The Nussbaums / Nussbaumerne

The Nussbaums

When the Nussbaums moved to this village they changed their name to Nuttree thinking, perhaps (I don’t really know, they don’t seem to hear what’s spoken to them nor can we hear what they say when they speak, it looks like they’re speaking, they move their mouths, their terrible foreign mouths, but not a sound reaches our otherwise hospitable ears) they’d fit in better, blend into the life of the village without anyone noticing.

without end or beginning
a new year’s
North-Westerly wind

There’s a lot in a name. The right name can do wonders for you; or the opposite: make life hell. It’s not about numerological mumbo-jumbo or Kabbalistic hocus-pocus, but the good Lord said it through his servant James, and George Harrison said it as well, though I think he got it from another who got it from another who got it from another who got it from another who got it from another who got it from another and so on. The now Nuttrees (which is and are the same as (the) Nussbaums, their name meaning the same, the people being the same) tried, I’ll give them that, they tried to become part of the village, part of the landscape, but we only saw them as semi translucent people trying to make contact. We’re used to that around here. It’s an old land in the centre of which stands a hill that has been considered holy for thousands of years by stone-, bronze- and iron age people and after them the Vikings and then, as the latest faith, by Christianity and the latter built a church on that spot and claimed it theirs. Of course. It’s just how people work, but since it’s an old land it has and has had many through-passers and they’re not always easy to see. Some only solidify – as opposed to fog, for instance, which never solidifies – after a while or a few generations, some just merge with the background shadows and never become really real. And all that has to do with names, I suspect.

wet smoke
the rain of -17
becomes the rain of -18

It’s sorta like with ghosts, you see them but not really. They try to interact with you but unsuccessfully. Perhaps they manage to knock over a vase or something to let you know they’re there but that merely pisses you off and that isn’t a good way to begin a talk … But after a while the now Nuttrees changed their name to Nøddetræ which means the same as Nussbaum and Nuttree, but it’s in the language of the land and now we can see them clearly, talk to them, lend them stuff and so on and things should be better from now on, if they learn to give back what they borrow, if they weren’t so loud, if they would eat decent normal food, if they weren’t so big show-offs with every new luxury good they buy, if …

first dream?
no, it’s too early
for that

..*..

Nussbaumerne

Da familien Nussbaum flyttede til landsbyen, skiftede de navn til Nuttree og tænkte nok (jeg ved det egentlig ikke, de synes ikke at høre, hvad der bliver sagt til dem, og vi kan heller ikke høre, hvad de siger, når de taler, det ser ud som om, de taler, deres munde bevæger sig, de der forfærdelige fremmede munde, men ingen lyde når vore ellers gæstfrie ører), at de ville passe bedre ind, sådan bare glide ind i landsbyens liv, uden at nogen lage mærke til det.

uden ende eller begyndelse
et nyt års
nordvestlige vind

Et navn er betydningsfuldt. Et navn kan gøre udvirke mirakler for én; eller det modsatte: gøre livet til et helvede. Det handler ikke om numerologisk plidder-pladder eller kabbalistisk hokus-pokus, men Herren selv sagde det gennem sin tjener Jakob, og George Harrison sagde det også, selvom jeg tror, at han havde fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden og så videre. De nuværende Nuttree’er (som er det og de samme som Nussbaumerne, navnene betyder samme, menneskene er de samme) prøvede virkelig, det må man give dem, at blive del af landsbyen, del af landskabet, men vi kunne kun se dem som halvt gennemsigtige mennesker, der prøvede at tage kontakt. Det er vi vant til på disse egne. Det er et gammelt land i hvis midte knejser en høj, som i årtusinder har været anset for hellig af sten-, bronze- og jernalderfolk og dernæst af Vikingerne og så, som den seneste tro, af de kristne, som byggede en kirke på stedet og sagde, den var deres. Selvfølgelig. Det er bare sådan det er med mennesker, men siden det er gammelt land har det, og har haft, mange gennemrejsende og de er ikke altid nemme at se. Nogle bliver faktisk først faste – i modsætning til tåge f.eks., som aldrig bliver fast – efter et stykke tid eller nogle generationer, andre går bare i eet med baggrundsskyggerne og bliver aldrig rigtigt virkelige. Og alt dét har med navne at gøre, tror jeg.

våd røg
regnen fra -17
bliver regnen i -18

Det er ligesom med spøgelser, man ser dem, men ikke sådan rigtigt. De prøver at interagere med én, men uden held. Måske klarer de at vælte en vase eller noget lignende for at lade dig vide, at de er der, men det gør dig bare vred, og det er ikke en god måde at starte en samtale på … Men efter et stykke tid skiftede de, der nu hed Nuttree navn til Nøddetræ, som betyder det samme som Nussbaum og Nuttree, men det er et navn på landets og landskabets sprog, og nu kan vi se dem klart og tydeligt, tale med dem, låne dem ting og sager og fra nu af skulle tingene blive bedre, som man siger, hvis de altså ville tilbagelevere, hvad de har lånt, hvis de ikke var så højrøstede, hvis de bare ville spise ordentligt normalt mad, hvis de ikke pralede så meget med deres nyindkøbte luksusvarer, hvis …

første drøm?
nej, det for tidligt
til dét

file date 01.01 2018

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

Gnosienne no. 1 – rengay and haibun

for each sundown
in each cell a piano playing
Gnosienne no. 1

you’ll get a C minus
if the furniture doesn’t move!

the wig she left
if watered will grow
on you

after the waltz you wake up
as a fleur-de-lis in stucco

attempting to befriend neon-lights
the mountain man
grows a woodpecker tongue

then your third eye gets transplanted
to a nameless gynoid

metal fatigue
to fall in love with a fridge
and fail

after a week you strangle
the god of the Northern wind

that distance in his voice while looking down into the street (counting the cobblestones around her body as per instinct): Oh, she couldn’t fly

cloud food, milk food, white bread
a pure mind sees
only the mechanics

*

for hver solnedgang
i hver celle spiller et klaer
Gnosienne nr. 1

Du får et 3-tal
hvis møblerne ikke bevæger sig

parykken hun efterlod
vil du holde mere af
hvis du vander den

efter valsen vågner du
som en fransk lilje i stuk

han forsøger at blive venner med neonlysene
manden fra bjergene

så bliver dit tredje øje transplanteret
til en navnløs gynoide

metaltræthed
at blive ulykkeligt forelsket
i et køleskab

efter en uge kvæler du
nordenvindens gud

det dér fjerne i hans stemme mens han kigger ned på gaden (og tæller brostenene omkring hendes krop som per instinkt): Åh, hun kunne ikke flyve

skymad, mælkemad, hvidt brød
et rent sind ser
kun mekanikken

Gnosienne no.1: famous piano music by Eric Satie, who also wrote “music for furniture”.
File date: 21.12. 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

gembun 16.12 2017

in heartache city shadows taste like rain

poker face
I pretend a death god’s
strawberry jam is good

.

i de knuste hjerters by smager skygger som regn

poker face
jeg lader som om en dødsguds
jordbærmarmelade er god

:

Nuages for 2 fingers, cigarette and mustache

street cabaret
a passing shower
mimics an ostrich

.

Nuages for to fingre, cigaret og moustache

gadecabaret
en forbigående byge
efterligner en struds

:

solstice, it’s not really the middle of anything

woosh woosh
barking like an ocean
a puddle ascends to Heaven

.

solhverv, det er ikke rigtig midten af noget som helst

wuush wuush
gøende som et hav
opstiger en vandpyt til Himlen

:

in the absence of light your mood materialises as a lead millipede

face to face with a wall
she smokes
a nail

.

i fraværet af lys materialiseres dit humør som et tusindben af bly

ansigt til ansigt med en væg
ryger hun
et søm

:

, and as usual there’s a crow on the house opposite

death in the birth
the winter sky is a desert
without lizards

.

