Dr. Alfred Schuster was disappointed that for all his insights into the workings of God’s nature (not the nature of God which remains ad infinitum beyond the reach of man’s mind and eyes – another disappointment) he couldn’t get over his head cold which frankly just as well could be called a chest cold, a finger cold, a lower back cold as all these – and more – areas of his corpus also seemed full of mucus and aches and brewed a pot of chamomile tea just as the simple folks in the chamomile fields would do it. No shiny mercury, no powder of unicorns’ horn, no distilled light from the North Star … just a handful of dried flowers and boiling water. How common.

“But”, he said to himself, “this just shows that I am an ordinary human being not better or worse than anybody else – except maybe for that wretched Morgenstein” (who claimed to have put life into a stone, which turned out to be a bug-infested potato and thus had – if only for a few weeks – challenged Schuster’s position as Magicus Grande) “and perhaps Pferdfeld”, he thought and spat out the window to spread his germs seeing the wind was right to carry them into Pferdfeld’s chambers, though he couldn’t quite remember what Pferdfeld had done to him; he just didn’t like the way his nose seemed to constantly point to his (Pferdfeld’s) manhood as if to suggest “Mine is bigger than yours”. “Now, I will let this illness be a lesson in humility”, he said to himself and wrote an edict which gave all week days new names except Wednesday – Wednesdays were bongo days and he didn’t want to do without that weekly day of drumming; “As long as you play the bongos you cannot make wars”, he said when he instigated that World Peace Day Law aeons ago … and he felt that he had accomplished a wee bit that day.

All in all it was a slow day in Dr. Schuster’s life and head. For a moment he thought about making it a law that everyone should walk like under water so he could keep up, but saw it would include his servants too and at some point he would run out of chamomile flowers and someone had to bring him new ones. He coughed and dreamed of snot free days.

with a little engineering a Kleenex tree

.

 

En majestætisk forkølelse

Den Majestætiske Medicus, Mesteren af de Elementære Elementer, Den Højeste Alkymist Dr. Alfred Schuster var skuffet over, at han for al sin indsigt i hvordan Guds natur (ikke naturen af Gud, som ad infinitum ligger hinsides menneskets hjerne og øjne – endnu en skuffelse) ikke kunne komme over sin forkølelse, som sad i hovedet, i brystet, i fingrene, det nedre af ryggen og mange andre steder i hans corpus og fyldte dem med slim og smerter og brygge (endnu) en pot kamillete på samme måde som de almindelige mennesker, der boede i kamillemarkerne, ville gøre det. Intet skinnende kviksølv, intet pulver af enhjørningens horn, intet destilleret lys fra Nordstjernen … kun en håndfuld tørrede blomster og kogende vand. Hvor almindeligt.

“Men”, sagde han til sig selv, “dette viser blot, at jeg er et almindelig menneske, ikke værre eller bedre end alle andre – måske bortset fra den nederdrægtige Morgenstein” (som havde hævdet at tiløre en sten liv, en sten der viste sig at være en kartoffel inficeret med insekter og således – dog kun for et par uger – havde udfordret Schusters position som Magicus Grande) “og måske Pferdfeld”, tænkte han og spyttede ud af vinduet for at sprede sine baciller idet vinden stod rigtigt til at bære dem ind i Pferdfelds værelser, selvom han ikke kunne huske, hvad Pferdfeld havde gjort ham; han brød sig blot ikke om, hvordan hans næse uophørligt pegede ned mod hans (Pferdfelds) manddom som for at sige “Min er større end din”. “Nuvel. Jeg vil lade denne sygdom være en lektie i ydmyghed”, sagde han til sig selv og nedskrev et edikt om, at nu skulle alle ugedagene hedde noget andet; på nær onsdag – onsdagene var bongo-dage og han ville ikke være foruden en dag med bongotrommetrommeri; “Så længe I spiller på trommer, kan I ikke lave krige”, som han havde sagt, dengang han startede “Verdensfredens Dag” for længe længe siden … og han syntes, at han dog havde udrettet en lille bitte smule den dag.

Alt i alt var det en langsom dag i Dr. Schusters liv og hoved. Et øjeblik overvejede han at lave en lov, der sagde, at alle mennesker skulle bevæge sig som under vand, så han kunne følge med, men indså at det også ville gælde hans tjenere, og at han på et tidspunkt ville løbe tør for kamilleblomster og nogen skulle jo bringe ham nye, når han havde brugt dem han havde. Han hostede og drømte om snotfrie dage.

med et smule håndelag et Kleenextræ

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

Blue Time / Blå tid

Blue Time or What Use is Poetry?

“Well, if you can’t dig a hole with it or unscrew the lid to your coffin it’s not useful”, said K. looking over my shoulder as I was writing a haiku of sorts (one that seemed uncomfortable being constrained within that narrow concept and was dying (a manner of speaking) to stretch its limbs and run amok and became this text).
“Perhaps it can do other things”, I tried. “Perhaps it can make time go by a little more unnoticed?”
“Like watching TV you mean?”
“Something like that”

entering fall I fall

“See, that’s the problem with you the “living” (he made the “ ” in the air with his fingers – or finger bones, to be correct). “You want time to go in a way that you don’t feel it and when your death comes you want more of it. Like: you don’t really know what you want till it’s gone. Why would it come to you when you really didn’t pay any attention to it while it was there? Time is not always a dog clinging to you no matter how badly you treat it”
“Ooh, I did pay attention to it and I still do”
“When exactly?”
“That time with the colonoscopy for instance; and when I’m at the dentist …”
“Nah, the colon thing doesn’t count. You were out of it. They drugged you”
“What about those times when I went through withdrawals and was being harassed by little blue men?”
“HA! As if that was scary. I bet they just went about their acrobatic metamorphosing like they normally do. They’re always like that. Did they turn into a whale, a ship, horrible birds etc. etc.?”
“Yes, how do you know that?”
“It’s their nature. They’re like clouds. They’re always there in between ‘worlds’, so to speak; between states of consciousness, but they’re really dumb as f*ck, pardon my Danish (this conversation took place in Danish, but I have translated it to get a little distance); they have a 4 neuron brain or something like that. They’re sort of the glue between spheres coming alive just for the fun of it. Just because it can. They’re just there doing what they do and having fun and ‘plop’ they go back again to be glue. You just got scared because you actually saw them”
“Are they Time?”
“Sorta”
“I’m not really sure I like Time …”
“No?”
“Definitely not Blue Time”

ignorant of Doomsday threats geese head for the other side of the lake

.

Blå tid eller Hvad nytte er poesi til?

“Altså. hvis du ikke kan grave et hul med det eller skrue låget af din kiste, er det ikke til nogen nytte”, sagde K. Han kiggede mig over skulderen, mens jeg skrev et slags haiku (ét der ikke syntes tilpas ved at være begrænset til det snævre koncept, og var ved at dø (det er bare sådan noget man siger) af utålmodighed efter at strække sine lemmer og gå amok og blev til denne tekst).
“Måske kan det gøre andre ting, forsøgte jeg. Måske kan det få tiden til at gå lidt mere ubemærket”
“Lissom at se fjernsyn mener Du?”
“Noget i den retning”

med en slåfejl har efteråret pludselig løvefald

“Ser du, det er problemet med jer ”levende” (igen lavede han de dér ” ” i luften med sine fingre – eller rettere: fingerknogler). I vil ha’, at tiden går på en måde, så I ikke mærker den, og når jeres død kommer vil I ha’ mere af den. Det er som: I véd ikke, hvad I har, indtil I ikke har det mere. Hvorfor sku’ den komme til jer, når I ikke rigtig lagde mærke til den, mens den var der? Tiden er ikke altid en hund, der klæber til dig uanset hvor dårligt, du behandler den”
“Uh, jeg har altid lagt mærke til tiden og gør det stadig”
“Hvornår præcist?”
“Den gang med koloskopien, for eksempel; og når jeg er hos tandlægen …”
“Næh du, kolo-tingen gælder ikke. Da var du helt væk, fordi de havde bedøvet dig”
“Hvad så med de gange jeg var til afgiftning og blev generet af små blå mænd?”
“HA! Som om det var noget, at være bange for. Jeg tør vædde på, at de blot undergik deres akrobatiske metamorfoser, som de altid gør. Forvandlede de sig til et skib, en hval, forfærdelige fugle o.s.v. o.s.v.?”
“Ja. Hvordan kan du vide dét?”
“Det er deres natur. De er som skyer. De gør bare det de gør og har det sjovt med det. De er altid dér mellem verdener, så at sige, mellem bevidsthedsstadier, men i virkeligheden er de fandens dumme. De har en hjerne med 4 neuroner eller noget i den retning. Det er ligesom om, at limen mellem sfærerne kommer til live bare for sjov. De gør blot, hvad de gør og har det sjovt med det og så ’plop’ går de tilbage til at være lim igen. Du blev kun bange, fordi du så dem”
“Er de Tiden?”
“På en måde
“Jeg tror ikke, at jeg kan lide Tiden”
Ikke?”
“I hvert fald ikke Blå Tid”

uvidende om dommedagstrusler flyver gæs mod søens anden bred

file dates 15th & 16th September 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

Knocking Rain / Bankende regn

Knocking Rain

with all its thousands of fingers the rain knocks on every window but I won’t let it in I did once feeling sorry for it being out in the rain out in itself (which perhaps more correctly is in in itself; a rain going out of itself stretches the mind too much to imagine and I have a head cold and have no desire to stretch anything) and it stopped being itself and made a sorry mess of everything not having learned to hold a cup not being brought up in the art of conversation not listening just talking talking talking about itself and falling and how hard masonry is to fall on concrete even harder everything was wet so I’ll keep my cool keep the windows closed arrogant and heartless it may seem but as I said I have a head cold and have no mind to worsen that

still shorter days go go go

I left a bowl outside thinking it could get a hold of itself there a kind of bed for it or a chair but moss has settled there and it is no mind to move any time soon

yap yap yapping a puppy constantly feels ignored

.

Bankende regn

med alle sine tusinder af finger banker regnen på hvert eneste vindue men jeg vil ikke lukke den ind jeg gjorde det engang da jeg syntes det var synd for den at være ude i regnen ude i sig selv (hvilket måske mere korrekt er inde i sig selv; en regn der går ud af sig selv strækker forestillingsevnen for meget at forestille sig og jeg forkølet og har ikke til sinds at strække noget som helst) og da var den ikke længere sig selv og rodede alting til den havde ikke lært at holde på en kop den var ikke oplært i samtalens kunst den lyttede ikke talte talte talte kun om sig selv og det at falde og hvor hårde mursten er at falde på beton endnu hårdere og alt var vådt så jeg gør mig kold og holder vinduerne lukkede uanset hvor arrogant og hjerteløst det måtte synes men som sagt er jeg forkølet og har ikke til sinds at gøre det værre

stadig kortere går går går dagene

jeg har sat en skål ud og tænkte at den ku’ få hold på sig selv dér en slags seng til den eller en stol men mos har bosat sig i den og har tænkt sig at flytte lige med det samme

bjæf bjæf bjæffende en hvalp føler sig vedvarende overset

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone