notes / noter 05.12 2017

from an apple to a supernova a thread of dogs’ barks

fra et æble til en supernova en tråd af hundegøen

:

beneath the world beyond a bone is missing all your steps stick to the sole of your shoes

under den hinsides verden mangler en knogle alle dine skridt klæber til dine såler

:

you have a voice it’s copper and finger nails attracting time-moths

du har en stemme den er kobber og negle der tilstrækker tidsmøl

:

not a sensible word from the pine but you turn over The Hanged Man and whistle what you can of So What

ikke et fornuftigt ord fra fyrretræet men du vender Den hængte mand og fløjter hvad du kan af So What

:

there’s a ship built of dust and a legend where frogs are reincarnated as frogs and you yawn

der er et skib bygget af støv og en myte hvor frøer genfødes som frøer og du gaber

:

the water in the glass isn’t half in or out the world it just doesn’t care but you drink it

vandet i glasset er ikke halvt inde eller ude af verden det er bare ligeglad men du drikker det

:

for a moment you think about what a gull looks like to a mandolin and then you can’t get Vivaldi out of your head

et øjeblik tænker du på hvordan en måge ser ud for en mandolin og dernæst kan du ikke få Vivaldi ud af hovedet

Just to talk / Bare for at tale – haibun

Just to talk about something, well, really just to talk, I talk about my childhood as a little screw in a big ship and how I grew to become the big pot in which lobsters were boiled for the passengers on 1st class before I retired to this bench in the park. The dog (which I kneaded from darkness – there’s plenty of that around here) looks at me with eyes that suggest I’d call myself his father. »Ha, you don’t fool me, boy. I could never be your father. I’m a human being and you’re a dog«, I say and it seems to understand. It dissolves into the surrounding darkness whence it came and joins the continued invasion of furniture and minds.

under
December’s
moon

December’s
moon

in
a puddle

.

Bare for at tale om noget, eller rettere bare for at tale, taler jeg om min barndom som en lille skrue på et stort skib, og hvordan jeg voksede op til at blive den store gryde, hvori hummerne til passagererne på 1ste klasse kogtes, før jeg pensioneredes til denne bænk i parken. Hunden (som jeg æltede af mørke – der er masser af dét heromkring) ser på mig med øjne, der gerne vil ha’, at jeg kalder mig selv hans far. »Ha, mig narrer du ikke, min dreng. Jeg er et menneske, og du er en hund«, siger jeg og den ser ud som om den forstår. Den opløses i det omkringliggende mørke hvorfra den kom og tilslutter sig den forsatte invasion af møbler og sind.

under
decembers
måne

decembers
måne

i
en vandpyt

Corleone’s Cleaning Company / Corleones Rengøringsskelskab – haibun play

Corleone’s Cleaning Company
(or: some things just have to be said three times)

Piet: Bakelite, satellite, Marmite. Bakelite, satellite, Marmite. Bakelite, satellite, Marmite …
Flemming: Why are you saying Bakelite, satellite, Marmite?
Piet: I don’t know. Perhaps my mouth just felt like it. It’s restless.
Flemming: Your mouth is restless? Thought it might be tired after all the chew-up.
Piet: Naw, it’s still not satisfied. Restless, restless, restlesssss.
Flemming: Stop it. You sound like Gollum.
Piet: It’s not me, it’s my mouth.
Flemming: What’s the difference?
Piet: Just listen to the words “my mouth”. Says it all. I have a mouth, but I am not my mouth.
Flemming: Ah, that Buddhist clap-trap. Think it will make you less guilty?
Piet: It doesn’t take away its urges, though. Bite, bite, bite!
Flemming: What could it possibly want more? You chew up half the sofa, the little table, grandmother’s old lamp and the Kelim in the dining room.
Piet: Who’s Kelim?
Flemming: Not a person, a rug, a carpet.
Piet: Ah, that. Didn’t taste good. How long since it’s been vacuumed?
Flemming: Since you chewed up the maid.
Piet: We had a maid?
Flemming: Yes.
Piet: What did she taste like?
Flemming: How would I know? It’s you who ate her.
Piet: I didn’t eat her. My mouth did. And anyway, it just chewed her up and spit her out. Didn’t eat her. Didn’t eat her. Didn’t eat her.
Flemming: Yea, I know. I was the one who had to fix that.
Piet: (Sarcastic): Ah, that was hard, was it? You had to actually phone the cleaners. So hard on the fingers, so hard to deal with ordinary people. Poor you.
Flemming: They were no ordinary people. They were employees of the Corleone’s Cleaning Company. Very top notch. The best of the best.
Piet: They tasted like any other cleaner to me. Especially the old one.
Flemming: Ah yes, now you mention it. We have to move. We can’t stay here.
Piet: Why not?
Flemming: You know that the two young cleaners got away, don’t you?
Piet: Yes, so what?
Flemming: They told Old Don C. the whole thing and now they’re coming to get us.
Piet: What could they possibly do?
Flemming: Helloooo!!! Earth calling Piet! Corleone. Cor-le-one! (Starts whistling and humming and da-da-da-ing the tune from Godfather (I, II and III)).
Piet: Ah, him. Them. So they’ll come around with cotton balls in their cheeks. So what?
Flemming: (Hitting his forehead repeatedly with his own fist). You just don’t get it, do you? We’re fish food, if we stay here.
Piet: Yes! That’s it! It’s fish it’s after!
Flemming: What?
Piet: I wanna bite into some fish. Or rather, my mouth wants to. (In a low voice:) I have a mouth, I am not my mouth. I have a mouth, I am not my mouth. I have a mouth, I am not my mouth.

