blue barrels / blå tønder – haibun

we’re not totally excluded. we can have big tvs and sugar added to our food. we can enjoy the coolness of the shadows cast by the mountains of garbage kindly donated to us by the wealthy and the not that wealthy but wealthy enough to buy things they can throw away again. even if they’re not broken. the things, not the not as wealthy as the wealthy. we have a door we can close to our cardboard houses and the cockroaches are free. we can get ill and die unseen and unnoticed. who’d want the fuss anyway? for some we don’t have a voice. when you don’t have money you have nothing and that includes attention. if something can be included in nothing.by another sea blue barrels hold our names

we can keep and name a rat if we want to. we can’t keep money and name them.

:

vi er ikke helt ekskluderede. vi kan have store fjernsyn og sukker tilsat vores mad. vi kan nyde køligheden i skyggerne af bjergene af affald venligt doneret af de rige og de knap så rige men rige nok til at købe ting og smide dem ud igen. selvom de ikke er gået i stykker. tingene, ikke de knap så rige. vi har en dør vi kan lukke i vore paphuse og kakerlakkerne er gratis. vi kan blive syge og dø ubemærket. hvem har også brug for balladen? når man ingen penge har, har man ingenting og det indebærer også opmærksomhed. hvis noget kan inkluderes i ingenting.

ved et andet hav opbevares vore navne i blå tønder

vi kan have rotter og give dem navn, hvis vi vil. vi kan ikke have penge og navngive dem.

:

it’s funny how people see things dance. things that cannot dance. things that don’t have a conception of dance. like leaves. or trees. they’re just thrown about by the wind, by an external force. when that happens to people they don’t say they dance. then it’s a tragedy – if it’s someone you can identify with; or it’s justice if it happens to someone you disagree with. an earthquake tosses people about but we don’t say they dance.

blue barrels by the sea and we say nothing

but they’ll ask you: how do you know they cannot dance, that they don’t have a conception of dance and tirelessly I tell them about my experiments with playing bossa tunes for them but then they reply: maybe they just don’t like bossa?

the sea in the blue barrels and our eyes seek their homelands

:

underligt som folk ser ting danse. ting der ikke kan danse. ting der ikke har begreb om dans. som blade. eller træer. de bliver blot kastet rundt af vinden, af en udefrakommende kraft. når det sker for mennesker siger de ikke, at de danser. så er det en tragedie – hvis det er nogle man kan identificere sig med; eller retfærdighed hvis det sker for nogle, man er uenig med. et jordskælv smider rundt med folk, men vi siger ikke, at de danser.

blå tønder ved havet og vi siger intet

men så spør de dig: hvordan kan du vide, at de kan danse, at de ikke véd, hvad dans er og utrættelig fortæller jeg dem om mine forsøg med at spille bossamelodier for dem, men så svarer de: måske kan de bare ikke lide bossa?
havet i de blå tønder og vore øjne søger deres hjemlande

:

my rooms are adequate for me, enough and sufficient. I know where things are and what size they have. all the things. not a photographic memory but the gravity of habit. and I have been alone in them, the rooms, for quite some time. being alone in these rooms influences my sense of how big they are. or small. the size of the rooms doesn’t really matter when I am alone in them. it’s all about relativity or just how the mind on its own is constantly scanning my surroundings and tries to make sense of it. establish the present sense of order however short lived. an apple (of average size) appears to (within limits) that much smaller than the reclining chair (which I rarely use; it makes my back hurt). the coffee cup is that big (or small) compared to the computer and so on. but if I take up a thing (an orange lighter, for instance) and put it down again in another place things change.

you could hide a song in them the blue barrels by the sea

as said, my room are adequate, enough and sufficient and I am used to them so I don’t really question whether they in themselves are big enough or small enough. that’s why I call them: adequate, enough and sufficient. they fit me because that’s where I am. it doesn’t matter if a flock of flesh eating floolas rush through them. it matters when another person enters the rooms, sits down in one of them (mostly it’s the one that has a table and the few chairs I own) and begin to act all humanly. then the rooms take on another size. not smaller, not bigger, just different. and for a few moments I don’t know what to feel. how to react. it’s easier with the floolas or the fire spewing klaarmankens. they know me and won’t do anything to me. human presence just alters things. alters me. and I just don’t know …

let’s take your picture by the blue barrels and you’ll say sea

and if the human begins to talk the rooms get nervy. nervy rooms are a pest. takes forever to calm them down.

