put
the apple
back
on
its shadow
and
the shadow
back
on
the table
where
the apple
was
.
læg
æblet
tilbage
på
dets skygge
og
skyggen
tilbage
på
bordet
hvor
æblet
var
words and art by Johannes S. H. Bjerg
from her coat of sparrows
she would pick one each morning
wring its neck and spend
the day mourning it
sometimes her willed sadness took
the shape of an ant
sometimes her darling sadness took
the shape of a wolf
sometimes her treasured sadness took
the shape of a horse
black, black, black and wild
and she would ride through
the landscape like an ill wind
revenging the death of her sparrow
as the night began to rise
from the ground again
she was exhausted and empty
except for the sadness
of her loss of the sadness
of the morning sparrow’s death
and no one knew
but
the ant
the wolf
and the horse
and the sparrows that swept her
in soft light clad in darkness
when she fell asleep
.
fra sin kåbe af spurve
valgte hun én hver morgen
vred halsen om på den og brugte
dagen til at sørge over den
nogle gange antog hendes ville sorg
en myres skikkelse
nogle gange antog hendes elskede sorg
en ulvs skikkelse
nogle gange antog hendes skattede sorg
skikkelse af en hest
sort, sort, sort og vild
og hun red gennem landskabet
som en ond vind hævnende
hendes spurvs død
da natten begyndte at rejse sig
fra jorden igen
var hun udmattet og tom
bortset fra sorgen over
at have mistet sorgen over
morgenspurvens død
og ingen vidste det
bortset fra
myren
ulven
og hesten
og spurvene der svøbte hende
i blødt lys klædt i mørke
når hun faldt i søvn
out among the soft rolling hills
that roll in their own pocket of time
there’s a house for special children
each of them born
with a seed inside their head
a seed of a copper beech
a seed of a larch
a seed of an oak
a seed of a maple
a seed of a birch
a seed of an elm
a seed for every kind of tree
the world needs
for the birds that bring dreams
to us ordinary shadows
.
the children arrive from nowhere
but always from among us
and we never notice
they have gone
we never notice
they have been here
we just feel a weight has gone
from our knees
and go about our daily nothings
.
they sleep in soft beds
on pillows stuffed with clouds
and a single dewdrop
made by the Thistleman
and the ghosts of bees
of bygone summers
(as you know)
cats of light
beetles of rainbows
soon-to-be angels
and playful violins
see to their every need
preparing them for their inevitable departure
when they will venture out
among the rolling hills
to sit down in a nice spot
they will recognise
when they see it
and let the seed take over
and nature run its course
and when Time goes by
it will recognise
every single child
and smile
.
ude mellem de blødt rullende bakker
der ruller i deres egen lomme af tid
er der et hus for specielle børn
hver især født
med et frø inde i hovedet
et frø af en blodbøg
et frø af en lærk
et frø af en eg
et frø af et ahorntræ
et frø af en birk
et frø af en elm
et frø af alle slags træer
verden har brug for
til fuglene, der bringer drømme
til os almindelige skygger
.
børnene kommer ingen steder fra
men altid fra iblandt os
og vi mærker aldrig
at de er væk
vi mærker aldrig
at de var her
vi mærker kun at en vægt
er forsvundet fra vore knæ
og fortsætter i vort daglige tomrum
.
de sover i bløde senge
på puder fulde af skyer
og en enkelt dugdråbe
lavet af Tidselmanden
og ånderne af hedengangne
somres bier
(som du véd)
katte af lys
biller af regnbuer
kommende engle
og legesyge violiner
passer og plejer dem
og forbereder dem på deres uundgåelige afsked
når de skal begive sig afsted
ud blandt de rullende bakker
for at sætte sig på en dejlig plet
de genkender
når de ser den
og lade frøet tage over
og naturen gå sin gang
og når Tiden går forbi
vil den genkende
hvert eneste barn
og smile
when the trees begin to yawn
and prepare for winter’s sleep
the Thistleman grabs
his long broad knife
made from lovers’ sighs
and cuts away bits of clouds
to make pillows for each sleepy leaf
about to fall
the ghosts of bygone summers’ bees
fold the pieces of cloud in vacant cobwebs
adding a tiny dewdrop to make sure
the coming winter’s dreams are sweet
the Thistleman goes about his task
humming a song he makes up as he goes
from hill to hill from menhir to menhir
full of forgotten names
before he himself sets off
to his bedroom
beneath a timeless copper beech
.