death by polka
now, that should wipe the smile
off Poirot’s face

Corleones Rengøringsselskab
(eller: nogle ting skal siges tre gange)

Piet: Bakelit, satellit, habit. Bakelit, satellit, habit. Bakelit, satellit, habit …
Flemming: Hvorfor siger du bakelit, satellit, habit?
Piet: Aner det ikke. Måske fordi min mund bare har lyst til det. Den er rastløs.
Flemming: Er din mund rastløs? Jeg troede, den ville være træt efter al den tyggen i stykker.
Piet: Næeh, den er stadig ikke tilfreds. Rastløs, rastløs, rastløsssssss.
Flemming: Stop det. Du lyder som Gollum.
Piet: Det’ ikke mig, det’ min mund.
Flemming: Hvad er forskellen?
Piet: Bare lyt til ordene “min mund”. De siger det hele. Jeg har en mund, jeg er ikke min mund.
Flemming: Aj, det buddhistiske sludder. Tror du, det vil gøre dig mindre skyldig?
Piet: Det fjerner i hvert fald ikke dens trang. Bide, bide, bide!
Flemming: Hvad mere ku’ den ønske sig? Du har bidt halvdelen af sofaen i stykker, sofabordet, mormors gamle lampe og den nye Kelim i spisestuen.
Piet: Hvem er Kelim?
Flemming: Ikke en person, et tæppe, et gulvtæppe.
Piet: Ah, dét. Smagte ikke godt. Hvor længe siden er det, det blev støvsuget?
Flemming: Ikke siden du bed stuepigen i stykker.
Piet: Har vi haft en stuepige?
Flemming: Ja.
Piet: Hvordan smagte hun?
Flemming: Hvordan sku’ jeg ku’ vide det? Det var dig, der spiste hende.
Piet: Jeg spiste hende ikke. Min mund gjorde, og den bed hende kun i stykker og spyttede hende ud igen. Spiste hende ikke. Spiste hende ikke. Spiste hende ikke.
Flemming: Jo tak det véd jeg. Det var mig, der sku’ ordne det bagefter.
Piet: (Sarkastisk): Åh, det var vel nok hårdt, hva’? Du skulle selv ringe efter rengøringshjælpen. Så hårdt for fingrene, så besværligt at skulle forholde sig til almindelige mennesker. Stakkels dig.
Flemming: Det var sgu’ ikke almindelige mennesker. De var fra Corleones Rengøringsselskab. Topklasse. De bedste af de bedste.
Piet: De smagte som almindelige rengøringsfolk, synes jeg. Specielt den gamle.
Flemming: Åh, nu du si’r det. Vi bliver nødt til at flytte. Vi kan ikke blive boende her.
Piet: Hvorfor ikke?
Flemming: Du véd, at de to unge rengøringsfolk slap væk, ikke?
Piet: Jo, og hvad så?
Flemming: De fortalte Gamle Don C. det hele, og nu kommer de efter os.
Piet: Hvad skulle de kunne gøre os?
Flemming: Hallooo! Jorden kalder Piet! Corleone, Cor-le-one! (Begynder at fløjte, nynne, da-da-da’e melodien fra Godfather (I, II og III)).
Piet: Nåeh, ham. Dem. Så de vil bare komme her med vatkugler i kinderne. Og hvad så?
Flemming: (Slår sig gentagne gange på panden med sin knyttede hånd) Du fatter det bare ikke, hva’? Vi bli’r til fiskeføde, hvis vi bliver her.
Piet: Yes! Der var det! Det er fisk, den er ude efter!
Flemming: Hva’?
Piet: Jeg vil bide i nogle fisk. Eller rettere, min mund vil. (I lav stemmeleje): Jeg har en mund, jeg er ikke min mund. Jeg har en mund, jeg er ikke min mund. Jeg har en mund, jeg er ikke min mund.

død ved polka
så, dét vil tørre smilet
af Poirots fjæs

more ku from 23.11 2017

 

a mess
like in distant dogs
‘n trains

et rod
som i fjerne hunde
og toge

:

most of the time a muddy lake

det meste af tiden en mudret sø

:

the rest of the universe: a red bucket

resten af universet: en rød spand

:

like that an oak tree’s part of history

sådan bli’r et egetræ del af historien

:

it’s just how they talk about death reeds

det’ bare sådan de taler om døden siv

:

her black ships out of the plaque out of the wall

hendes sorte skibe ud af plakken ud af væggen

:

and the joints in your fingers are real

og leddene i dine fingre er virkelige

:

like the au in autumn as we sink

som å’et i efterår mens vi synker

:

everybody has something in the sound of trees

alle har noget i lyden af træer

:

seasonal change to consonants that’s in your marrow

årstidsbestemt skift til konsonanter det’ i din marv

:

A-minor
next
there’s a house

A-mol
og så
er der et hus

:

so much of this language about being left

så meget af dette sprog om at blive forladt

:

old hymn still full of lice and nutmeg

gamle salmer stadig fulde af lus og muskatnød

:

steamy mirror
no room for a desert
in yr face

dugget spejl
ikke plads til en ørken
i dit ansigt

:

perhaps she came from the original cold as a red toy piano

måske kom hun fra den oprindelige kulde som et rødt legetøjsklaver

:

after all you can look thoughtful on photos

du kan altid se tænksom ud på fotos

:

perhaps blame society for November

måske gi’ samfundet skylden for november

:

real leather
on the moon
in your story

 

ægte læder
på månen
i din historie

film- and gembun (etc) from 19th and 20th November

in Nostradami cherry jam a fly drowns chanting Vishnu Sahasranamam – just like he predicted

yea
it
sleeps

the vine

.

i Nostradami kirsebærmarmelade drukner en flue mens den messer Vishnu Sahasranamam – lige som han spåede

jah
den
sover

efeuen

:

»I wonder what I am good at? Not at love, it escapes me«
»One of these days I’ll visit you in Cuba«

forgot to buy apples
now I have no one
to talk to

.

»Jeg spekulerer på, hvad jeg er godt til. Ikke kærlighed, den undgår mig«
»Een af disse dage vil jeg besøge dig på Cuba«

glemte at købe æbler
nu har jeg ingen
at tale med

(Antonioni, La Notte)

:

now that his cherry jam is ruined (yet consecrated) N. invents the five-legged chair – a nightmare for carpenters

Smik Smak
Dottore Snaporaz wears socks
in bed

.

nu da hans kirsebærmarmelade er ødelagt (men indviet) opfinder N. den fembenede stol – et mareridt for snedkere

Smik Smak
Dottore Snaporaz har sokker på
i sengen

(Fellini, La città della Donne)

:

“I wanna make love”
“In this weather? Don’t forget we’re divorced”
(Thunder crash)

holes in the socks
that’s how dreams
get in

.

“Jeg vil elske”
“I det her vejr? Husk, at vi er skilt”
(Tordenbrag)

huller i sokkerne
det’ sådan drømme
kommer ind

(Fellini, La città della Donne)

:

summer …
summer …
summer …
now where
did I put it?

.

sommer …
sommer …
sommer …
hvor var det nu
jeg lagde den?

:

“Look at the bright side: you get at least 10 months without Christmas movies”.

what
it
comes
down
to

naked
branches

.

