Tag: poem

halfway up the hill
there’s a tree dreaming
of becoming a cloud

like those
sailing away
in the blue
September sky

in a wind going North
to where the mountains
wear white hats

its roots itching
to leave the soil

its leaves eager
to become ten thousand wings

its branches stretching
for the bottomless blue

unending
unending

“What are you standing there for?”
asked a little cloud
“Why don’t you come with us?
We’re going to Norway
to the land of rugged hills
and long tales.”

”I wish I could”
said the tree
“but I must stay here
if I want to or not.”

“Why?” asked the cloud.
“Because I’m a tree.”

.

halvvejs oppe ad højen
et træ der drømmer
om at blive en sky

som dem
der sejler væk
på den blå
septemberhimmel

for en vind der går nordpå
til dér hvor bjergene
bærer hvide hatte

dets rødder ivrige
efter at forlade jorden

dets blade opsatte på
at blive titusinde vinger

dets grene strækkende sig mod
det bundløse blå

uendeligt
uendeligt

”Hvorfor står du dér?”
spurgte en lille sky
”Hvorfor kommer Du ikke med os?
Vi er på vej til Norge
landet med de barske høje
og lange historier.”

”Jeg ville ønske, at jeg kunne”
sagde træet
”men jeg må blive her
om jeg vil eller ej.”

”Hvorfor?” spurgte skyen.
”Fordi jeg er et træ.”

from her coat of sparrows
she would pick one each morning
wring its neck and spend
the day mourning it

sometimes her willed sadness took
the shape of an ant
sometimes her darling sadness took
the shape of a wolf
sometimes her treasured sadness took
the shape of a horse
black, black, black and wild
and she would ride through
the landscape like an ill wind
revenging the death of her sparrow

as the night began to rise
from the ground again
she was exhausted and empty
except for the sadness
of her loss of the sadness
of the morning sparrow’s death

and no one knew
but
the ant
the wolf
and the horse

and the sparrows that swept her
in soft light clad in darkness
when she fell asleep

.

fra sin kåbe af spurve
valgte hun én hver morgen
vred halsen om på den og brugte
dagen til at sørge over den

nogle gange antog hendes ville sorg
en myres skikkelse
nogle gange antog hendes elskede sorg
en ulvs skikkelse
nogle gange antog hendes skattede sorg
skikkelse af en hest
sort, sort, sort og vild
og hun red gennem landskabet
som en ond vind hævnende
hendes spurvs død

da natten begyndte at rejse sig
fra jorden igen
var hun udmattet og tom
bortset fra sorgen over
at have mistet sorgen over
morgenspurvens død

og ingen vidste det
bortset fra
myren
ulven
og hesten

og spurvene der svøbte hende
i blødt lys klædt i mørke
når hun faldt i søvn

out among the soft rolling hills
that roll in their own pocket of time
there’s a house for special children

each of them born
with a seed inside their head

a seed of a copper beech
a seed of a larch
a seed of an oak
a seed of a maple
a seed of a birch
a seed of an elm

a seed for every kind of tree
the world needs
for the birds that bring dreams
to us ordinary shadows

.

the children arrive from nowhere
but always from among us

and we never notice
they have gone

we never notice
they have been here

we just feel a weight has gone
from our knees
and go about our daily nothings

.

they sleep in soft beds
on pillows stuffed with clouds
and a single dewdrop

made by the Thistleman
and the ghosts of bees
of bygone summers
(as you know)

cats of light
beetles of rainbows
soon-to-be angels
and playful violins
see to their every need

preparing them for their inevitable departure
when they will venture out
among the rolling hills
to sit down in a nice spot
they will recognise
when they see it
and let the seed take over
and nature run its course

and when Time goes by
it will recognise
every single child

and smile

.

ude mellem de blødt rullende bakker
der ruller i deres egen lomme af tid
er der et hus for specielle børn

hver især født
med et frø inde i hovedet

et frø af en blodbøg
et frø af en lærk
et frø af en eg
et frø af et ahorntræ
et frø af en birk
et frø af en elm

et frø af alle slags træer
verden har brug for
til fuglene, der bringer drømme
til os almindelige skygger

.

børnene kommer ingen steder fra
men altid fra iblandt os

og vi mærker aldrig
at de er væk

vi mærker aldrig
at de var her

vi mærker kun at en vægt
er forsvundet fra vore knæ
og fortsætter i vort daglige tomrum

.

de sover i bløde senge
på puder fulde af skyer
og en enkelt dugdråbe

lavet af Tidselmanden
og ånderne af hedengangne
somres bier
(som du véd)

katte af lys
biller af regnbuer
kommende engle
og legesyge violiner
passer og plejer dem

og forbereder dem på deres uundgåelige afsked
når de skal begive sig afsted
ud blandt de rullende bakker
for at sætte sig på en dejlig plet
de genkender
når de ser den
og lade frøet tage over
og naturen gå sin gang

og når Tiden går forbi
vil den genkende
hvert eneste barn

og smile

when the trees begin to yawn
and prepare for winter’s sleep

the Thistleman grabs
his long broad knife
made from lovers’ sighs

and cuts away bits of clouds
to make pillows for each sleepy leaf
about to fall

the ghosts of bygone summers’ bees
fold the pieces of cloud in vacant cobwebs
adding a tiny dewdrop to make sure
the coming winter’s dreams are sweet

the Thistleman goes about his task
humming a song he makes up as he goes
from hill to hill from menhir to menhir
full of forgotten names

before he himself sets off
to his bedroom
beneath a timeless copper beech

.

når træerne begynder at gabe
og gøre sig klar til vinterens søvn

griber Tidselmand
sin lange kniv
lavet af elskendes sukke

og skærer små stykker af skyer
for at lave puder til ethvert søvnigt blad
der skal falde

ånderne af hengangne somres bier
folder skystykkerne ind i tomme edderkoppespind
og lægger en lille dugdråbe i dem
for at sikre at den kommende vinters drømme
er søde

Tidselmanden udfører sin gerning
mens han nynner en sang
han finder på mens han går
fra høj til høj fra bautasten til bautasten
fulde af glemte navne

før han selv begiver sig på vej
til sit sovekammer under en tidløs blodbøg