Nostradamus’ Evening / Nostradamuses aften – linked verse

Nostradamus’ Evening
under her foot
a triad of ants
moved a city

a needle at the end of the lamentation of the sea

on the plateau
of silent geysers the plat
fell off the eau

hollow men and mountains till the canvas was full of merchants

counted time units
as small as the insect
with no name

he watched the night creep back into the roots of the oak

kneading air into eyeballs
she finally saw
the liquid shark in the sky

following The Unfollowable a cloudslug became his home

in the fleshroom
a poolah separated starlings
from their feathers

drawn with his own blood the stairs to the mercury-swans

finally off their string
amen-pearls bounced against
the dopamine floor

then we slept and kept our heads to ourselves

home at last
Nostradamus hoisted
the raspberry flag

if nothing else is in history a centipede chewing the desert

.

Nostradamuses aften

under hendes fod
flytter en triade af myrer
en by

en nål for enden af havets klagesang

på plateauet
med stille geysere falder
plat’en af eauet

hule mænd og bjerg til lærredet er fuld af købmænd

talte tidsenheder
så små som insektet
uden navn

følgende Den Ufølgelige blev en skysnegl hans

æltende luft til øjeæbler
så hun endelig
den flydende haj i himlen

han betragtede natten krybe tilbage til egetræets rødder

i kødværelset
skilte en pula stærene
fra deres fjer

tegnet med hans eget blod trappen til kviksølvsvanerne

endelig løsnet fra deres snor
stødte amenperler mod
dopamingulvet

så sov vi og holdt vore hoveder for os selv

endelig hjemme
hejste Nostradamus
hindbærflaget

hvis der ikke er andet i historien et tusindben der tygger på ørkenen

Grief Comes in Tins / Sorg kommer på dåse – sequence

Grief Comes in Tins

compressed nebula
a chair comes alive
then runs away

grief comes in tins
she said opening her irises
for meth knights

a bone like an oyster
bent out of shape – a pearly
thunder fills it

in the waiting room
a dead poet learns
to tie his shoes

already without his shadow
he’ll grind himself
to ink

incense of intestines
the low chanter hits the note
of his ka

a ryebeast more or less
one man’s field is another’s
crashed liver

.

Sorg kommer på dåse

komprimeret nebula
en stol vækkes til live
og løber så væk

sorg kommer på dåse
siger hun og åbner sine iriser
for meth-riddere

en knogle som en østers
bøjet til ukendelighed – en perlende
torden fylder den

i venteværelset
lærer en død digter
at binde sine sko

allerede uden sin skygge
vil man male sig selv
til blæk

røgelse af indvolde
den lave sanger rammer
sin ka’s tone

et rugbæst mere eller mindre
én mands mark er en andens
knuste lever

Humanoid – haibun

Humanoid

– They were shorter than us. That means their limbs were shorter, said the scientist trying to explain what other racesßs of prehistoric (i.e. from before history existed or anyone remembered anything or thought of writing down what happened or how it is) humans looked like extrapolating from a petrified twig or what it was sticking out a skull-like rock that was just about to enter am MRI scanner. – That is probably why this person couldn’t take out the arrow (the twig was apparently an arrow, I just happened to zapp to this channel of wisdom as the show was halfway in) that had entered his or her skull. – Brains were a lot smaller then, a lot smaller then. That’s why we think it wasn’t the arrow that killed him or her. The probability of anything hitting the brain in such an old humanoid is 1:122,5, she said just to sound scientific and learned I bet. She wore safety glasses as if she was about to light some fireworks. Anyone who has been in one of those machines knows it’s the ears that suffer most unless you, like me, find the sound the rotating magnets make kinda beautiful. But that’s perhaps because they sound a bit like the recording of Saturn’s magnetic field Voyager sent back to Earth on its way through and out our solar system. And by the way: my brain was visible on the scan. I think. They didn’t say, but on the other hand they didn’t not say …

automatic writing
I channel a toddler
asking for ice cream

.

Humanoid

– De var mindre end os. Det betyder, at deres lemmer var kortere, sagde videnskabsdamen, der forsøgte at forklare, hvordan andre racer af forhistoriske (d.v.s. fra før historien fandtes eller nogen huskede nogenting eller tænkte på at skrive ned, hvad der skete eller hvordan, det nu er) mennesker så ud ekstrapolerende fra en forstenet kvist eller hvad det nu var, der stak ud fra en kranielignende sten, der var ved, at blive kørt ind i en MRI-skanner. – Der er sandsynligvis derfor, at denne person ikke kunne tage pilen ud (kvisten var tilsyneladende en pil, jeg var tilfældigvis landet på denne visdomskanal, mens programmet var halvvejs færdigt), der havde boret sig ind i hans eller hendes måske høns eller huans hjerneskal. – Hjerner var meget mindre dengang, meget mindre. Derfor tror vi ikke, at det var pilen der dræbte ham eller hende (o.s.v.). Sandsynligheden for at noget ville ramme hjernen hos sådan en gammel humanoid er 1;122,5, sagde hun velsagtens for at lyde videnskabelig og lærd. Hun bar sikkerhedsbriller, som om hun skulle til at antænde noget fyrværkeri. Enhver der har været inde i én af disse maskiner véd, at det er ørerne, der lider mest medmindre man, som jeg, synes, at lyden af de roterende magneter er smuk på sin egen måde. Men det er måske fordi, at det lyder lidt som den optagelse af Saturns magnetfelt, som Voyager sendte tilbage til Jorden på sin vej gennem og ud af solsystemet. Og forresten: min hjerne kunne ses på skanningen. Tror jeg. De sagde ikke noget, men de sagde heller ikke ikke noget …

automatskrift
jeg kanaliserer et lille barn
der vil ha’ is