“Se på den lyse side: der er mindst 10 måneder UDEN julefilm”

når
det
kommer
til
stykket

nøgne
grene

blue barrels / blå tønder – haibun

we’re not totally excluded. we can have big tvs and sugar added to our food. we can enjoy the coolness of the shadows cast by the mountains of garbage kindly donated to us by the wealthy and the not that wealthy but wealthy enough to buy things they can throw away again. even if they’re not broken. the things, not the not as wealthy as the wealthy. we have a door we can close to our cardboard houses and the cockroaches are free. we can get ill and die unseen and unnoticed. who’d want the fuss anyway? for some we don’t have a voice. when you don’t have money you have nothing and that includes attention. if something can be included in nothing.by another sea blue barrels hold our names

we can keep and name a rat if we want to. we can’t keep money and name them.

:

vi er ikke helt ekskluderede. vi kan have store fjernsyn og sukker tilsat vores mad. vi kan nyde køligheden i skyggerne af bjergene af affald venligt doneret af de rige og de knap så rige men rige nok til at købe ting og smide dem ud igen. selvom de ikke er gået i stykker. tingene, ikke de knap så rige. vi har en dør vi kan lukke i vore paphuse og kakerlakkerne er gratis. vi kan blive syge og dø ubemærket. hvem har også brug for balladen? når man ingen penge har, har man ingenting og det indebærer også opmærksomhed. hvis noget kan inkluderes i ingenting.

ved et andet hav opbevares vore navne i blå tønder

vi kan have rotter og give dem navn, hvis vi vil. vi kan ikke have penge og navngive dem.

:

it’s funny how people see things dance. things that cannot dance. things that don’t have a conception of dance. like leaves. or trees. they’re just thrown about by the wind, by an external force. when that happens to people they don’t say they dance. then it’s a tragedy – if it’s someone you can identify with; or it’s justice if it happens to someone you disagree with. an earthquake tosses people about but we don’t say they dance.

blue barrels by the sea and we say nothing

but they’ll ask you: how do you know they cannot dance, that they don’t have a conception of dance and tirelessly I tell them about my experiments with playing bossa tunes for them but then they reply: maybe they just don’t like bossa?

the sea in the blue barrels and our eyes seek their homelands

:

underligt som folk ser ting danse. ting der ikke kan danse. ting der ikke har begreb om dans. som blade. eller træer. de bliver blot kastet rundt af vinden, af en udefrakommende kraft. når det sker for mennesker siger de ikke, at de danser. så er det en tragedie – hvis det er nogle man kan identificere sig med; eller retfærdighed hvis det sker for nogle, man er uenig med. et jordskælv smider rundt med folk, men vi siger ikke, at de danser.

blå tønder ved havet og vi siger intet

men så spør de dig: hvordan kan du vide, at de kan danse, at de ikke véd, hvad dans er og utrættelig fortæller jeg dem om mine forsøg med at spille bossamelodier for dem, men så svarer de: måske kan de bare ikke lide bossa?
havet i de blå tønder og vore øjne søger deres hjemlande

:

my rooms are adequate for me, enough and sufficient. I know where things are and what size they have. all the things. not a photographic memory but the gravity of habit. and I have been alone in them, the rooms, for quite some time. being alone in these rooms influences my sense of how big they are. or small. the size of the rooms doesn’t really matter when I am alone in them. it’s all about relativity or just how the mind on its own is constantly scanning my surroundings and tries to make sense of it. establish the present sense of order however short lived. an apple (of average size) appears to (within limits) that much smaller than the reclining chair (which I rarely use; it makes my back hurt). the coffee cup is that big (or small) compared to the computer and so on. but if I take up a thing (an orange lighter, for instance) and put it down again in another place things change.

you could hide a song in them the blue barrels by the sea

as said, my room are adequate, enough and sufficient and I am used to them so I don’t really question whether they in themselves are big enough or small enough. that’s why I call them: adequate, enough and sufficient. they fit me because that’s where I am. it doesn’t matter if a flock of flesh eating floolas rush through them. it matters when another person enters the rooms, sits down in one of them (mostly it’s the one that has a table and the few chairs I own) and begin to act all humanly. then the rooms take on another size. not smaller, not bigger, just different. and for a few moments I don’t know what to feel. how to react. it’s easier with the floolas or the fire spewing klaarmankens. they know me and won’t do anything to me. human presence just alters things. alters me. and I just don’t know …

let’s take your picture by the blue barrels and you’ll say sea

and if the human begins to talk the rooms get nervy. nervy rooms are a pest. takes forever to calm them down.

