Tag: haibun

Blue Time or What Use is Poetry?

“Well, if you can’t dig a hole with it or unscrew the lid to your coffin it’s not useful”, said K. looking over my shoulder as I was writing a haiku of sorts (one that seemed uncomfortable being constrained within that narrow concept and was dying (a manner of speaking) to stretch its limbs and run amok and became this text).
“Perhaps it can do other things”, I tried. “Perhaps it can make time go by a little more unnoticed?”
“Like watching TV you mean?”
“Something like that”

entering fall I fall

“See, that’s the problem with you the “living” (he made the “ ” in the air with his fingers – or finger bones, to be correct). “You want time to go in a way that you don’t feel it and when your death comes you want more of it. Like: you don’t really know what you want till it’s gone. Why would it come to you when you really didn’t pay any attention to it while it was there? Time is not always a dog clinging to you no matter how badly you treat it”
“Ooh, I did pay attention to it and I still do”
“When exactly?”
“That time with the colonoscopy for instance; and when I’m at the dentist …”
“Nah, the colon thing doesn’t count. You were out of it. They drugged you”
“What about those times when I went through withdrawals and was being harassed by little blue men?”
“HA! As if that was scary. I bet they just went about their acrobatic metamorphosing like they normally do. They’re always like that. Did they turn into a whale, a ship, horrible birds etc. etc.?”
“Yes, how do you know that?”
“It’s their nature. They’re like clouds. They’re always there in between ‘worlds’, so to speak; between states of consciousness, but they’re really dumb as f*ck, pardon my Danish (this conversation took place in Danish, but I have translated it to get a little distance); they have a 4 neuron brain or something like that. They’re sort of the glue between spheres coming alive just for the fun of it. Just because it can. They’re just there doing what they do and having fun and ‘plop’ they go back again to be glue. You just got scared because you actually saw them”
“Are they Time?”
“Sorta”
“I’m not really sure I like Time …”
“No?”
“Definitely not Blue Time”

ignorant of Doomsday threats geese head for the other side of the lake

.

Blå tid eller Hvad nytte er poesi til?

“Altså. hvis du ikke kan grave et hul med det eller skrue låget af din kiste, er det ikke til nogen nytte”, sagde K. Han kiggede mig over skulderen, mens jeg skrev et slags haiku (ét der ikke syntes tilpas ved at være begrænset til det snævre koncept, og var ved at dø (det er bare sådan noget man siger) af utålmodighed efter at strække sine lemmer og gå amok og blev til denne tekst).
“Måske kan det gøre andre ting, forsøgte jeg. Måske kan det få tiden til at gå lidt mere ubemærket”
“Lissom at se fjernsyn mener Du?”
“Noget i den retning”

med en slåfejl har efteråret pludselig løvefald

“Ser du, det er problemet med jer ”levende” (igen lavede han de dér ” ” i luften med sine fingre – eller rettere: fingerknogler). I vil ha’, at tiden går på en måde, så I ikke mærker den, og når jeres død kommer vil I ha’ mere af den. Det er som: I véd ikke, hvad I har, indtil I ikke har det mere. Hvorfor sku’ den komme til jer, når I ikke rigtig lagde mærke til den, mens den var der? Tiden er ikke altid en hund, der klæber til dig uanset hvor dårligt, du behandler den”
“Uh, jeg har altid lagt mærke til tiden og gør det stadig”
“Hvornår præcist?”
“Den gang med koloskopien, for eksempel; og når jeg er hos tandlægen …”
“Næh du, kolo-tingen gælder ikke. Da var du helt væk, fordi de havde bedøvet dig”
“Hvad så med de gange jeg var til afgiftning og blev generet af små blå mænd?”
“HA! Som om det var noget, at være bange for. Jeg tør vædde på, at de blot undergik deres akrobatiske metamorfoser, som de altid gør. Forvandlede de sig til et skib, en hval, forfærdelige fugle o.s.v. o.s.v.?”
“Ja. Hvordan kan du vide dét?”
“Det er deres natur. De er som skyer. De gør bare det de gør og har det sjovt med det. De er altid dér mellem verdener, så at sige, mellem bevidsthedsstadier, men i virkeligheden er de fandens dumme. De har en hjerne med 4 neuroner eller noget i den retning. Det er ligesom om, at limen mellem sfærerne kommer til live bare for sjov. De gør blot, hvad de gør og har det sjovt med det og så ’plop’ går de tilbage til at være lim igen. Du blev kun bange, fordi du så dem”
“Er de Tiden?”
“På en måde
“Jeg tror ikke, at jeg kan lide Tiden”
Ikke?”
“I hvert fald ikke Blå Tid”

uvidende om dommedagstrusler flyver gæs mod søens anden bred

Knocking Rain

with all its thousands of fingers the rain knocks on every window but I won’t let it in I did once feeling sorry for it being out in the rain out in itself (which perhaps more correctly is in in itself; a rain going out of itself stretches the mind too much to imagine and I have a head cold and have no desire to stretch anything) and it stopped being itself and made a sorry mess of everything not having learned to hold a cup not being brought up in the art of conversation not listening just talking talking talking about itself and falling and how hard masonry is to fall on concrete even harder everything was wet so I’ll keep my cool keep the windows closed arrogant and heartless it may seem but as I said I have a head cold and have no mind to worsen that

still shorter days go go go

I left a bowl outside thinking it could get a hold of itself there a kind of bed for it or a chair but moss has settled there and it is no mind to move any time soon

yap yap yapping a puppy constantly feels ignored

.

Bankende regn

med alle sine tusinder af finger banker regnen på hvert eneste vindue men jeg vil ikke lukke den ind jeg gjorde det engang da jeg syntes det var synd for den at være ude i regnen ude i sig selv (hvilket måske mere korrekt er inde i sig selv; en regn der går ud af sig selv strækker forestillingsevnen for meget at forestille sig og jeg forkølet og har ikke til sinds at strække noget som helst) og da var den ikke længere sig selv og rodede alting til den havde ikke lært at holde på en kop den var ikke oplært i samtalens kunst den lyttede ikke talte talte talte kun om sig selv og det at falde og hvor hårde mursten er at falde på beton endnu hårdere og alt var vådt så jeg gør mig kold og holder vinduerne lukkede uanset hvor arrogant og hjerteløst det måtte synes men som sagt er jeg forkølet og har ikke til sinds at gøre det værre

stadig kortere går går går dagene

jeg har sat en skål ud og tænkte at den ku’ få hold på sig selv dér en slags seng til den eller en stol men mos har bosat sig i den og har tænkt sig at flytte lige med det samme

bjæf bjæf bjæffende en hvalp føler sig vedvarende overset

Just before I fell asleep that night I heard the door bell and got up before I remembered I have no (working) door bell.

”in and out of the red balloon”
nonsensical songs
linger
linger

.

Lige før jeg faldt i søvn den nat hørte jeg dørklokken og stod op før jeg kom i tanker om, at jeg ikke har nogen (funktionsdygtig) dørklokke.

“i en lille båd der gynger”
tåbelige sange
hænger ved
hænger ved