wearing a yellow hat makes no difference / at bære en gul hat gør ingen forskel

on this train there’s a coffee vending machine with a sign saying it doesn’t work and that it soon will be taken down. it has been saying that for years. no one has asked it to shut up or actually do something.

the milk foam on the coffee on the photo on the vending machine looks like a tornado seen from above. a white tornado on a brown ocean. the wind in the rest of the train is very still. I like the idea of a coffee ocean with milk-foam clouds. I don’t need tornadoes.

my oldest granddaughter bought trousers with holes in them. designer holes. perhaps you can say she bought 66% trousers for the price of a pair of 100% trousers. she’s fast becoming a good consumer which is almost the same as a good citizen.

when a human body stops working we say it has died. we say that about batteries, phones, computers and cars too. it’s a bit more difficult with rocks and stones. they can lie still in the same place for centuries and perform the function that rocks and stones have and no one checks if they’re alive or not. or maybe someone tries but the lives of stone and rocks are much slower in expressions (heartbeat, respiration, growth) than any human bound to human time and a human timespan can measure. perhaps they live in a parallel world that crashed into our world. I decide to wrap one in string one day. a stone, not a human. we’ll see.

I sat myself down on a seat in the train without thinking it was something special. I have done it hundreds of times and will probably do it again and again. some things you just can’t stop doing without some sort of repercussion like: getting nowhere or withdrawal sickness. I wore my yellow hat but the train didn’t go faster because of that, not even my godblue shoes had any effect. the night was all around the train: in front of it, in the back of it, on both sides, above it and below it and it was to stay that way till sunrise. nothing to be done about it.

:

på dette tog er der en kaffeautomat med et skilt, der siger, at den ikke virker, og at det snart bliver taget ned. det har det sagt i årevis. ingen har bedt det holde kæft eller faktisk gøre noget.

mælkeskummet på kaffen på billedet på automaten ligner en tornado set ovenfra. en hvid tornado på et brunt hav. vinden i resten af ​​toget er meget stille. jeg kan godt lide ideen om et kaffehav med mælkeskumskyer. jeg har ikke brug for tornadoer.

min ældste barnebarn har købt købte bukser med huller. designerhuller. måske kan man sige, at hun har købt 66% bukser til prisen på et par 100% bukser. hun bliver hurtigt en god forbruger, det er næsten er det samme som en god borger.

når en menneskekrop holder op med at fungere, siger vi, at den er død. det siger vi også om batterier, telefoner, computere og biler. det er lidt vanskeligere med sten. de kan ligge stille på samme sted i århundreder og udføre den funktion, som sten har, og ingen kontrollerer, om de er i live eller ej. eller måske er det nogen, der prøver, men stens liv er meget langsommere i udtryk (hjerteslag, åndedræt, vækst) end et menneskes, der er bundet til menneskets tid og et menneskeligt livsmål, kan måle. måske lever de i en parallel verden, der ramte ind i vores verden. j beslutter at pakke en snor en dag. en sten, ikke et menneske. vi får at se.

jeg sad mig ned på et sæde i toget uden at tro, det var noget særligt. jeg har gjort det hundredvis af gange og vil nok gøre det igen og igen. nogle ting, kan du bare ikke holde op med at gøre uden en eller anden form for gengældelse som: at komme ingen steder hen eller abstinenser. jeg havde min gule hat på, men toget kørte ikke hurtigere af den grund, ikke engang mine gudblå sko havde nogen effekt. natten var rundt omkring toget: foran det, på bagsiden af ​​det, til begge sider, over det og under det, og det ville den at forblive være til solopgang. ikke noget at gøre ved det.

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrEmail this to someone