Grief Comes in Tins / Sorg kommer på dåse – sequence

Grief Comes in Tins

compressed nebula
a chair comes alive
then runs away

grief comes in tins
she said opening her irises
for meth knights

a bone like an oyster
bent out of shape – a pearly
thunder fills it

in the waiting room
a dead poet learns
to tie his shoes

already without his shadow
he’ll grind himself
to ink

incense of intestines
the low chanter hits the note
of his ka

a ryebeast more or less
one man’s field is another’s
crashed liver

.

Sorg kommer på dåse

komprimeret nebula
en stol vækkes til live
og løber så væk

sorg kommer på dåse
siger hun og åbner sine iriser
for meth-riddere

en knogle som en østers
bøjet til ukendelighed – en perlende
torden fylder den

i venteværelset
lærer en død digter
at binde sine sko

allerede uden sin skygge
vil man male sig selv
til blæk

røgelse af indvolde
den lave sanger rammer
sin ka’s tone

et rugbæst mere eller mindre
én mands mark er en andens
knuste lever

Humanoid – haibun

Humanoid

– They were shorter than us. That means their limbs were shorter, said the scientist trying to explain what other racesßs of prehistoric (i.e. from before history existed or anyone remembered anything or thought of writing down what happened or how it is) humans looked like extrapolating from a petrified twig or what it was sticking out a skull-like rock that was just about to enter am MRI scanner. – That is probably why this person couldn’t take out the arrow (the twig was apparently an arrow, I just happened to zapp to this channel of wisdom as the show was halfway in) that had entered his or her skull. – Brains were a lot smaller then, a lot smaller then. That’s why we think it wasn’t the arrow that killed him or her. The probability of anything hitting the brain in such an old humanoid is 1:122,5, she said just to sound scientific and learned I bet. She wore safety glasses as if she was about to light some fireworks. Anyone who has been in one of those machines knows it’s the ears that suffer most unless you, like me, find the sound the rotating magnets make kinda beautiful. But that’s perhaps because they sound a bit like the recording of Saturn’s magnetic field Voyager sent back to Earth on its way through and out our solar system. And by the way: my brain was visible on the scan. I think. They didn’t say, but on the other hand they didn’t not say …

automatic writing
I channel a toddler
asking for ice cream

.

Humanoid

– De var mindre end os. Det betyder, at deres lemmer var kortere, sagde videnskabsdamen, der forsøgte at forklare, hvordan andre racer af forhistoriske (d.v.s. fra før historien fandtes eller nogen huskede nogenting eller tænkte på at skrive ned, hvad der skete eller hvordan, det nu er) mennesker så ud ekstrapolerende fra en forstenet kvist eller hvad det nu var, der stak ud fra en kranielignende sten, der var ved, at blive kørt ind i en MRI-skanner. – Der er sandsynligvis derfor, at denne person ikke kunne tage pilen ud (kvisten var tilsyneladende en pil, jeg var tilfældigvis landet på denne visdomskanal, mens programmet var halvvejs færdigt), der havde boret sig ind i hans eller hendes måske høns eller huans hjerneskal. – Hjerner var meget mindre dengang, meget mindre. Derfor tror vi ikke, at det var pilen der dræbte ham eller hende (o.s.v.). Sandsynligheden for at noget ville ramme hjernen hos sådan en gammel humanoid er 1;122,5, sagde hun velsagtens for at lyde videnskabelig og lærd. Hun bar sikkerhedsbriller, som om hun skulle til at antænde noget fyrværkeri. Enhver der har været inde i én af disse maskiner véd, at det er ørerne, der lider mest medmindre man, som jeg, synes, at lyden af de roterende magneter er smuk på sin egen måde. Men det er måske fordi, at det lyder lidt som den optagelse af Saturns magnetfelt, som Voyager sendte tilbage til Jorden på sin vej gennem og ud af solsystemet. Og forresten: min hjerne kunne ses på skanningen. Tror jeg. De sagde ikke noget, men de sagde heller ikke ikke noget …

automatskrift
jeg kanaliserer et lille barn
der vil ha’ is

yotsumono 25.06.18

with or without
a weeping guitar
I wash the floor

a bit away something
that makes the sound of a train

now that little brushy thing
for hoover
is gone

for my analogue father
Vespro della Beata Vergine

.

med eller uden
en grædende guitar
vasker jeg gulvet

et stykke væk noget
der laver lyden af et tog

nu er den lille børste
til støvsugeren
væk

til min analoge far
Vespro della Beata Vergine

not what I want / ikke hvad jeg ønsker – yotsumono

not what I want not
what I don’t still the weight
of summer

like it was thinking
of something else drizzle

falling could not
have said it better
myself

as a point of reference
the window full of sky

.

ikke hvad jeg ønsker ikke
hvad jeg ikke ønsker alligevel vægten
af sommer

som tænkte den
på noget andet støvregn

at falde kunne ikke
ha’ sagt det bedre
selv

som et referencepunkt
vinduet fuld af himmel

file date 19.06 2018