when the trees begin to yawn
and prepare for winter’s sleep
the Thistleman grabs
his long broad knife
made from lovers’ sighs
and cuts away bits of clouds
to make pillows for each sleepy leaf
about to fall
the ghosts of bygone summers’ bees
fold the pieces of cloud in vacant cobwebs
adding a tiny dewdrop to make sure
the coming winter’s dreams are sweet
the Thistleman goes about his task
humming a song he makes up as he goes
from hill to hill from menhir to menhir
full of forgotten names
before he himself sets off
to his bedroom
beneath a timeless copper beech
.
når træerne begynder at gabe
og gøre sig klar til vinterens søvn
griber Tidselmand
sin lange kniv
lavet af elskendes sukke
og skærer små stykker af skyer
for at lave puder til ethvert søvnigt blad
der skal falde
ånderne af hengangne somres bier
folder skystykkerne ind i tomme edderkoppespind
og lægger en lille dugdråbe i dem
for at sikre at den kommende vinters drømme
er søde
Tidselmanden udfører sin gerning
mens han nynner en sang
han finder på mens han går
fra høj til høj fra bautasten til bautasten
fulde af glemte navne
før han selv begiver sig på vej
til sit sovekammer under en tidløs blodbøg