, og som sædvanlig er der en krage på huset overfor

døden i fødslen
vinterhimlen er en ørken
uden øgler

:

even before awakening lati- and longitudes pass straight through you

winter soltice
my spirit animal
is a horse of mud

.

selv før du vågner går længde- og breddegrader direkte gennem dig

vintersolhverv
mit åndedyr
er en mudderhest

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

Just to talk / Bare for at tale – haibun

Just to talk about something, well, really just to talk, I talk about my childhood as a little screw in a big ship and how I grew to become the big pot in which lobsters were boiled for the passengers on 1st class before I retired to this bench in the park. The dog (which I kneaded from darkness – there’s plenty of that around here) looks at me with eyes that suggest I’d call myself his father. »Ha, you don’t fool me, boy. I could never be your father. I’m a human being and you’re a dog«, I say and it seems to understand. It dissolves into the surrounding darkness whence it came and joins the continued invasion of furniture and minds.

under
December’s
moon

December’s
moon

in
a puddle

.

Bare for at tale om noget, eller rettere bare for at tale, taler jeg om min barndom som en lille skrue på et stort skib, og hvordan jeg voksede op til at blive den store gryde, hvori hummerne til passagererne på 1ste klasse kogtes, før jeg pensioneredes til denne bænk i parken. Hunden (som jeg æltede af mørke – der er masser af dét heromkring) ser på mig med øjne, der gerne vil ha’, at jeg kalder mig selv hans far. »Ha, mig narrer du ikke, min dreng. Jeg er et menneske, og du er en hund«, siger jeg og den ser ud som om den forstår. Den opløses i det omkringliggende mørke hvorfra den kom og tilslutter sig den forsatte invasion af møbler og sind.

under
decembers
måne

decembers
måne

i
en vandpyt

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

Corleone’s Cleaning Company / Corleones Rengøringsskelskab – haibun play

Corleone’s Cleaning Company
(or: some things just have to be said three times)

Piet: Bakelite, satellite, Marmite. Bakelite, satellite, Marmite. Bakelite, satellite, Marmite …
Flemming: Why are you saying Bakelite, satellite, Marmite?
Piet: I don’t know. Perhaps my mouth just felt like it. It’s restless.
Flemming: Your mouth is restless? Thought it might be tired after all the chew-up.
Piet: Naw, it’s still not satisfied. Restless, restless, restlesssss.
Flemming: Stop it. You sound like Gollum.
Piet: It’s not me, it’s my mouth.
Flemming: What’s the difference?
Piet: Just listen to the words “my mouth”. Says it all. I have a mouth, but I am not my mouth.
Flemming: Ah, that Buddhist clap-trap. Think it will make you less guilty?
Piet: It doesn’t take away its urges, though. Bite, bite, bite!
Flemming: What could it possibly want more? You chew up half the sofa, the little table, grandmother’s old lamp and the Kelim in the dining room.
Piet: Who’s Kelim?
Flemming: Not a person, a rug, a carpet.
Piet: Ah, that. Didn’t taste good. How long since it’s been vacuumed?
Flemming: Since you chewed up the maid.
Piet: We had a maid?
Flemming: Yes.
Piet: What did she taste like?
Flemming: How would I know? It’s you who ate her.
Piet: I didn’t eat her. My mouth did. And anyway, it just chewed her up and spit her out. Didn’t eat her. Didn’t eat her. Didn’t eat her.
Flemming: Yea, I know. I was the one who had to fix that.
Piet: (Sarcastic): Ah, that was hard, was it? You had to actually phone the cleaners. So hard on the fingers, so hard to deal with ordinary people. Poor you.
Flemming: They were no ordinary people. They were employees of the Corleone’s Cleaning Company. Very top notch. The best of the best.
Piet: They tasted like any other cleaner to me. Especially the old one.
Flemming: Ah yes, now you mention it. We have to move. We can’t stay here.
Piet: Why not?
Flemming: You know that the two young cleaners got away, don’t you?
Piet: Yes, so what?
Flemming: They told Old Don C. the whole thing and now they’re coming to get us.
Piet: What could they possibly do?
Flemming: Helloooo!!! Earth calling Piet! Corleone. Cor-le-one! (Starts whistling and humming and da-da-da-ing the tune from Godfather (I, II and III)).
Piet: Ah, him. Them. So they’ll come around with cotton balls in their cheeks. So what?
Flemming: (Hitting his forehead repeatedly with his own fist). You just don’t get it, do you? We’re fish food, if we stay here.
Piet: Yes! That’s it! It’s fish it’s after!
Flemming: What?
Piet: I wanna bite into some fish. Or rather, my mouth wants to. (In a low voice:) I have a mouth, I am not my mouth. I have a mouth, I am not my mouth. I have a mouth, I am not my mouth.

death by polka
now, that should wipe the smile
off Poirot’s face

Corleones Rengøringsselskab
(eller: nogle ting skal siges tre gange)

Piet: Bakelit, satellit, habit. Bakelit, satellit, habit. Bakelit, satellit, habit …
Flemming: Hvorfor siger du bakelit, satellit, habit?
Piet: Aner det ikke. Måske fordi min mund bare har lyst til det. Den er rastløs.
Flemming: Er din mund rastløs? Jeg troede, den ville være træt efter al den tyggen i stykker.
Piet: Næeh, den er stadig ikke tilfreds. Rastløs, rastløs, rastløsssssss.
Flemming: Stop det. Du lyder som Gollum.
Piet: Det’ ikke mig, det’ min mund.
Flemming: Hvad er forskellen?
Piet: Bare lyt til ordene “min mund”. De siger det hele. Jeg har en mund, jeg er ikke min mund.
Flemming: Aj, det buddhistiske sludder. Tror du, det vil gøre dig mindre skyldig?
Piet: Det fjerner i hvert fald ikke dens trang. Bide, bide, bide!
Flemming: Hvad mere ku’ den ønske sig? Du har bidt halvdelen af sofaen i stykker, sofabordet, mormors gamle lampe og den nye Kelim i spisestuen.
Piet: Hvem er Kelim?
Flemming: Ikke en person, et tæppe, et gulvtæppe.
Piet: Ah, dét. Smagte ikke godt. Hvor længe siden er det, det blev støvsuget?
Flemming: Ikke siden du bed stuepigen i stykker.
Piet: Har vi haft en stuepige?
Flemming: Ja.
Piet: Hvordan smagte hun?
Flemming: Hvordan sku’ jeg ku’ vide det? Det var dig, der spiste hende.
Piet: Jeg spiste hende ikke. Min mund gjorde, og den bed hende kun i stykker og spyttede hende ud igen. Spiste hende ikke. Spiste hende ikke. Spiste hende ikke.
Flemming: Jo tak det véd jeg. Det var mig, der sku’ ordne det bagefter.
Piet: (Sarkastisk): Åh, det var vel nok hårdt, hva’? Du skulle selv ringe efter rengøringshjælpen. Så hårdt for fingrene, så besværligt at skulle forholde sig til almindelige mennesker. Stakkels dig.
Flemming: Det var sgu’ ikke almindelige mennesker. De var fra Corleones Rengøringsselskab. Topklasse. De bedste af de bedste.
Piet: De smagte som almindelige rengøringsfolk, synes jeg. Specielt den gamle.
Flemming: Åh, nu du si’r det. Vi bliver nødt til at flytte. Vi kan ikke blive boende her.
Piet: Hvorfor ikke?
Flemming: Du véd, at de to unge rengøringsfolk slap væk, ikke?
Piet: Jo, og hvad så?
Flemming: De fortalte Gamle Don C. det hele, og nu kommer de efter os.
Piet: Hvad skulle de kunne gøre os?
Flemming: Hallooo! Jorden kalder Piet! Corleone, Cor-le-one! (Begynder at fløjte, nynne, da-da-da’e melodien fra Godfather (I, II og III)).
Piet: Nåeh, ham. Dem. Så de vil bare komme her med vatkugler i kinderne. Og hvad så?
Flemming: (Slår sig gentagne gange på panden med sin knyttede hånd) Du fatter det bare ikke, hva’? Vi bli’r til fiskeføde, hvis vi bliver her.
Piet: Yes! Der var det! Det er fisk, den er ude efter!
Flemming: Hva’?
Piet: Jeg vil bide i nogle fisk. Eller rettere, min mund vil. (I lav stemmeleje): Jeg har en mund, jeg er ikke min mund. Jeg har en mund, jeg er ikke min mund. Jeg har en mund, jeg er ikke min mund.

død ved polka
så, dét vil tørre smilet
af Poirots fjæs

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

film- and gembun (etc) from 19th and 20th November

in Nostradami cherry jam a fly drowns chanting Vishnu Sahasranamam – just like he predicted

yea
it
sleeps

the vine

.

i Nostradami kirsebærmarmelade drukner en flue mens den messer Vishnu Sahasranamam – lige som han spåede

jah
den
sover

efeuen

:

»I wonder what I am good at? Not at love, it escapes me«
»One of these days I’ll visit you in Cuba«

forgot to buy apples
now I have no one
to talk to

.

»Jeg spekulerer på, hvad jeg er godt til. Ikke kærlighed, den undgår mig«
»Een af disse dage vil jeg besøge dig på Cuba«

glemte at købe æbler
nu har jeg ingen
at tale med

(Antonioni, La Notte)

:

now that his cherry jam is ruined (yet consecrated) N. invents the five-legged chair – a nightmare for carpenters

Smik Smak
Dottore Snaporaz wears socks
in bed

.

nu da hans kirsebærmarmelade er ødelagt (men indviet) opfinder N. den fembenede stol – et mareridt for snedkere

Smik Smak
Dottore Snaporaz har sokker på
i sengen

(Fellini, La città della Donne)

:

“I wanna make love”
“In this weather? Don’t forget we’re divorced”
(Thunder crash)

holes in the socks
that’s how dreams
get in

.

“Jeg vil elske”
“I det her vejr? Husk, at vi er skilt”
(Tordenbrag)

huller i sokkerne
det’ sådan drømme
kommer ind

(Fellini, La città della Donne)

:

summer …
summer …
summer …
now where
did I put it?

.

sommer …
sommer …
sommer …
hvor var det nu
jeg lagde den?

:

“Look at the bright side: you get at least 10 months without Christmas movies”.

what
it
comes
down
to

naked
branches

.

“Se på den lyse side: der er mindst 10 måneder UDEN julefilm”

når
det
kommer
til
stykket

nøgne
grene

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

blue barrels / blå tønder – haibun

we’re not totally excluded. we can have big tvs and sugar added to our food. we can enjoy the coolness of the shadows cast by the mountains of garbage kindly donated to us by the wealthy and the not that wealthy but wealthy enough to buy things they can throw away again. even if they’re not broken. the things, not the not as wealthy as the wealthy. we have a door we can close to our cardboard houses and the cockroaches are free. we can get ill and die unseen and unnoticed. who’d want the fuss anyway? for some we don’t have a voice. when you don’t have money you have nothing and that includes attention. if something can be included in nothing.by another sea blue barrels hold our names

we can keep and name a rat if we want to. we can’t keep money and name them.

:

vi er ikke helt ekskluderede. vi kan have store fjernsyn og sukker tilsat vores mad. vi kan nyde køligheden i skyggerne af bjergene af affald venligt doneret af de rige og de knap så rige men rige nok til at købe ting og smide dem ud igen. selvom de ikke er gået i stykker. tingene, ikke de knap så rige. vi har en dør vi kan lukke i vore paphuse og kakerlakkerne er gratis. vi kan blive syge og dø ubemærket. hvem har også brug for balladen? når man ingen penge har, har man ingenting og det indebærer også opmærksomhed. hvis noget kan inkluderes i ingenting.

ved et andet hav opbevares vore navne i blå tønder

vi kan have rotter og give dem navn, hvis vi vil. vi kan ikke have penge og navngive dem.

:

it’s funny how people see things dance. things that cannot dance. things that don’t have a conception of dance. like leaves. or trees. they’re just thrown about by the wind, by an external force. when that happens to people they don’t say they dance. then it’s a tragedy – if it’s someone you can identify with; or it’s justice if it happens to someone you disagree with. an earthquake tosses people about but we don’t say they dance.

blue barrels by the sea and we say nothing

but they’ll ask you: how do you know they cannot dance, that they don’t have a conception of dance and tirelessly I tell them about my experiments with playing bossa tunes for them but then they reply: maybe they just don’t like bossa?

the sea in the blue barrels and our eyes seek their homelands

:

underligt som folk ser ting danse. ting der ikke kan danse. ting der ikke har begreb om dans. som blade. eller træer. de bliver blot kastet rundt af vinden, af en udefrakommende kraft. når det sker for mennesker siger de ikke, at de danser. så er det en tragedie – hvis det er nogle man kan identificere sig med; eller retfærdighed hvis det sker for nogle, man er uenig med. et jordskælv smider rundt med folk, men vi siger ikke, at de danser.

blå tønder ved havet og vi siger intet

men så spør de dig: hvordan kan du vide, at de kan danse, at de ikke véd, hvad dans er og utrættelig fortæller jeg dem om mine forsøg med at spille bossamelodier for dem, men så svarer de: måske kan de bare ikke lide bossa?
havet i de blå tønder og vore øjne søger deres hjemlande

:

my rooms are adequate for me, enough and sufficient. I know where things are and what size they have. all the things. not a photographic memory but the gravity of habit. and I have been alone in them, the rooms, for quite some time. being alone in these rooms influences my sense of how big they are. or small. the size of the rooms doesn’t really matter when I am alone in them. it’s all about relativity or just how the mind on its own is constantly scanning my surroundings and tries to make sense of it. establish the present sense of order however short lived. an apple (of average size) appears to (within limits) that much smaller than the reclining chair (which I rarely use; it makes my back hurt). the coffee cup is that big (or small) compared to the computer and so on. but if I take up a thing (an orange lighter, for instance) and put it down again in another place things change.

you could hide a song in them the blue barrels by the sea

as said, my room are adequate, enough and sufficient and I am used to them so I don’t really question whether they in themselves are big enough or small enough. that’s why I call them: adequate, enough and sufficient. they fit me because that’s where I am. it doesn’t matter if a flock of flesh eating floolas rush through them. it matters when another person enters the rooms, sits down in one of them (mostly it’s the one that has a table and the few chairs I own) and begin to act all humanly. then the rooms take on another size. not smaller, not bigger, just different. and for a few moments I don’t know what to feel. how to react. it’s easier with the floolas or the fire spewing klaarmankens. they know me and won’t do anything to me. human presence just alters things. alters me. and I just don’t know …

let’s take your picture by the blue barrels and you’ll say sea

and if the human begins to talk the rooms get nervy. nervy rooms are a pest. takes forever to calm them down.

.

mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige. jeg véd, hvor ting er og hvilken størrelse de har. alle tingene. visuelt. ikke en fotografisk hukommelse men vanens tyngde. og jeg har været alene i dem, værelserne, et pænt stykke tid. (hvordan man så ellers udstykker tid, tid der er gået). befindende mig alene i disse værelser har indflydelse på opfattelse af deres størrelse. eller lidenhed. værelsernes størrelse har ikke den store betydning når jeg er alene i dem. det handler om relativitet eller hvordan sindet af sig selv konstant scanner mine omgivelser og forsøger at få dem til at give mening. konstatere den herskende orden hvor kortlivet den end må være. et æble (af gennemsnitlig størrelse) synes (med visse begrænsninger) at være meget mindre end lænestolen (som jeg sjældent bruger; jeg får ondt i ryggen af den). kaffekoppen er så og så stor (eller lille) i forhold til computeren og så videre. men hvis jeg tager en ting op (en orange lighter, f.eks.) og lægger den ned et andet sted, forandrer tingene sig.

man ku’ gemme en sang i dem blå tønder ved havet

som sagt, mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige og jeg er vant til dem, så jeg spørger egentlig ikke mig selv, om de er store nok eller små nok. det er derfor jeg siger, at de er tilstrækkelige, passende, nok. de passer til mig fordi det er dér jeg er. det gør ingen forskel, at en flok kødædende floolaer jager gennem dem. det gør en forskel når en anden person kommer ind i værelserne, sætter sig ned i eet af dem (mestendels i det, hvor der er et bord og nogle få stole) og begynder på at te sig menneskeligt. så antager værelserne en anden størrelse. ikke større, ikke mindre, bare anderledes. og i et øjeblik eller to ved jeg ikke, hvad jeg skal føle. hvordan jeg skal reagere. det er nemmere med floolaerne eller de ildspyende klaarmankere. de kender mig og gøre mig ingenting. en menneskelig tilstedeværelse forandrer bare tingene. forandrer mig. og jeg véd bare ikke …

vi ta’r dit billede ved de blå tønder når du siger hav

og hvis mennesket begynder at tale bliver værelserne nervøse. nervøse værelser er en pestilens. tager en evighed at berolige dem.

:

there’s a hole in the apple where I bit it. what, then, defines a hole. “the missing”, what is not there, you’d say and that explains why a hole can only be explained apophatically or neti neti-cally. but the apple is good. it’s from Italy.

by the sea our sense of self lies dormant in the blue barrels

.

der er et hul i æblet hvor jeg bed i det. hvad, i så fald, definerer et hul. det ”der mangler”, det der ikke er der, vil man nok sige og det forklarer hvorfor et hul kun kan forklares apofatisk eller neti neti-sk.

ved havet ligger vor selvfornemmelse sovende i blå tønder

:

let’s face it: doors can have any colour

behind
the blue
barrels

we
see

the
sea

.

lad os se det i øjnene: døre kan have alle farver

bag
de blå
tønder

har
vi

havet

:

I pick up an orange lighter and put it down in the same place. nothing. the lighter is disposable. most things are. more or less. it can be refilled with gas though. many things can’t. I like the colour orange and I use lighters several times a day. guess I’m happy.

if the sea is unknown you can imagine it in the blue barrels

I post a note on Facebook saying that I have picked up and put down the orange lighter. I’m alive. the cold draft from the open window tells me that winter is alive too. I wear two pairs of socks. perhaps Tycho Brahe did the same when he was cold.

we spend years on that knowing and unknowing seas

.

jeg samler en orange lighter op og lægger den igen på det samme sted. ingenting. lighteren er lavet til at blive smid væk. det er de fleste ting. før eller siden. den kan genfyldes med gas. det er der mange ting der ikke kan. jeg kan lide farven orange og jeg bruger lightere flere gange om dagen. jeg er lykkelig.

hvis havet er ukendt kan du forestille dig at det er i de blå tønder

jeg laver et opslag på Facebook, der siger, at jeg har samlet den orange lighter op og lagt den på plads igen. jeg er levende. den kolde træk fra det åbne vindue fortæller mig, at vinteren også er levende. jeg har to par sokker på. måske gjorde Tycho Brahe det samme når han frøs.

vi bruger år på det at kende og glemme oceaner
:

when they’re all
together the drops
make up an ocean
(blue)

.

