The Nussbaums
When the Nussbaums moved to this village they changed their name to Nuttree thinking, perhaps (I don’t really know, they don’t seem to hear what’s spoken to them nor can we hear what they say when they speak, it looks like they’re speaking, they move their mouths, their terrible foreign mouths, but not a sound reaches our otherwise hospitable ears) they’d fit in better, blend into the life of the village without anyone noticing.
without end or beginning
a new year’s
North-Westerly wind
There’s a lot in a name. The right name can do wonders for you; or the opposite: make life hell. It’s not about numerological mumbo-jumbo or Kabbalistic hocus-pocus, but the good Lord said it through his servant James, and George Harrison said it as well, though I think he got it from another who got it from another who got it from another who got it from another who got it from another who got it from another and so on. The now Nuttrees (which is and are the same as (the) Nussbaums, their name meaning the same, the people being the same) tried, I’ll give them that, they tried to become part of the village, part of the landscape, but we only saw them as semi translucent people trying to make contact. We’re used to that around here. It’s an old land in the centre of which stands a hill that has been considered holy for thousands of years by stone-, bronze- and iron age people and after them the Vikings and then, as the latest faith, by Christianity and the latter built a church on that spot and claimed it theirs. Of course. It’s just how people work, but since it’s an old land it has and has had many through-passers and they’re not always easy to see. Some only solidify – as opposed to fog, for instance, which never solidifies – after a while or a few generations, some just merge with the background shadows and never become really real. And all that has to do with names, I suspect.
wet smoke
the rain of -17
becomes the rain of -18
It’s sorta like with ghosts, you see them but not really. They try to interact with you but unsuccessfully. Perhaps they manage to knock over a vase or something to let you know they’re there but that merely pisses you off and that isn’t a good way to begin a talk … But after a while the now Nuttrees changed their name to Nøddetræ which means the same as Nussbaum and Nuttree, but it’s in the language of the land and now we can see them clearly, talk to them, lend them stuff and so on and things should be better from now on, if they learn to give back what they borrow, if they weren’t so loud, if they would eat decent normal food, if they weren’t so big show-offs with every new luxury good they buy, if …
first dream?
no, it’s too early
for that
..*..
Nussbaumerne
Da familien Nussbaum flyttede til landsbyen, skiftede de navn til Nuttree og tænkte nok (jeg ved det egentlig ikke, de synes ikke at høre, hvad der bliver sagt til dem, og vi kan heller ikke høre, hvad de siger, når de taler, det ser ud som om, de taler, deres munde bevæger sig, de der forfærdelige fremmede munde, men ingen lyde når vore ellers gæstfrie ører), at de ville passe bedre ind, sådan bare glide ind i landsbyens liv, uden at nogen lage mærke til det.
uden ende eller begyndelse
et nyt års
nordvestlige vind
Et navn er betydningsfuldt. Et navn kan gøre udvirke mirakler for én; eller det modsatte: gøre livet til et helvede. Det handler ikke om numerologisk plidder-pladder eller kabbalistisk hokus-pokus, men Herren selv sagde det gennem sin tjener Jakob, og George Harrison sagde det også, selvom jeg tror, at han havde fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden, som havde det fra en anden og så videre. De nuværende Nuttree’er (som er det og de samme som Nussbaumerne, navnene betyder samme, menneskene er de samme) prøvede virkelig, det må man give dem, at blive del af landsbyen, del af landskabet, men vi kunne kun se dem som halvt gennemsigtige mennesker, der prøvede at tage kontakt. Det er vi vant til på disse egne. Det er et gammelt land i hvis midte knejser en høj, som i årtusinder har været anset for hellig af sten-, bronze- og jernalderfolk og dernæst af Vikingerne og så, som den seneste tro, af de kristne, som byggede en kirke på stedet og sagde, den var deres. Selvfølgelig. Det er bare sådan det er med mennesker, men siden det er gammelt land har det, og har haft, mange gennemrejsende og de er ikke altid nemme at se. Nogle bliver faktisk først faste – i modsætning til tåge f.eks., som aldrig bliver fast – efter et stykke tid eller nogle generationer, andre går bare i eet med baggrundsskyggerne og bliver aldrig rigtigt virkelige. Og alt dét har med navne at gøre, tror jeg.
våd røg
regnen fra -17
bliver regnen i -18
Det er ligesom med spøgelser, man ser dem, men ikke sådan rigtigt. De prøver at interagere med én, men uden held. Måske klarer de at vælte en vase eller noget lignende for at lade dig vide, at de er der, men det gør dig bare vred, og det er ikke en god måde at starte en samtale på … Men efter et stykke tid skiftede de, der nu hed Nuttree navn til Nøddetræ, som betyder det samme som Nussbaum og Nuttree, men det er et navn på landets og landskabets sprog, og nu kan vi se dem klart og tydeligt, tale med dem, låne dem ting og sager og fra nu af skulle tingene blive bedre, som man siger, hvis de altså ville tilbagelevere, hvad de har lånt, hvis de ikke var så højrøstede, hvis de bare ville spise ordentligt normalt mad, hvis de ikke pralede så meget med deres nyindkøbte luksusvarer, hvis …
første drøm?
nej, det for tidligt
til dét
Author: 
