La Mer

what
you’re

left
with

is
the sound

of
an old
bicycle

rattling

some
where

in
the street

some
where

out
of sight

out
of sight

going
home

out
of sight

out
of sight

going
home

and
night

takes
on

the same
old
emptiness

till
a clarinet
plays

La Mer

for
petty
cash

.

det
du
har

tilbage

er
lyden

af
en gammel
cykel

der
rasler

et
sted

i
gaden

et
sted

uden
for
synsvidde

uden
for
synsvidde


vej
hjem

uden
for
synsvidde

uden
for
synsvidde


vej
hjem

og
natten

iklæder
sig

den
samme
gamle
tomhed

til
en klarinet
spiller

La Mer

for
småpenge

6’er 29-08-20

now a faraway bass becomes a bridge for burning flies

West of the West knowledge is the hole in doughnut

by summer’s end grass no longer have arms of moonlight

far from the ocean La Mer and La Mer on repeat

rain enough to fill the night and a clarinet

a ship towards sunset till it’s overtaken by lard and banjos

.

nu bliver en fjern bas til en bro for brændende fluer

vesten for vesten er viden hullet i en doughnut

ved sommerens afslutning har græs ikke længere arme af måneskin

langt fra havet La Mer og La Mer på repeat

regn nok til at fylde natten og en klarinet

et skib mod solnedgangen til det overtages af fedt og banjoer

6’er

with their ant ears they could hear only superlatives

grass took over the road jelly bears the ship and your pineal gland

it’s a fake cockerel but it lays a sun and a nail

the hole in the table fit for a candy floss king naked and confused

you press a new day from its blister pack and grow a shadow

and we were kissed while thistles turned to down and flight

.

med deres myreører kunne de kun høre superlativer

græs overtog vejen vingummibamser skibet og din koglekirtel

det er en falsk hane men den lægger en sol og et søm

hullet i bordet passende til en candyflosskonge nøgen og forvirret

du presser en ny dag fra dens blisterpakning og gror en skygge

og vi kyssedes mens tidsler blev til dun og flugt

Morning Sparrows / Morgenspurve

from her coat of sparrows
she would pick one each morning
wring its neck and spend
the day mourning it

sometimes her willed sadness took
the shape of an ant
sometimes her darling sadness took
the shape of a wolf
sometimes her treasured sadness took
the shape of a horse
black, black, black and wild
and she would ride through
the landscape like an ill wind
revenging the death of her sparrow

as the night began to rise
from the ground again
she was exhausted and empty
except for the sadness
of her loss of the sadness
of the morning sparrow’s death

and no one knew
but
the ant
the wolf
and the horse

and the sparrows that swept her
in soft light clad in darkness
when she fell asleep

.

fra sin kåbe af spurve
valgte hun én hver morgen
vred halsen om på den og brugte
dagen til at sørge over den

nogle gange antog hendes ville sorg
en myres skikkelse
nogle gange antog hendes elskede sorg
en ulvs skikkelse
nogle gange antog hendes skattede sorg
skikkelse af en hest
sort, sort, sort og vild
og hun red gennem landskabet
som en ond vind hævnende
hendes spurvs død

da natten begyndte at rejse sig
fra jorden igen
var hun udmattet og tom
bortset fra sorgen over
at have mistet sorgen over
morgenspurvens død

og ingen vidste det
bortset fra
myren
ulven
og hesten

og spurvene der svøbte hende
i blødt lys klædt i mørke
når hun faldt i søvn

The Seed Children / Frøbørnene

out among the soft rolling hills
that roll in their own pocket of time
there’s a house for special children

each of them born
with a seed inside their head

a seed of a copper beech
a seed of a larch
a seed of an oak
a seed of a maple
a seed of a birch
a seed of an elm

a seed for every kind of tree
the world needs
for the birds that bring dreams
to us ordinary shadows

.

the children arrive from nowhere
but always from among us

and we never notice
they have gone

we never notice
they have been here

we just feel a weight has gone
from our knees
and go about our daily nothings

.

they sleep in soft beds
on pillows stuffed with clouds
and a single dewdrop

made by the Thistleman
and the ghosts of bees
of bygone summers
(as you know)

cats of light
beetles of rainbows
soon-to-be angels
and playful violins
see to their every need

preparing them for their inevitable departure
when they will venture out
among the rolling hills
to sit down in a nice spot
they will recognise
when they see it
and let the seed take over
and nature run its course

and when Time goes by
it will recognise
every single child

and smile

.

