under
December’s
moon
December’s
moon
in
a puddle
.
Bare for at tale om noget, eller rettere bare for at tale, taler jeg om min barndom som en lille skrue på et stort skib, og hvordan jeg voksede op til at blive den store gryde, hvori hummerne til passagererne på 1ste klasse kogtes, før jeg pensioneredes til denne bænk i parken. Hunden (som jeg æltede af mørke – der er masser af dét heromkring) ser på mig med øjne, der gerne vil ha’, at jeg kalder mig selv hans far. »Ha, mig narrer du ikke, min dreng. Jeg er et menneske, og du er en hund«, siger jeg og den ser ud som om den forstår. Den opløses i det omkringliggende mørke hvorfra den kom og tilslutter sig den forsatte invasion af møbler og sind.
under
decembers
måne
decembers
måne
i
en vandpyt