.

mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige. jeg véd, hvor ting er og hvilken størrelse de har. alle tingene. visuelt. ikke en fotografisk hukommelse men vanens tyngde. og jeg har været alene i dem, værelserne, et pænt stykke tid. (hvordan man så ellers udstykker tid, tid der er gået). befindende mig alene i disse værelser har indflydelse på opfattelse af deres størrelse. eller lidenhed. værelsernes størrelse har ikke den store betydning når jeg er alene i dem. det handler om relativitet eller hvordan sindet af sig selv konstant scanner mine omgivelser og forsøger at få dem til at give mening. konstatere den herskende orden hvor kortlivet den end må være. et æble (af gennemsnitlig størrelse) synes (med visse begrænsninger) at være meget mindre end lænestolen (som jeg sjældent bruger; jeg får ondt i ryggen af den). kaffekoppen er så og så stor (eller lille) i forhold til computeren og så videre. men hvis jeg tager en ting op (en orange lighter, f.eks.) og lægger den ned et andet sted, forandrer tingene sig.

man ku’ gemme en sang i dem blå tønder ved havet

som sagt, mine værelser passer mig, de er nok, tilstrækkelige og jeg er vant til dem, så jeg spørger egentlig ikke mig selv, om de er store nok eller små nok. det er derfor jeg siger, at de er tilstrækkelige, passende, nok. de passer til mig fordi det er dér jeg er. det gør ingen forskel, at en flok kødædende floolaer jager gennem dem. det gør en forskel når en anden person kommer ind i værelserne, sætter sig ned i eet af dem (mestendels i det, hvor der er et bord og nogle få stole) og begynder på at te sig menneskeligt. så antager værelserne en anden størrelse. ikke større, ikke mindre, bare anderledes. og i et øjeblik eller to ved jeg ikke, hvad jeg skal føle. hvordan jeg skal reagere. det er nemmere med floolaerne eller de ildspyende klaarmankere. de kender mig og gøre mig ingenting. en menneskelig tilstedeværelse forandrer bare tingene. forandrer mig. og jeg véd bare ikke …

vi ta’r dit billede ved de blå tønder når du siger hav

og hvis mennesket begynder at tale bliver værelserne nervøse. nervøse værelser er en pestilens. tager en evighed at berolige dem.

:

there’s a hole in the apple where I bit it. what, then, defines a hole. “the missing”, what is not there, you’d say and that explains why a hole can only be explained apophatically or neti neti-cally. but the apple is good. it’s from Italy.

by the sea our sense of self lies dormant in the blue barrels

.

der er et hul i æblet hvor jeg bed i det. hvad, i så fald, definerer et hul. det ”der mangler”, det der ikke er der, vil man nok sige og det forklarer hvorfor et hul kun kan forklares apofatisk eller neti neti-sk.

ved havet ligger vor selvfornemmelse sovende i blå tønder

:

let’s face it: doors can have any colour

behind
the blue
barrels

we
see

the
sea

.

lad os se det i øjnene: døre kan have alle farver

bag
de blå
tønder

har
vi

havet

:

I pick up an orange lighter and put it down in the same place. nothing. the lighter is disposable. most things are. more or less. it can be refilled with gas though. many things can’t. I like the colour orange and I use lighters several times a day. guess I’m happy.

if the sea is unknown you can imagine it in the blue barrels

I post a note on Facebook saying that I have picked up and put down the orange lighter. I’m alive. the cold draft from the open window tells me that winter is alive too. I wear two pairs of socks. perhaps Tycho Brahe did the same when he was cold.

we spend years on that knowing and unknowing seas

.

jeg samler en orange lighter op og lægger den igen på det samme sted. ingenting. lighteren er lavet til at blive smid væk. det er de fleste ting. før eller siden. den kan genfyldes med gas. det er der mange ting der ikke kan. jeg kan lide farven orange og jeg bruger lightere flere gange om dagen. jeg er lykkelig.

hvis havet er ukendt kan du forestille dig at det er i de blå tønder

jeg laver et opslag på Facebook, der siger, at jeg har samlet den orange lighter op og lagt den på plads igen. jeg er levende. den kolde træk fra det åbne vindue fortæller mig, at vinteren også er levende. jeg har to par sokker på. måske gjorde Tycho Brahe det samme når han frøs.

vi bruger år på det at kende og glemme oceaner
:

when they’re all
together the drops
make up an ocean
(blue)

.

nå de alle
er sammen danner
dråberne et ocean
(blåt)

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone