from 2015

a decent cappuccino on a wobbly bench in the early dusk around 3.30 PM of a wet-ish and warm December day outside a very small coffee shop with room for only one table and two small chairs while we talk about the winters in our past that were really tough and when you couldn’t leave the house/village/town because of snow and the road departments ran out of salt and salt didn’t work anyway because it was too cold and the music from the inside comes out to us and it’s Siouxsie & the Banshees Tinderbox and the fish monger from next door says that we shouldn’t buy fish these days ”They’re too expensive. Hardly anyone has landed anything because of the storms and what makes it to the shop is far too expensive”, and the young woman beside me says that she doesn’t like fish anyway and I have sweetened my drink with lots of sugar and gulp down a couple of painkillers and we talk about how to save dry tobacco with slices of potato or apple and agree that potatoes are best because they don’t give off taste and the guy on the other side tells me that he once lived in a place where he was snowed in for a month and the snow drifted to make piles four bicycles tall and I forget to ask how he measured that

between Venus and Mars clouds touching a church tower

.

en ordentlig cappuccino på en vakkelvorn bænk i det tidlige tusmørke ved 15.30 tiden på en fugtig og varm decemberdag udenfor en meget lille kaffebar der kun har plads til eet bord og to små stole mens vi taler om de vintre for nogle år siden der var virkelig hårde og hvor man ikke kunne komme ud af huset/byen/landsbyen på grund af sne og vejvæsenet løb tør for salt og salt virkede ikke alligevel fordi det var for koldt og musikken indefra kommer ud til os og det er Siouxsie and the Banshees’ Tinderbox og fiskehandlere fra ved siden af siger at vi ikke skal købe fisk for tiden ”De er for dyre. Der er næsten ingen, der har landet noget på grund af stormene og det, der kommer til butikken er alt for dyrt”, og den unge kvinde ved siden af mig siger at hun heller ikke kan lide fisk og jeg har sødet min drik med masser af sukker og sluger et par smertestillende piller og vi snakker om hvordan man redder tør tobak med skiver af kartoffel eller æble og bli’r enige om at kartofler er bedst fordi de ikke afgiver smag og fyren ved siden af mig siger at han engang boede et sted hvor han var sneet inde en måned og sneen lavede driver der var fire cykler høje og jeg glemmer at spørge om hvordan han fik målt det

mellem Venus og Mars skyer der rører et kirketårn

haibun

Having been in the desert for 5 years I can’t stop counting grains of sand and have this nagging feeling I missed some out there while dreaming up a lake with a sweet water mermaid. I got a job as ball bearing counter and polisher at a once great car factory, but now they’re switching to soya beans and portable saints of genuine plastic (w. light bulbs and all!) for those so called churches that pop up here and there as the mushroom clouds get closer. It’s autumn and the stainless steel grass punctures all mammals of the land.

as fundamental as darkness kittens

.

Efter at have været i ørkenen i 5 år, kan jeg ikke holde op med at tælle sandkorn og har den dér nagende fornemmelse af, at have misset nogle derude, mens jeg drømte en sø med en ferskvandshavfrue op. Jeg har fået et job på en engang stor bilfabrik som kuglelejetæller og -pudser, men nu vil de slå sig på soyabønner og transportable helgener af ægte plastik (m. lyspærer og det hele!) til de såkaldte kirker, der dukker op her og der, mens paddehatteskyerne kommer nærmere. Det er efterår, og græsset af rustfrit stål punkterer landet pattedyr.

så fundamentalt som mørke killinger

Piazza San Marco – haibun

Approximately fifty years after I fainted from heat in Piazza San Marco a fly tries to enter my nose. I restart Vivaldi’s Gloria and check the flypaper’s stickiness.

at first you thought a couching god

.

Tilnærmelsesvis halvtreds år efter jeg besvimede af hede på Piazza San Marco prøver en flue at komme ind i min næse. Jeg genstarter Vivaldis Gloria og tjekker fluepapirets klisterevne.

først tænkte du en hostende gud

Humanoid – haibun

Humanoid

– They were shorter than us. That means their limbs were shorter, said the scientist trying to explain what other racesßs of prehistoric (i.e. from before history existed or anyone remembered anything or thought of writing down what happened or how it is) humans looked like extrapolating from a petrified twig or what it was sticking out a skull-like rock that was just about to enter am MRI scanner. – That is probably why this person couldn’t take out the arrow (the twig was apparently an arrow, I just happened to zapp to this channel of wisdom as the show was halfway in) that had entered his or her skull. – Brains were a lot smaller then, a lot smaller then. That’s why we think it wasn’t the arrow that killed him or her. The probability of anything hitting the brain in such an old humanoid is 1:122,5, she said just to sound scientific and learned I bet. She wore safety glasses as if she was about to light some fireworks. Anyone who has been in one of those machines knows it’s the ears that suffer most unless you, like me, find the sound the rotating magnets make kinda beautiful. But that’s perhaps because they sound a bit like the recording of Saturn’s magnetic field Voyager sent back to Earth on its way through and out our solar system. And by the way: my brain was visible on the scan. I think. They didn’t say, but on the other hand they didn’t not say …

automatic writing
I channel a toddler
asking for ice cream

.

Humanoid

– De var mindre end os. Det betyder, at deres lemmer var kortere, sagde videnskabsdamen, der forsøgte at forklare, hvordan andre racer af forhistoriske (d.v.s. fra før historien fandtes eller nogen huskede nogenting eller tænkte på at skrive ned, hvad der skete eller hvordan, det nu er) mennesker så ud ekstrapolerende fra en forstenet kvist eller hvad det nu var, der stak ud fra en kranielignende sten, der var ved, at blive kørt ind i en MRI-skanner. – Der er sandsynligvis derfor, at denne person ikke kunne tage pilen ud (kvisten var tilsyneladende en pil, jeg var tilfældigvis landet på denne visdomskanal, mens programmet var halvvejs færdigt), der havde boret sig ind i hans eller hendes måske høns eller huans hjerneskal. – Hjerner var meget mindre dengang, meget mindre. Derfor tror vi ikke, at det var pilen der dræbte ham eller hende (o.s.v.). Sandsynligheden for at noget ville ramme hjernen hos sådan en gammel humanoid er 1;122,5, sagde hun velsagtens for at lyde videnskabelig og lærd. Hun bar sikkerhedsbriller, som om hun skulle til at antænde noget fyrværkeri. Enhver der har været inde i én af disse maskiner véd, at det er ørerne, der lider mest medmindre man, som jeg, synes, at lyden af de roterende magneter er smuk på sin egen måde. Men det er måske fordi, at det lyder lidt som den optagelse af Saturns magnetfelt, som Voyager sendte tilbage til Jorden på sin vej gennem og ud af solsystemet. Og forresten: min hjerne kunne ses på skanningen. Tror jeg. De sagde ikke noget, men de sagde heller ikke ikke noget …

automatskrift
jeg kanaliserer et lille barn
der vil ha’ is

A Year Inside a Cat / Et år inde i en kat – haibun

A Year Inside a Cat

For almost a year I have lived inside a cat strictly following the routine of Doctor Divinibussissime Alfred Schuster’s Book of the Hours which apart from the usual daily reading of the entire psalter adorned and beefed up with prayers uttered by saints from the past 2 thousand years consists of minute instructions for every possible detail concerning a person who has set him- or herself apart from the world by retreating into an animal to pray for it (the world, not the cat … which of course is part of the world …) and has wonderful drawings and illustrations of strange beings from the unknown parts of the world which he, the divine doc, traveled in his search for wisdom. In hindsight I should perhaps have chosen a larger cave, a cow or a horse and had I chosen an elephant I could have had my bed with me, but these are thoughts – I see now – induced by The Adversary. Choosing a little animal is a fitting choice for an ascetic. In there there is just enough room for the book, a little lamp, a coffeemaker and the few necessities one needs to endure. And it has Wi-Fi.

in a dream inside a dream
there’s a face in a face
changing the first dream

.

Et år inde i en kat

I næsten et år har jeg levet inde i en kat strengt følgende den i Doktor Divinibussissime Alfred Schusters Timebog fastlagte rutine, som udover den sædvanlige daglige læsning af hele psalteret udsmykket med og forstærket af bønner fremsagt af helgener fra de sidste 2 tusind år består af minutiøse instruktioner for enhver tænkelig detalje angående en person, der har afskåret sig selv fra verden ved at tage bolig i et mindre dyr for at bede for den (verden, ikke katten … som selvfølgelig er en del af verden …) og har underskønne tegninger og illustrationer af mærkværdige skabninger fra de ukendte dele af verden, som han, den guddommelige doktor, berejste i sin søgen efter visdom. I bagklogskabens klare lys kan jeg se, at jeg måske skulle have valgt en større hule, en ko eller en hest og havde jeg valgt en elefant kunne jeg have haft min seng med mig, men disse er tanker – ser jeg nu – indgydt af Modstanderen. At vælge et lille dyr er passende for en asket. Herinde er der lige akkurat plads til bogen, en lille lampe, en kaffemaskine og de få nødvendigheder, der skal til for at holde ud. Og den har W-Fi.

i en drøm inde i en drøm
er der et ansigt i et ansigt
der forandrer den første

 

file date: 25.05 2017

Dream Interpretation for … /Drømmetydning for …

 

“You know anything about dreams?”
“I know what it’s like to dream, but …”
“But do you know anything about what they mean?”
“Not really. I just dream and if it’s a boring dream I jump into another one. Why do you ask? You’ve had any special ones lately?”
“Kind of. I have a recurring one where I find what I can only describe as ‘my’ house. It’s always in a neighbourhood that seems like it was bombed or forgotten by time and left to fall apart on its own. When I enter ‘my’ house it keeps growing as I walk through it. In a way it’s endless. Up till now – or rather last night – it was always in tip-top order on the inside, but now it’s full of garbage and the walls are falling down, the painting is coming off the walls and a bunch of aggressive low-life idiots lives there …”

head toe, head toe and the mess in between from stars

“Lemme call Sigmund,” says K. and takes out a stuffed and worn squirrel with an antenna on its head. He sees my asking face. “It’s a ghost phone, dummy. That’s how we keep in touch. Hi Siggi, K. here. My friend here has a question for you … yea, a fleshy one, alive – he thinks,” says K. and I hear them both laugh. Loud and long. He hands me the squirrel-phone and I retell the dream to ghost-Freud. The phone is put on speaker. Sigmund says “ah” and “um” and “ja” from time to time then “It’s a classic, mein Freund. When we, or should I say you – the dreams of the living are very different from the dreams of us not so alive, but never mind – when we dream about houses or living spaces we are actually dreaming about our selves and that includes the subconscious which of course takes up most of what you call you you AND we never, nevernevernever, dream about any other person but ourselves. No matter how much you think you dream about your loved ones, Harry Belafonte, Balzac or whoever we ALWAYZ (strong Austrian accent) dream about ourselves or aspects of our personality. Think about that for a while and see if your dream changes its significance for you – Ich weiß nicht, wie ich es ausdrücken soll … if you perhaps change in the way you look at it and yourself. Verstehst Du? Ja? Nun, gibt mir K. bitte”. In the background I hear French singing and what I assume is can-can music and someone shouting “More absinthe!” followed by a “You’ve ‘ad enough, Toulouse”.
K. and Sigmund talk a bit while I pretend to think.

sitting on my left hand I know what it’s doing

“Now, did that help?”, asks K. putting the ghost phone away.
“Perhaps, perhaps not. Tell me, was Freud at a party?”
“Sort of. He was at the Moulin Rouge. The immaterial one. It’s still a hot place for the dead of the late 19th and early 20th century”.
“Ooh, I’d like to go there. I could meet Rimbaud and those guys”.
“Come on then”, says K. and takes out a giant scimitar. “I usually killa (Italian accent) people for money but as you are my friend I killa you nothing”, he grins.
“Stop it. There’s the Eurovision Song Contest on the telly”.
“When?”
“It starts now”.
“Go get the coffee and cookies! Presto! And the cigars!”

Kyndelmisse*
frost giants yawn
and scratch their noses

..

Kyndelmisse: old Danish for Candlemass, the middle of winter

*

“Ved Du noget om drømme?”
“Jeg ved, hvordan det er at drømme, men …”
“Men ved Du noget om, hvad de betyder?”
“Ikke rigtig. Jeg drømmer bare, og hvis det er en kedelig drøm, hopper jeg bare ind i anden. Hvorfor spørger Du? Har Du haft nogle særlige på det det sidste?”
“På en måde. Jeg har én, der gentager sig, hvor jeg finder, hvad jeg kun kan beskrive som ’mit’ hjem. Det befinder sig altid i et kvarter, der ser ud som om, det var sønderbombet eller glemt af tiden og overladt til at forfalde helt af sig selv. Når jeg træder ind i ’mit’ hus, bliver det ved med at vokse efterhånden som jeg går gennem det. På en måde er det endeløst. Indtil nu – eller i hvert fald til sidste nat – har det altid været i tip-top orden indeni, men nu er det fuldt af affald og væggene smuldrer, malingen skaller af væggene og nu bor der nogle aggressive sumpere …”

hoved tå, hoved tå og rodet indimellem fra stjerner

“Jeg ringer lige til Sigmund, siger K. og tager et udstoppet og slidt egern med en antenne på hovedet frem. Han ser mit spørgende ansigt. “Det’ en spøgelsestelefon, dummernik. Det’ sådan vi holder kontakten. Hej Siggi, K. her. Min ven har lige et spørgsmål … ja, en kødfuld én … levende – tror han”, siger K. og jeg kan høre dem begge skoggerle. Højt og længe. Han rækker mig egernfonen, og jeg fortæller historien til spøgelses-Freud. Telefonen er sat på medhør. Sigmund siger “ah” og “um” og “ja” fra tid til anden og dernæst “Det er en klassiker, mein Freund. Når vi, eller skulle jeg sige I – de levendes drømme er anderledes end dem vi knap så levende har, men det ser vi lige bort fra – når vi drømmer om huse og steder, hvor vi bor drømmer vi faktisk om vores selv, og det inklusive vores underbevidsthed, som selvfølgelig fylder det meste af hvad, vi kalder os, det meste af det, Du kalder dig selv, OG vi drømmer aldrig, aldrigaldrigaldrig, om andre personer end os selv. Uanset hvor meget du tror, du drømmer om dine kære, Harry Belafonte, Balzac eller hvem pokker det kan være drømmer vi ALTZID (stærk østrigsk accent) om os selv eller aspekter af vores personlighed. Tænk over det en tid og læg mærke til, om Din drøm ændrer sig eller om den ændrer betydning for Dig – Ich weiß nicht, wie ich es ausdrücken soll … om Du måske får et andet syn på Dig selv og Din drøm. Verstehst Du? Ja? Nun, gibt mir K. bitte”. I baggrunden er der lyden af sang på fransk og hvad jeg formoder er can-can musik og nogen, der råber ”Mere absint!” efterfulgt af et ”Dy ’har allereje fåed nok, Toulouse.”
K. og Sigmund taler videre for en stund, mens jeg lader som om, jeg tænker.

siddende på min venstre hånd véd jeg hvad den gør

“Nå, ku’ Du bruge det til noget? spørger K. og lægger telefonen lommen igen.”
“Måske, måske ikke. Sig mig, var Freud til et selskab?”
På en måde. Han var på Moulin Rouge. Den immaterielle. Det er stadig et in-sted for de der døde sent i det 19nde århundrede og begyndelsen af det 20nde.”
“Uh, det ku’ jeg godt tænke mig at besøge. Jeg ku’ møde Rimbaud og de dér fyre.”
”Ok så,” siger K. og trækket en gigantisk krumsabel frem. ”Jaj dræber nomalt (stærk italiensk accent) folk for penge, men dar Du er min amico, gør jaj det gratis,” griner han.
“Stop det. Der er Melodigrandprix på fjerneren.”
“Hvornår?”
“Det begynder nu.”
“Hent kaffen og småkagerne! Presto! Og cigarerne.”

Kyndelmisse
frostjætter gaber
og klør sig på næsen

Pointless Joke / Vittighed uden pointe

The Earth, a horse and a fireman comes into a bar …, no, that’s not it. The Earth, a penguin and Nicanor Parra (he just died, didn’t he?) comes into a bar …, no, Mars, Stalin and a pint of milk comes into a bar …, a car, a waterfall and the Alt-Right movement comes into a bar, Earth, a pair of glasses and a pocket … 700 guinea pigs, 1500 mites and a Kalashnikov … Queen E, a magic mushroom and Buddha comes into a dentists surgery … Suzy Q, Ben Webster and a daffodil …

whatever
it takes

time takes

what it
takes

:

Jordkloden, en hest og en brandmand går ind på en bar … nej, det var ikke sådan. Jordkloden, en pingvin og Nicanor Parra (han er lige død, er han ikk’?) går ind på en bar …, nej, Mars, Stalin og en liter mælk går ind på en bar …, en bil, et vandfald og Alt-Right bevægelsen går ind på en bar, Jordkloden, et par briller og en lomme … 700 marsvin, 1500 mider og en Kalashnikov … Dronning E, en magisk svamp og Buddha går ind til en tandlæge … Suzy Q, Ben Webster og en mælkebøtte

hvad end
den ta’r

ta’r tiden

hvad den
ta’r

file date 25.01 2018

The Nussbaums / Nussbaumerne

The Nussbaums

When the Nussbaums moved to this village they changed their name to Nuttree thinking, perhaps (I don’t really know, they don’t seem to hear what’s spoken to them nor can we hear what they say when they speak, it looks like they’re speaking, they move their mouths, their terrible foreign mouths, but not a sound reaches our otherwise hospitable ears) they’d fit in better, blend into the life of the village without anyone noticing.

without end or beginning
a new year’s
North-Westerly wind

There’s a lot in a name. The right name can do wonders for you; or the opposite: make life hell. It’s not about numerological mumbo-jumbo or Kabbalistic hocus-pocus, but the good Lord said it through his servant James, and George Harrison said it as well, though I think he got it from another who got it from another who got it from another who got it from another who got it from another who got it from another and so on. The now Nuttrees (which is and are the same as (the) Nussbaums, their name meaning the same, the people being the same) tried, I’ll give them that, they tried to become part of the village, part of the landscape, but we only saw them as semi translucent people trying to make contact. We’re used to that around here. It’s an old land in the centre of which stands a hill that has been considered holy for thousands of years by stone-, bronze- and iron age people and after them the Vikings and then, as the latest faith, by Christianity and the latter built a church on that spot and claimed it theirs. Of course. It’s just how people work, but since it’s an old land it has and has had many through-passers and they’re not always easy to see. Some only solidify – as opposed to fog, for instance, which never solidifies – after a while or a few generations, some just merge with the background shadows and never become really real. And all that has to do with names, I suspect.

wet smoke
the rain of -17
becomes the rain of -18

It’s sorta like with ghosts, you see them but not really. They try to interact with you but unsuccessfully. Perhaps they manage to knock over a vase or something to let you know they’re there but that merely pisses you off and that isn’t a good way to begin a talk … But after a while the now Nuttrees changed their name to Nøddetræ which means the same as Nussbaum and Nuttree, but it’s in the language of the land and now we can see them clearly, talk to them, lend them stuff and so on and things should be better from now on, if they learn to give back what they borrow, if they weren’t so loud, if they would eat decent normal food, if they weren’t so big show-offs with every new luxury good they buy, if …

first dream?
no, it’s too early
for that

..*..

Nussbaumerne

Da familien Nussbaum flyttede til landsbyen, skiftede de navn til Nuttree og tænkte nok (jeg ved det egentlig ikke, de synes ikke at høre, hvad der bliver sagt til dem, og vi kan heller ikke høre, hvad de siger, når de taler, det ser ud som om, de taler, deres munde bevæger sig, de der forfærdelige fremmede munde, men ingen lyde når vore ellers gæstfrie ører), at de ville passe bedre ind, sådan bare glide ind i landsbyens liv, uden at nogen lage mærke til det.

uden ende eller begyndelse
et nyt års
nordvestlige vind

Et navn er betydningsfuldt. Et navn kan gøre udvirke mirakler for én; eller det modsatte: gøre livet til et helvede. Det handler ikke om numerologisk plidder-pladder eller kabbalistisk hokus-pokus, men Herren selv sagde det gennem sin tjener Jakob, og George Harrison sagde det også, selvom jeg tror, at han havde fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden og så videre. De nuværende Nuttree’er (som er det og de samme som Nussbaumerne, navnene betyder samme, menneskene er de samme) prøvede virkelig, det må man give dem, at blive del af landsbyen, del af landskabet, men vi kunne kun se dem som halvt gennemsigtige mennesker, der prøvede at tage kontakt. Det er vi vant til på disse egne. Det er et gammelt land i hvis midte knejser en høj, som i årtusinder har været anset for hellig af sten-, bronze- og jernalderfolk og dernæst af Vikingerne og så, som den seneste tro, af de kristne, som byggede en kirke på stedet og sagde, den var deres. Selvfølgelig. Det er bare sådan det er med mennesker, men siden det er gammelt land har det, og har haft, mange gennemrejsende og de er ikke altid nemme at se. Nogle bliver faktisk først faste – i modsætning til tåge f.eks., som aldrig bliver fast – efter et stykke tid eller nogle generationer, andre går bare i eet med baggrundsskyggerne og bliver aldrig rigtigt virkelige. Og alt dét har med navne at gøre, tror jeg.

våd røg
regnen fra -17
bliver regnen i -18

Det er ligesom med spøgelser, man ser dem, men ikke sådan rigtigt. De prøver at interagere med én, men uden held. Måske klarer de at vælte en vase eller noget lignende for at lade dig vide, at de er der, men det gør dig bare vred, og det er ikke en god måde at starte en samtale på … Men efter et stykke tid skiftede de, der nu hed Nuttree navn til Nøddetræ, som betyder det samme som Nussbaum og Nuttree, men det er et navn på landets og landskabets sprog, og nu kan vi se dem klart og tydeligt, tale med dem, låne dem ting og sager og fra nu af skulle tingene blive bedre, som man siger, hvis de altså ville tilbagelevere, hvad de har lånt, hvis de ikke var så højrøstede, hvis de bare ville spise ordentligt normalt mad, hvis de ikke pralede så meget med deres nyindkøbte luksusvarer, hvis …

første drøm?
nej, det for tidligt
til dét

file date 01.01 2018

Gnosienne no. 1 – rengay and haibun

for each sundown
in each cell a piano playing
Gnosienne no. 1

you’ll get a C minus
if the furniture doesn’t move!

the wig she left
if watered will grow
on you

after the waltz you wake up
as a fleur-de-lis in stucco

attempting to befriend neon-lights
the mountain man
grows a woodpecker tongue

then your third eye gets transplanted
to a nameless gynoid

metal fatigue
to fall in love with a fridge
and fail

after a week you strangle
the god of the Northern wind

that distance in his voice while looking down into the street (counting the cobblestones around her body as per instinct): Oh, she couldn’t fly

cloud food, milk food, white bread
a pure mind sees
only the mechanics

*

for hver solnedgang
i hver celle spiller et klaer
Gnosienne nr. 1

Du får et 3-tal
hvis møblerne ikke bevæger sig

parykken hun efterlod
vil du holde mere af
hvis du vander den

efter valsen vågner du
som en fransk lilje i stuk

han forsøger at blive venner med neonlysene
manden fra bjergene

så bliver dit tredje øje transplanteret
til en navnløs gynoide

metaltræthed
at blive ulykkeligt forelsket
i et køleskab

efter en uge kvæler du
nordenvindens gud

det dér fjerne i hans stemme mens han kigger ned på gaden (og tæller brostenene omkring hendes krop som per instinkt): Åh, hun kunne ikke flyve

skymad, mælkemad, hvidt brød
et rent sind ser
kun mekanikken

Gnosienne no.1: famous piano music by Eric Satie, who also wrote “music for furniture”.
File date: 21.12. 2017

gembun 16.12 2017

in heartache city shadows taste like rain

poker face
I pretend a death god’s
strawberry jam is good

.

i de knuste hjerters by smager skygger som regn

poker face
jeg lader som om en dødsguds
jordbærmarmelade er god

:

Nuages for 2 fingers, cigarette and mustache

street cabaret
a passing shower
mimics an ostrich

.

Nuages for to fingre, cigaret og moustache

gadecabaret
en forbigående byge
efterligner en struds

:

solstice, it’s not really the middle of anything

woosh woosh
barking like an ocean
a puddle ascends to Heaven

.

solhverv, det er ikke rigtig midten af noget som helst

wuush wuush
gøende som et hav
opstiger en vandpyt til Himlen

:

in the absence of light your mood materialises as a lead millipede

face to face with a wall
she smokes
a nail

.

i fraværet af lys materialiseres dit humør som et tusindben af bly

ansigt til ansigt med en væg
ryger hun
et søm

:

, and as usual there’s a crow on the house opposite

death in the birth
the winter sky is a desert
without lizards

.

, og som sædvanlig er der en krage på huset overfor

døden i fødslen
vinterhimlen er en ørken
uden øgler

:

even before awakening lati- and longitudes pass straight through you

winter soltice
my spirit animal
is a horse of mud

.

selv før du vågner går længde- og breddegrader direkte gennem dig

vintersolhverv
mit åndedyr
er en mudderhest