Category: haibun

– The last time I saw him was on TV. He didn’t notice me.
– When was that?
– Just this summer.
– He was dead by then.
– Ah, that explains it.
– Mind you, it was a hot summer.
– Terribly hot.

as it goes
a new pain
in an old place

.

– Sidste gang jeg så ham var på tv. Han lagde ikke mærke til mig.
– Hvornår var det?
– I sommers.
– Da var han allerede død.
– Ah, det forklarer det jo.
– Det var trods alt en varm sommer.
– Forfærdelig var.

som det hænder
en ny smerte
på et gammelt sted

a decent cappuccino on a wobbly bench in the early dusk around 3.30 PM of a wet-ish and warm December day outside a very small coffee shop with room for only one table and two small chairs while we talk about the winters in our past that were really tough and when you couldn’t leave the house/village/town because of snow and the road departments ran out of salt and salt didn’t work anyway because it was too cold and the music from the inside comes out to us and it’s Siouxsie & the Banshees Tinderbox and the fish monger from next door says that we shouldn’t buy fish these days ”They’re too expensive. Hardly anyone has landed anything because of the storms and what makes it to the shop is far too expensive”, and the young woman beside me says that she doesn’t like fish anyway and I have sweetened my drink with lots of sugar and gulp down a couple of painkillers and we talk about how to save dry tobacco with slices of potato or apple and agree that potatoes are best because they don’t give off taste and the guy on the other side tells me that he once lived in a place where he was snowed in for a month and the snow drifted to make piles four bicycles tall and I forget to ask how he measured that

between Venus and Mars clouds touching a church tower

.

en ordentlig cappuccino på en vakkelvorn bænk i det tidlige tusmørke ved 15.30 tiden på en fugtig og varm decemberdag udenfor en meget lille kaffebar der kun har plads til eet bord og to små stole mens vi taler om de vintre for nogle år siden der var virkelig hårde og hvor man ikke kunne komme ud af huset/byen/landsbyen på grund af sne og vejvæsenet løb tør for salt og salt virkede ikke alligevel fordi det var for koldt og musikken indefra kommer ud til os og det er Siouxsie and the Banshees’ Tinderbox og fiskehandlere fra ved siden af siger at vi ikke skal købe fisk for tiden ”De er for dyre. Der er næsten ingen, der har landet noget på grund af stormene og det, der kommer til butikken er alt for dyrt”, og den unge kvinde ved siden af mig siger at hun heller ikke kan lide fisk og jeg har sødet min drik med masser af sukker og sluger et par smertestillende piller og vi snakker om hvordan man redder tør tobak med skiver af kartoffel eller æble og bli’r enige om at kartofler er bedst fordi de ikke afgiver smag og fyren ved siden af mig siger at han engang boede et sted hvor han var sneet inde en måned og sneen lavede driver der var fire cykler høje og jeg glemmer at spørge om hvordan han fik målt det

mellem Venus og Mars skyer der rører et kirketårn

Having been in the desert for 5 years I can’t stop counting grains of sand and have this nagging feeling I missed some out there while dreaming up a lake with a sweet water mermaid. I got a job as ball bearing counter and polisher at a once great car factory, but now they’re switching to soya beans and portable saints of genuine plastic (w. light bulbs and all!) for those so called churches that pop up here and there as the mushroom clouds get closer. It’s autumn and the stainless steel grass punctures all mammals of the land.

as fundamental as darkness kittens

.

Efter at have været i ørkenen i 5 år, kan jeg ikke holde op med at tælle sandkorn og har den dér nagende fornemmelse af, at have misset nogle derude, mens jeg drømte en sø med en ferskvandshavfrue op. Jeg har fået et job på en engang stor bilfabrik som kuglelejetæller og -pudser, men nu vil de slå sig på soyabønner og transportable helgener af ægte plastik (m. lyspærer og det hele!) til de såkaldte kirker, der dukker op her og der, mens paddehatteskyerne kommer nærmere. Det er efterår, og græsset af rustfrit stål punkterer landet pattedyr.

så fundamentalt som mørke killinger

Approximately fifty years after I fainted from heat in Piazza San Marco a fly tries to enter my nose. I restart Vivaldi’s Gloria and check the flypaper’s stickiness.

at first you thought a couching god

.

Tilnærmelsesvis halvtreds år efter jeg besvimede af hede på Piazza San Marco prøver en flue at komme ind i min næse. Jeg genstarter Vivaldis Gloria og tjekker fluepapirets klisterevne.

først tænkte du en hostende gud

Humanoid

– They were shorter than us. That means their limbs were shorter, said the scientist trying to explain what other racesßs of prehistoric (i.e. from before history existed or anyone remembered anything or thought of writing down what happened or how it is) humans looked like extrapolating from a petrified twig or what it was sticking out a skull-like rock that was just about to enter am MRI scanner. – That is probably why this person couldn’t take out the arrow (the twig was apparently an arrow, I just happened to zapp to this channel of wisdom as the show was halfway in) that had entered his or her skull. – Brains were a lot smaller then, a lot smaller then. That’s why we think it wasn’t the arrow that killed him or her. The probability of anything hitting the brain in such an old humanoid is 1:122,5, she said just to sound scientific and learned I bet. She wore safety glasses as if she was about to light some fireworks. Anyone who has been in one of those machines knows it’s the ears that suffer most unless you, like me, find the sound the rotating magnets make kinda beautiful. But that’s perhaps because they sound a bit like the recording of Saturn’s magnetic field Voyager sent back to Earth on its way through and out our solar system. And by the way: my brain was visible on the scan. I think. They didn’t say, but on the other hand they didn’t not say …

automatic writing
I channel a toddler
asking for ice cream

.

Humanoid

– De var mindre end os. Det betyder, at deres lemmer var kortere, sagde videnskabsdamen, der forsøgte at forklare, hvordan andre racer af forhistoriske (d.v.s. fra før historien fandtes eller nogen huskede nogenting eller tænkte på at skrive ned, hvad der skete eller hvordan, det nu er) mennesker så ud ekstrapolerende fra en forstenet kvist eller hvad det nu var, der stak ud fra en kranielignende sten, der var ved, at blive kørt ind i en MRI-skanner. – Der er sandsynligvis derfor, at denne person ikke kunne tage pilen ud (kvisten var tilsyneladende en pil, jeg var tilfældigvis landet på denne visdomskanal, mens programmet var halvvejs færdigt), der havde boret sig ind i hans eller hendes måske høns eller huans hjerneskal. – Hjerner var meget mindre dengang, meget mindre. Derfor tror vi ikke, at det var pilen der dræbte ham eller hende (o.s.v.). Sandsynligheden for at noget ville ramme hjernen hos sådan en gammel humanoid er 1;122,5, sagde hun velsagtens for at lyde videnskabelig og lærd. Hun bar sikkerhedsbriller, som om hun skulle til at antænde noget fyrværkeri. Enhver der har været inde i én af disse maskiner véd, at det er ørerne, der lider mest medmindre man, som jeg, synes, at lyden af de roterende magneter er smuk på sin egen måde. Men det er måske fordi, at det lyder lidt som den optagelse af Saturns magnetfelt, som Voyager sendte tilbage til Jorden på sin vej gennem og ud af solsystemet. Og forresten: min hjerne kunne ses på skanningen. Tror jeg. De sagde ikke noget, men de sagde heller ikke ikke noget …

automatskrift
jeg kanaliserer et lille barn
der vil ha’ is

A Year Inside a Cat

For almost a year I have lived inside a cat strictly following the routine of Doctor Divinibussissime Alfred Schuster’s Book of the Hours which apart from the usual daily reading of the entire psalter adorned and beefed up with prayers uttered by saints from the past 2 thousand years consists of minute instructions for every possible detail concerning a person who has set him- or herself apart from the world by retreating into an animal to pray for it (the world, not the cat … which of course is part of the world …) and has wonderful drawings and illustrations of strange beings from the unknown parts of the world which he, the divine doc, traveled in his search for wisdom. In hindsight I should perhaps have chosen a larger cave, a cow or a horse and had I chosen an elephant I could have had my bed with me, but these are thoughts – I see now – induced by The Adversary. Choosing a little animal is a fitting choice for an ascetic. In there there is just enough room for the book, a little lamp, a coffeemaker and the few necessities one needs to endure. And it has Wi-Fi.

in a dream inside a dream
there’s a face in a face
changing the first dream

.

Et år inde i en kat

I næsten et år har jeg levet inde i en kat strengt følgende den i Doktor Divinibussissime Alfred Schusters Timebog fastlagte rutine, som udover den sædvanlige daglige læsning af hele psalteret udsmykket med og forstærket af bønner fremsagt af helgener fra de sidste 2 tusind år består af minutiøse instruktioner for enhver tænkelig detalje angående en person, der har afskåret sig selv fra verden ved at tage bolig i et mindre dyr for at bede for den (verden, ikke katten … som selvfølgelig er en del af verden …) og har underskønne tegninger og illustrationer af mærkværdige skabninger fra de ukendte dele af verden, som han, den guddommelige doktor, berejste i sin søgen efter visdom. I bagklogskabens klare lys kan jeg se, at jeg måske skulle have valgt en større hule, en ko eller en hest og havde jeg valgt en elefant kunne jeg have haft min seng med mig, men disse er tanker – ser jeg nu – indgydt af Modstanderen. At vælge et lille dyr er passende for en asket. Herinde er der lige akkurat plads til bogen, en lille lampe, en kaffemaskine og de få nødvendigheder, der skal til for at holde ud. Og den har W-Fi.

i en drøm inde i en drøm
er der et ansigt i et ansigt
der forandrer den første

The Earth, a horse and a fireman comes into a bar …, no, that’s not it. The Earth, a penguin and Nicanor Parra (he just died, didn’t he?) comes into a bar …, no, Mars, Stalin and a pint of milk comes into a bar …, a car, a waterfall and the Alt-Right movement comes into a bar, Earth, a pair of glasses and a pocket … 700 guinea pigs, 1500 mites and a Kalashnikov … Queen E, a magic mushroom and Buddha comes into a dentists surgery … Suzy Q, Ben Webster and a daffodil …

whatever
it takes

time takes

what it
takes

:

Jordkloden, en hest og en brandmand går ind på en bar … nej, det var ikke sådan. Jordkloden, en pingvin og Nicanor Parra (han er lige død, er han ikk’?) går ind på en bar …, nej, Mars, Stalin og en liter mælk går ind på en bar …, en bil, et vandfald og Alt-Right bevægelsen går ind på en bar, Jordkloden, et par briller og en lomme … 700 marsvin, 1500 mider og en Kalashnikov … Dronning E, en magisk svamp og Buddha går ind til en tandlæge … Suzy Q, Ben Webster og en mælkebøtte

hvad end
den ta’r

ta’r tiden

hvad den
ta’r