.

mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige. jeg véd, hvor ting er og hvilken størrelse de har. alle tingene. visuelt. ikke en fotografisk hukommelse men vanens tyngde. og jeg har været alene i dem, værelserne, et pænt stykke tid. (hvordan man så ellers udstykker tid, tid der er gået). befindende mig alene i disse værelser har indflydelse på opfattelse af deres størrelse. eller lidenhed. værelsernes størrelse har ikke den store betydning når jeg er alene i dem. det handler om relativitet eller hvordan sindet af sig selv konstant scanner mine omgivelser og forsøger at få dem til at give mening. konstatere den herskende orden hvor kortlivet den end må være. et æble (af gennemsnitlig størrelse) synes (med visse begrænsninger) at være meget mindre end lænestolen (som jeg sjældent bruger; jeg får ondt i ryggen af den). kaffekoppen er så og så stor (eller lille) i forhold til computeren og så videre. men hvis jeg tager en ting op (en orange lighter, f.eks.) og lægger den ned et andet sted, forandrer tingene sig.

man ku’ gemme en sang i dem blå tønder ved havet

som sagt, mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige og jeg er vant til dem, så jeg spørger egentlig ikke mig selv, om de er store nok eller små nok. det er derfor jeg siger, at de er tilstrækkelige, passende, nok. de passer til mig fordi det er dér jeg er. det gør ingen forskel, at en flok kødædende floolaer jager gennem dem. det gør en forskel når en anden person kommer ind i værelserne, sætter sig ned i eet af dem (mestendels i det, hvor der er et bord og nogle få stole) og begynder på at te sig menneskeligt. så antager værelserne en anden størrelse. ikke større, ikke mindre, bare anderledes. og i et øjeblik eller to ved jeg ikke, hvad jeg skal føle. hvordan jeg skal reagere. det er nemmere med floolaerne eller de ildspyende klaarmankere. de kender mig og gøre mig ingenting. en menneskelig tilstedeværelse forandrer bare tingene. forandrer mig. og jeg véd bare ikke …

vi ta’r dit billede ved de blå tønder når du siger hav

og hvis mennesket begynder at tale bliver værelserne nervøse. nervøse værelser er en pestilens. tager en evighed at berolige dem.

:

there’s a hole in the apple where I bit it. what, then, defines a hole. “the missing”, what is not there, you’d say and that explains why a hole can only be explained apophatically or neti neti-cally. but the apple is good. it’s from Italy.

by the sea our sense of self lies dormant in the blue barrels

.

der er et hul i æblet hvor jeg bed i det. hvad, i så fald, definerer et hul. det ”der mangler”, det der ikke er der, vil man nok sige og det forklarer hvorfor et hul kun kan forklares apofatisk eller neti neti-sk.

ved havet ligger vor selvfornemmelse sovende i blå tønder

:

let’s face it: doors can have any colour

behind
the blue
barrels

we
see

the
sea

.

lad os se det i øjnene: døre kan have alle farver

bag
de blå
tønder

har
vi

havet

:

I pick up an orange lighter and put it down in the same place. nothing. the lighter is disposable. most things are. more or less. it can be refilled with gas though. many things can’t. I like the colour orange and I use lighters several times a day. guess I’m happy.

if the sea is unknown you can imagine it in the blue barrels

I post a note on Facebook saying that I have picked up and put down the orange lighter. I’m alive. the cold draft from the open window tells me that winter is alive too. I wear two pairs of socks. perhaps Tycho Brahe did the same when he was cold.

we spend years on that knowing and unknowing seas

.

jeg samler en orange lighter op og lægger den igen på det samme sted. ingenting. lighteren er lavet til at blive smid væk. det er de fleste ting. før eller siden. den kan genfyldes med gas. det er der mange ting der ikke kan. jeg kan lide farven orange og jeg bruger lightere flere gange om dagen. jeg er lykkelig.

hvis havet er ukendt kan du forestille dig at det er i de blå tønder

jeg laver et opslag på Facebook, der siger, at jeg har samlet den orange lighter op og lagt den på plads igen. jeg er levende. den kolde træk fra det åbne vindue fortæller mig, at vinteren også er levende. jeg har to par sokker på. måske gjorde Tycho Brahe det samme når han frøs.

vi bruger år på det at kende og glemme oceaner
:

when they’re all
together the drops
make up an ocean
(blue)

.

nå de alle
er sammen danner
dråberne et ocean
(blåt)