når træerne begynder at gabe
og gøre sig klar til vinterens søvn
griber Tidselmand
sin lange kniv
lavet af elskendes sukke
og skærer små stykker af skyer
for at lave puder til ethvert søvnigt blad
der skal falde
ånderne af hengangne somres bier
folder skystykkerne ind i tomme edderkoppespind
og lægger en lille dugdråbe i dem
for at sikre at den kommende vinters drømme
er søde
Tidselmanden udfører sin gerning
mens han nynner en sang
han finder på mens han går
fra høj til høj fra bautasten til bautasten
fulde af glemte navne
før han selv begiver sig på vej
til sit sovekammer under en tidløs blodbøg
time went into a house
and left bits of itself
in every room
in every chair
and couch
on every stool
and table
it left bits of itself
in every pocket
in every jacket
and every shirt
and in the pockets
of all the trousers
it could find
in every jar
and biscuit tin
in every box
and every barrel
and some with the ever circling goldfishes
time left small bundles
of itself behind
to help out
those who keep saying
“when I can find the time
I will enjoy this
I will enjoy that
I will do this
I will do that
and watch cornflowers
open and close their
blue eyes”
but when it came
to the backroom
where I sat
pondering why
coffee gets cold so quickly
and people in photographs
do not age
it had but a tiny bit left
wrinkled and dry
it left it on my cardboard box table
beside the cold coffee
with a little sigh
before it went out
the back door
and merged with the dusk
tiden gik ind i et hus
og efterlod små stykker
af sig selv
i alle værelser
i alle stole
og sofaer
på all taburetter
og alle borde
den efterlod små stykker af sig selv
i alle lommer
på alle jakker
og alle skjorter
og i lommerne
på alle bukser
den kunne finde
i enhver krukke
og kagedåse
i enhver æske og kasse
og alle tønder
og lidt hos de evigt cirklende guldfisk
tiden efterlod små bundter
af sig selv
for at hjælpe dem
som bliver ved med at sige
”når jeg finder tiden til det
vil jeg nyde dette
vil jeg nyde hint
vil jeg gøre dette
vil jeg gøre hint
og betragte kornblomsterne
åbne og lukke
sine blå øjne”
men da den kom
til baglokalet
hvor jeg sad
og spekulerede over
hvorfor kaffe bliver
så hurtig kold
og mennesker på fotografier
ikke ældes
havde den kun en lille stump tilbage
rynket og tør
den efterlod den på mit papkassebord
ved siden af den kolde kaffe
med et lille suk
før den gik ud
af bagdøren
og blev ét med tusmørket
and not
one sparrow
and not
one sparrow
and not
one sparrow
will fall
will fall
and
not
one
sparrow
will
fall
with
out
and
not
one
sparrow
will
fall
fall
fall
without
not
one
sparrow
og ikke
én spurv
og ikke
én spurv
og ikke
én spurv
vil falde
vil falde
og
ikke
én
spurv
vil
falde
uden
og
ikke
én
spurv
vil
falde
falde
falde
uden
ikke
én
spurv
blue
sea
white
sails
blue
sky
white
sails
white
clouds
blue
sea
white
gulls
blue
sky
blue
sea
blue
sea
white
sails
white
sails
blue
sea
blue
sky
blue
sea
blue
sky
white
sails
going
beyond
the
blue
sea
blåt
hav
hvide
sejl
blå
himmel
hvide
sejl
hvide
skyer
blåt
hav
hvide
måger
blå
himmel
blåt
hav
blåt
hav
hvide
sejl
hvide
sejl
blåt
hav
blå
himmel
blåt
hav
blå
himmel
hvide
sejl
der
forsvinder
bag
det
blå
hav
you will need to wade through
chanting mushrooms 2 meters tall
and the white clouds
of their off-spring
to be brushed by praying twigs and leaves
stretching and swaying dropping
hundreds-and-thousands on the wings of beetles
and aphids alike not to mention the detached eyes
of deer and newts floating seeingly about
the garden without blinking
to get to the place
where the fire cat lives
and once you’re there
– if you are lucky –
you will forget
why you came
and settle for stroking
the grass and the sleeping dandelions
while the sun bathes
in a dark pond
.
du må vade gennem
messende paddehatte 2 meter høje
og deres afkoms
hvide skyer
at blive strejfet af bedende kviste og blade
der strækker sig og svajer mens de drysser
krymmel på billers og tordenfluers vinger
uden forskel for ikke at nævne de løsrevne øjne
af hjorte og salamandre der svæver
rundt i haven uden at blinke
for at komme til stedet
hvor ildkatten lever
og når du endelig er fremme
– hvis du er heldig –
vil du glemme
hvorfor du kom
og nøjes med at stryge
græsset og de sovende mælkebøtter
mens solen bader
i en mørk dam