ude mellem de blødt rullende bakker
der ruller i deres egen lomme af tid
er der et hus for specielle børn

hver især født
med et frø inde i hovedet

et frø af en blodbøg
et frø af en lærk
et frø af en eg
et frø af et ahorntræ
et frø af en birk
et frø af en elm

et frø af alle slags træer
verden har brug for
til fuglene, der bringer drømme
til os almindelige skygger

.

børnene kommer ingen steder fra
men altid fra iblandt os

og vi mærker aldrig
at de er væk

vi mærker aldrig
at de var her

vi mærker kun at en vægt
er forsvundet fra vore knæ
og fortsætter i vort daglige tomrum

.

de sover i bløde senge
på puder fulde af skyer
og en enkelt dugdråbe

lavet af Tidselmanden
og ånderne af hedengangne
somres bier
(som du véd)

katte af lys
biller af regnbuer
kommende engle
og legesyge violiner
passer og plejer dem

og forbereder dem på deres uundgåelige afsked
når de skal begive sig afsted
ud blandt de rullende bakker
for at sætte sig på en dejlig plet
de genkender
når de ser den
og lade frøet tage over
og naturen gå sin gang

og når Tiden går forbi
vil den genkende
hvert eneste barn

og smile

The Thistleman / Tidselmanden

when the trees begin to yawn
and prepare for winter’s sleep

the Thistleman grabs
his long broad knife
made from lovers’ sighs

and cuts away bits of clouds
to make pillows for each sleepy leaf
about to fall

the ghosts of bygone summers’ bees
fold the pieces of cloud in vacant cobwebs
adding a tiny dewdrop to make sure
the coming winter’s dreams are sweet

the Thistleman goes about his task
humming a song he makes up as he goes
from hill to hill from menhir to menhir
full of forgotten names

before he himself sets off
to his bedroom
beneath a timeless copper beech

.

når træerne begynder at gabe
og gøre sig klar til vinterens søvn

griber Tidselmand
sin lange kniv
lavet af elskendes sukke

og skærer små stykker af skyer
for at lave puder til ethvert søvnigt blad
der skal falde

ånderne af hengangne somres bier
folder skystykkerne ind i tomme edderkoppespind
og lægger en lille dugdråbe i dem
for at sikre at den kommende vinters drømme
er søde

Tidselmanden udfører sin gerning
mens han nynner en sang
han finder på mens han går
fra høj til høj fra bautasten til bautasten
fulde af glemte navne

før han selv begiver sig på vej
til sit sovekammer under en tidløs blodbøg

Time Went into a House / Tiden gik ind i et hus

time went into a house
and left bits of itself
in every room

in every chair
and couch
on every stool
and table

it left bits of itself
in every pocket
in every jacket
and every shirt
and in the pockets
of all the trousers
it could find

in every jar
and biscuit tin

in every box
and every barrel

and some with the ever circling goldfishes

time left small bundles
of itself behind
to help out
those who keep saying
“when I can find the time
I will enjoy this
I will enjoy that
I will do this
I will do that
and watch cornflowers
open and close their
blue eyes”

but when it came
to the backroom
where I sat
pondering why
coffee gets cold so quickly
and people in photographs
do not age
it had but a tiny bit left
wrinkled and dry

it left it on my cardboard box table
beside the cold coffee
with a little sigh

before it went out
the back door

and merged with the dusk

tiden gik ind i et hus
og efterlod små stykker
af sig selv
i alle værelser

i alle stole
og sofaer
på all taburetter
og alle borde

den efterlod små stykker af sig selv
i alle lommer
på alle jakker
og alle skjorter
og i lommerne
på alle bukser
den kunne finde

i enhver krukke
og kagedåse

i enhver æske og kasse
og alle tønder

og lidt hos de evigt cirklende guldfisk

tiden efterlod små bundter
af sig selv
for at hjælpe dem
som bliver ved med at sige
”når jeg finder tiden til det
vil jeg nyde dette
vil jeg nyde hint
vil jeg gøre dette
vil jeg gøre hint
og betragte kornblomsterne
åbne og lukke
sine blå øjne”

men da den kom
til baglokalet
hvor jeg sad
og spekulerede over
hvorfor kaffe bliver
så hurtig kold
og mennesker på fotografier
ikke ældes
havde den kun en lille stump tilbage
rynket og tør

den efterlod den på mit papkassebord
ved siden af den kolde kaffe
med et lille suk

før den gik ud
af bagdøren

og blev ét med tusmørket