nå de alle
er sammen danner
dråberne et ocean
(blåt)

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

haibun 15.11 2017

what can you say. people adopt cats and dogs and call themselves their mother and father. depending. it’s not a sign that we have reached the last of days but … . outside November is as wet as ever. that says a lot.

by an unknown sea the water we collected

.

hvad kan man sige. folk adopterer katte og hunde og kalder sig selv deres mor og far. alt afhængigt af. det er ikke et tegn på at vi har nået de sidste tider, men … . udenfor er november så våd som den aldrig har været. det siger en hel del.

ved et ukendt hav det vand vi samlede

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

2 tiny haibun / 2 små haibun

“All that time together; it’s like we were married”
“But you weren’t”
“We weren’t”
(Silence)

still colder
yea
the weather too

:

“Al den tid vi tilbragte sammen; det var som som, vi var gift”
“Men det var I ikke”
“Det var vi ikke”
(Stilhed)

stadigt koldere
jaeh
også vejret

:::

“I wouldn’t vote for her. She has a weird laughter and likes Dolly Parton”

idiols

yea
that
could
be
a word

:

“JEG ville ikke stemme på hende. Hun har en underlig latter og kan li’ Dolly Parton”

idioler

jaeh
det
kunne
være
et ord

file date 11.11 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone

The Call / Opringningen

The Call

The phone rings – unknown number.
“Floom”, I say. Floom is my unknown number name.
“Isn’t it Carsten?”
“If I was Carsten I would probably have said Carsten”
“Sure? Carsten often presents himself as another when I phone him”
“Perhaps he’s just being careful. There’s so many phone scams these days”
“Yes. How can I be sure this call isn’t one?”
“You were the one who called”
“Did I?”
“Yes, dude!”
(Static noise, faint breathing and rustling of paper)
“Oh yes, I see that in my papers. Is Carsten around?”
“There’s no Carsten here”
“No? Where is he then? Can you call him?”
“I don’t know any Carsten and no one named Carsten lives here!”
“Ah … that’s not what’s in my papers”
“Then your papers are wrong”
“Sorry about that. I’m just gonna run this past my boss and then I’ll get back to you”.
Call over.

after iconoclasm
we worship
a nail in the wall

Phone rings – unknown number.
“Harp”, I say. Harp is my returning unknown number name.
“Isn’t it Floom?”
“If I was Floom …” continues.

after iconoclasm
we can only paint
darkness

.

Opringningen

Telefonen ringer – ukendt nummer.
“Flom”, siger jeg. Flom er mit ukendt nummer navn.
“Er det ikke Carsten?”
“Hvis jeg var Carsten, ville jeg sikker ha’ sagt Carsten”
“Sikker? Carsten præsenterer sig ofte som en anden, når jeg ringer”
“Måske er han bare forsigtig. Der er så meget telefonsnyd nu om dage”
“Ja. Hvordan kan jeg vide, at det her ikke er telefonsnyd?”
“Det var dig, der ringede op”
“Var det?”
“Jep, kammerat”
(Statisk støj, fjerne åndedrag og raslen af papir)
“Åh ja, det står i mine papirer. Er Carsten der?”
“Der er ingen Carsten her”
“Ikke? Hvor er han? Kan du kalde på ham?”
“Jeg kender ingen Carsten, og der bor ingen med navnet Carsten her”
“Aha … det er ikke det, der står i mine papirer”
“Så tager dine papirer fejl”
“Det må Du undskylde. Jeg taler lige med min chef om det, og så ringer tilbage”
Opkaldet afbrudt.

efter ikonoklasmen
tilbeder vi
et søm i væggen

Telefonen ringer – ukendt nummer.
“Harp”, siger jeg. Harp er mit ukendt nummer ringer igen navn.
“Er det ikke Flom?”
“Hvis jeg var Flom … ” forsættes

efter ikonoklasmen
kan vi kun male
mørket

file date 31.10 2017

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone