time went into a house
and left bits of itself
in every room
in every chair
and couch
on every stool
and table
it left bits of itself
in every pocket
in every jacket
and every shirt
and in the pockets
of all the trousers
it could find
in every jar
and biscuit tin
in every box
and every barrel
and some with the ever circling goldfishes
time left small bundles
of itself behind
to help out
those who keep saying
“when I can find the time
I will enjoy this
I will enjoy that
I will do this
I will do that
and watch cornflowers
open and close their
blue eyes”
but when it came
to the backroom
where I sat
pondering why
coffee gets cold so quickly
and people in photographs
do not age
it had but a tiny bit left
wrinkled and dry
it left it on my cardboard box table
beside the cold coffee
with a little sigh
before it went out
the back door
and merged with the dusk
tiden gik ind i et hus
og efterlod små stykker
af sig selv
i alle værelser
i alle stole
og sofaer
på all taburetter
og alle borde
den efterlod små stykker af sig selv
i alle lommer
på alle jakker
og alle skjorter
og i lommerne
på alle bukser
den kunne finde
i enhver krukke
og kagedåse
i enhver æske og kasse
og alle tønder
og lidt hos de evigt cirklende guldfisk
tiden efterlod små bundter
af sig selv
for at hjælpe dem
som bliver ved med at sige
”når jeg finder tiden til det
vil jeg nyde dette
vil jeg nyde hint
vil jeg gøre dette
vil jeg gøre hint
og betragte kornblomsterne
åbne og lukke
sine blå øjne”
men da den kom
til baglokalet
hvor jeg sad
og spekulerede over
hvorfor kaffe bliver
så hurtig kold
og mennesker på fotografier
ikke ældes
havde den kun en lille stump tilbage
rynket og tør
den efterlod den på mit papkassebord
ved siden af den kolde kaffe
med et lille suk
før den gik ud
af bagdøren
og blev ét med tusmørket